Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Cykelstier på kirkegårde

Foto: Linda Kastrup. Cand. theol. ph.d. Kathrine Lilleør
Læs mere
Fold sammen

Skal en supercykelsti gå gennem en kirkegård? Skal en cykelsti? Skal der være legeplads? Soppebassin? Det mener Københavns Kommune.

Længe har man kunnet cykle gennem Assistens Kirkegård på Nørrebro, men nu vil kommunen gøre det endnu lettere for de travle cyklister. En ny supercykelsti er under planlægning. Ligeledes legeplads og vandbassiner, der skal skybrudssikre kirkegården, og glæde badende børn.

Planerne er Københavns Kommunes og støttes varmt af overborgmester Frank Jensen, der glæder sig over, at Assistens Kirkegård anvendes »rekreativt«. Lodret utilfreds er imidlertid Danmarks Naturfredningsforening, der gennem en årrække har kæmpet for en fredning af Assistens Kirkegård. Foreningen har i et nyt fredningsforslag krævet, at der lukkes for cykling på kirkegården, som kommunen efter beboerkrav åbnede for i 1997. Det nye fredningsforslag vil forsøge at forhindre supercykelstien gennem området. Cyklisterne skaber allerede problemer. Fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening, Birgitte B. Ingrisch, siger: »Jeg har hørt om flere eksempler, hvor begravelsesfølger er blevet anråbt af cyklister, som har råbt: Af banen, så præst og sørgende har måtte vige for livet. Vi synes ikke, at det er foreneligt.«

Vel er det ej. Cyklister og legeplads-børn er komplet uforenelige med kister og begravelsesfølger. Uforenelige alene af den indlysende grund, at ved en begravelse bærer man sin sorg udenpå. Sårbart er det, man ellers kan skjule for omverdenen, blevet synligt for alle at se. Det mindste, vi andre kan gøre, er at vise medfølelse. Sætte os i de sørgendes sted ved at stige af cyklen eller sagtne farten.

For nogle år siden døde en sød gammel dame. Hun havde arbejdet hårdt hele sit lange liv, ikke haft råd til så meget, men omsorg var hun ødsel med, og den gav hun sine mange børn, børnebørn og oldebørn.

Den dag hun blev begravet, var der i Ganløse som sædvanlig en del trafik på hovedgaden udenfor kirken. Biler, cyklister, skolebørn og handlende. De pårørende havde båret kisten ind i rustvognen, bedemanden skulle netop til at trille ud på den travle gade, da den gamle dames ældste søn resolut med tre lange skridt gik uden om rustvognen og foran bilen ud på vejen. Han er en stor og venlig mand. Tidligere bedemand. Med den naturlige autoritet, der hører myndigt sørgende til, gik han midt ud på hovedgaden, og stoppede al færdsel i begge retninger, hvorpå han vinkede rustvognen med sin mors kiste ud. Den gamle dames kiste gled værdigt ud på vejen, hvor al trafik for et øjeblik stod stille. Sådan afspejlede omgivelserne i de ganske få minutter dødens stilhed og de pårørendes sorg. Medmenneskeligt og værdigt. For med døden indtræder sorgens tidløshed, og alt bliver stille. Indeni.

Dødens og sorgens stilhed har kirkegården altid været et ekko af. Derfor har vi i generationer søgt kirkegårdene, når vi sørger mest, fordi roen og afsondretheden spejler det sørgende sind.

Travlhed, larm, latter, cykler, hunde og legende børn hører livet til. Det gør døden, sorgen og stilheden på kirkegårdene også.