Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Coronatiden afslører et nådesløst syn på svaghed

Når det »nøgne liv« ældes, kan det i vor tid reelt ikke bruges til ret meget, og synet på svaghed risikerer at blive mere nådesløst i en kropsfikseret modernitet, hvor religiøsiteten har tabt terræn.

Forfatter Jens Christian Grøndahl udtalte forleden i radioen noget interessant. Han sagde, at han måske ved nærmere eftertanke ikke ønsker at overleve i en hvilken som helst verden, hvilket udsprang af overvejelser om sygdom, restriktioner og samfundets udvikling.

Ordene skal høres som symbol på det forbehold, man kan føle over for tendenser i tiden, og Jens Christian Grøndahl ser det som sin og andre forfatteres opgave at kæmpe for en verden, hvor vi bliver ved med at læse digte.

Vi forstår pointen. Mennesket er ikke et dyr, men en skabning af højere karat, og det skal huskes i endnu en nedlukning af landet, hvor fokuseringen på vores fysiske liv intensiveres i en epoke med udbredt tro på, at en stor del af vores identitet er knyttet til det kropslige. Coronatiden skærper indsigten i vor civilisations stade, og mens jeg ikke hører til dem, der tror, at pandemien vil medføre drastiske blivende forandringer, tror jeg til gengæld, at den blotlægger, hvor vi allerede er på vej hen.

Det nøgne liv

Forleden blev jeg bekendt med den italienske filosof Giorgio Agamben som manden bag tanken om »det nøgne liv«. Med det menes det liv, der hovedsageligt drejer sig om ren og skær opretholdelse, og denne epidemi understreger tanken med sin midlertidige afskaffelse af kulturliv, fællesskab, spontan medmenneskelig kontakt og en kop kaffe på caféen med den elskede avis.

»Man kan jo overveje, om denne mentalitet mon har fyldt lige lovlig meget dér, hvor der har været ekstra stor dødelighed på plejehjemmene.«


Tilbage er simpel opretholdelse af liv, skjulte ansigter og hurtige indkøb, og mens man naturligvis forstår behovet for at bekæmpe smitte, anes tråde til en dybere moderne tilstand, der kan vænne os til at vurdere tingene ud fra vor egen lille lukkede tilværelse. Herinde er kroppens suverænitet et afgørende omdrejningspunkt, hvilket medfører store etiske dilemmaer i de klassiske spørgsmål, der afslører, hvor dybt vi kan synke. Som når Enhedslistens Rosa Lund samt flere fra SF argumenterer for, at abortmodstandere bør optræde på listen over folk med radikale og antidemokratiske holdninger. For disse politikere overskygger kvindens ret til at bestemme over sin ukrænkelige krop helt hensynet til den endnu ufødte, og med inspiration fra Giorgio Agambens idé om det »nøgne liv« får man den tanke, at mennesket i stigende grad tiltager sig ret til at herske over liv og død. Fordi den øverste målestok er den enkelte krop, mens det åndelige aspekt ved os nedgøres.

Bilka og Røverkøb

Det forgangne år har antydet netop den udvikling. I første omgang gennem forårets nedvurdering af de højere interesser symboliseret ved, at kirker, teatre og museer måtte lukke, mens Bilka og Røverkøb fortsat holdt åbent. Men også gennem påmindelsen om, hvad der sker, når vi fjerner os for meget fra det livssyn, der er skabt gennem kristen civilisation og en tro på, at mennesket som skabt er meget mere end en krop.

Mister vi grebet om den indsigt, vil det sikkert gradvist kunne mærkes i synet på samfundets værgeløse, de gamle og de syge, og kløften mellem unge og gamle udgør ét af coronatidens mest interessante fænomener.

Spørgsmålet om hvorvidt de unge i højere grad gennem selvbeherskelse og færre fester bør værne om de ældre, sætter sagen på spidsen, ens alder og styrke kan hurtigt blive synonym med værdien, man tillægges, og snart kan vi nå frem til punktet, hvor det gamle menneske mest ses som en besværlig krop.

Man kan jo overveje, om denne mentalitet mon har fyldt lige lovlig meget dér, hvor der har været ekstra stor dødelighed på plejehjemmene. Når det »nøgne liv« ældes, kan det i vor tid reelt ikke bruges til ret meget, og synet på svaghed risikerer at blive mere nådesløst i en kropsfikseret modernitet, hvor religiøsiteten har tabt terræn.

I sin bog »Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed« beskriver historiker Tom Holland de store ateistiske kvantespring med folk som Nietzsche, Darwin og Marx, og det nævnes, hvordan sidstnævnte beskrev religion som »… forskellige slangeskind, som historien har kastet af sig, med mennesket som den slange, der slap fri for dem.« Det er et skræmmende godt billede. Tilbage står det frie, nøgne menneskedyr og betragter sig selv og sin suverænitet, og mens Tom Hollands pointe er, at vi alle fortsat i Vesten er forankret i kristendom, lærer vi for tiden, hvad det betyder at glemme det. Men vi lærer også, at det er blevet tid til ny og klog besindelse, for vi skal jo alle ønske at overleve i denne verden, og noget er forandret siden foråret. Kirken er åben til jul.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og journalist