Coronakrisen er erhvervslivets tragedie og triumf

Der er brug for forbilleder – erhvervslivet har lige nu desperat brug for forbilleder. Nogle, der som Erasmus af Rotterdam for et halvt årtusinde siden holder hovedet koldt og accepterer og forstår forandringerne på den anden side af coronakrisen og viser en vej ind i fremtiden. De findes heldigvis.

 
Erhvervslivet har lige nu desperat brug for forbilleder, siger erhvervsredaktør Thomas Bernt. Fold sammen
Læs mere

Da coronakrisen ramte Danmark, fik jeg en fornemmelse af deja-vu. Marxister ser på kriser som et udtryk for kapitalismens forudsigelige undergang, som vi foreløbigt har ventet 153 år på, hvis udgivelsen af Das Kapital af Karl Marx er målestokken. Det er ikke den slags deja-vu.

Helt personligt havde jeg fra starten et mere personligt forhold til coronakrisen.

Det er lidt efter temperament den ottende krise, jeg har skullet prøve at forstå og dække, først som ung bankøkonom og siden som journalist. Den første var valutakrisen 1992-1993, hvor danskernes nej til euroen sendte kronen og dansk økonomi ud på dybt vand. Mange år og nogle mindre kriser senere ramte 9/11, da jeg sad i Danske Banks dealingrum og så, hvordan valutahandlerne over hele verden fik verdensøkonomien til at glide ved at optræde som gentlemen i dagene efter tårnenes kollaps.

»Der er brug for forbilleder – erhvervslivet har lige nu desperat brug for forbilleder.«


Siden kom finanskrisen, gældskrisen og nu coronakrisen. En fælles observation om de kriser, jeg har dækket, er, at lige når man tror, at det ikke bliver værre ... så bliver det værre. Man skal ikke blive for optimistisk for tidligt. Den anden indsigt er, at kriser altid slutter, fordi vi mennesker og såmænd også regeringerne, som selvsagt også i sidste instans er mennesker, i længden reagerer fornuftigt og ansvarligt på kriser.

På et eller andet tidspunkt løfter vi os op over kaos og krise. Vi bliver lidt som nogle af de største mennesker, der har levet på jorden, eksempelvis Erasmus af Rotterdam.

Mange har hørt navnet Erasmus af Rotterdam og har en vag erindring om en usandsynligt klog mand, der levede for et halvt årtusinde siden. Forbilleder i Erasmus-klassen har den egenskab, at de ikke kan forstå, at de er forbilleder – det er netop det, der gør dem til forbilleder.

Man kunne måske håbe og ønske, at forbilleder også er en slags genier – herunder forretningsgenier.

Definitionen på et geni

En anden klog mand, den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell, som i øvrigt begik selvmord, da tyskerne annekterede Østrig i 1938, definerede et geni som en person, uden hvem en tidsalder ikke kan tænkes. På den måde kommer man til at tænke på Niels Bohr eller Albert Einstein som genier eller i det moderne forretningsliv Bill Gates og Steve Jobs. Så høje krav kan man ikke sætte til et forbillede, om end nogen måske vil sige, at Erasmus af Rotterdam var et geni.

Barren må sættes lavere, men ikke for lavt. Erasmus levede i en tid, hvor det hele eksploderede om ørene på ham – Jorden blev rund (Columbus), Antikken blev genopdaget (Renæssancen), bogtrykkerkunsten slog igennem (Gutenberg), videnskaben erstattede vedtagne sandheder (Kopernikus), og til overflod ramte reformationen (Luther).

Så hvis nogle synes, at vores tid med Trump, Brexit, coronakrise, Kina, klima og identitetspolitik er eksplosiv, så send Erasmus en tanke. Han havde det ikke nemt. Stefan Zweig, som var en af mellemkrigstidens største forfattere, har i 1934 – midt i den kaotiske og skæbnesvangre mellemkrigstid mellem Første og Anden Verdenskrig – skrevet en fantastisk bog om Erasmus, »Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie«, genudgivet i 2015 på Kristeligt Dagblads Forlag:

»...til højre er der overdrivelse, og til venstre er der overdrivelse, til højre er der fanatisme, og til venstre er der fanatisme, og han, det antifanatiske menneske, vil hverken tjene den ene eller anden overdrivelse,« skriver Zweig. Det er svær position at tage i en tid, hvor alt eksploderer om ørene på én. Reformatoren Martin Luther og antireformatorerne i den katolske kirke anlagde det syn, at hvis man ikke var med dem, så var man imod dem, så stakkels Erasmus blev lagt for had af både reformatorer og katolikker. Erasmus nægtede at lytte til andre end sig selv.

Hvorfor rager Erasmus nutiden og nutidens erhvervsliv, for af respekt for både nutiden og Renæssancen skal man – selvsagt – være varsom med at sammenligne en kirkelig revolution med eksempelvis klimaudfordringerne eller en pandemi.

Den relevante sammenligning er, at man ikke behøver at dele de mest vidtgående synspunkter om klimaet eller svaret på klimaudfordringerne for at tage klimaet seriøst og at handle på det. Man kan også værdsætte, at coronakrisen ikke er en udfordring af samme størrelse som klimaforandringerne, men alligevel erkende, at den er en af de største begivenheder i samfundet i nyere tid, fordi den har ført til nogle af de største omkalfatringer i årtier i vores måde at være sammen på og leve vores liv på.

Brug for forbilleder

Der er brug for forbilleder – erhvervslivet har lige nu desperat brug for forbilleder. Nogle, der som Erasmus holder hovedet koldt, accepterer og forstår forandringerne på den anden side af coronakrisen og viser en vej ind i fremtiden. De findes heldigvis.

Erhvervslivet har under coronakrisen lidt voldsomme økonomiske tab. De er til at måle. Erhvervslivet har også fået tilbudt, måttet bede om og taget imod statslige hjælpepakker i en pagt med samfundet for at redde virksomheder og bevare job. Men ikke alle erhvervslivets tab kan måles.

Spørgsmålet er derfor, om coronakrisen er et eksempel på, hvordan stat og civilsamfund, herunder erhvervslivet, har hjulpet hinanden gennem krisen – eller om coronakrisen igen er et trist eksempel på, at det er staten, som redder erhvervslivet, når krisen rammer. Svaret på spørgsmålet er af væsentlig betydning for samtalen mellem samfundet og erhvervslivet.

Er svaret, at erhvervslivet står i gæld til samfundet, så har erhvervslivet tabt en del af sin stemme og vægt som en kraft i samfundet. Erhvervslivets tab er svært at opgøre efter en sådan målestok, men kan på længere sigt potentielt være større end de kortsigtede økonomiske tab.

Ligesom Erasmus har erhvervslivet ingen formel magt. Erhvervslivet har en konkret økonomisk magt og en betydelig uformel magt.

Det er forbillederne, som skaber erhvervslivets uformelle magt til at forme debatten om fremtiden. Forbillederne er ikke mindst i dag et helt nødvendigt korrektiv til forestillingen om, at det er politikere og staten, som bestemmer udviklingen og har svaret på alle samfundets udfordringer i Danmark.