Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I sidste uge var jeg med til at hjælpe en ukrainsk småbørnsfamilie i helle efter en rædselsfuld flugt. Jeg kendte ikke familien og havde heller ikke kunnet kommunikere direkte med dem, fordi de kun taler ukrainsk. Men for et ad hoc samlet hold af fremmede ukrainere, polakker og danskere lykkedes det ved fælles hjælp – og godt hjulpet på vej af sociale medier – at sikre familien. Og da jeg samlede dem op ved den gratis flygtningebus fra Polen en grå morgen i Høje Taastrup, græd vi sammen. Familien græd, fordi de nu endelig følte, at de, på trods af alt, hvad de havde oplevet, nu var på vej i en slags sikkerhed. Jeg græd, fordi følelsen af at være blevet en del af havet af udstrakte hænder, der er dukket op omkring Ukraine, gjorde indtryk lige dér.
