Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Cirkus på de selvfede platforme

Lotte Hansen: Jeg er bange for, at for mange formidlere i kunstoplevelsens hellige navn bøvler med kun at gøre kunsten tilgængelig for kulturforbrugeren. Men vi er altså ikke kun forbrugere, vi er borgere og vi har brug for kulturens stemme til at flytte os videre.

I stedet for at kunsten og kulturen er et sted, hvor samfundet henter ilt, når det er hele er lidt trangt, så er den blevet den nye lattergas. Men i oplysningens navn skal vi som samfund turde slå ørebøfferne ud og tro på, at kunstnere på deres, nogle gange kantede og svært tilgængelige måde, har noget på hjerte, som samfundet bør lytte til. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Problemet ved den klassiske evaluering af kulturen er de præmisser, den foregår under, og ikke mindst det, der ikke skrives om. Alt for ofte handler branchens karaktergivning af sig selv om en placering på skalaen mellem finkultur og folkets umiddelbare glæder. Det er en relevant og vigtig diskussion, hvilket brillant blev illustreret i stykket La Bête, som denne sommer blev opført i Grønnegaards Teatret. Men det er symptomatisk, at så mange kulturprofessionelle har købt mentalt ind i tankegangen om, at diskussionen om ’Arken eller Parken’ er den eneste dækkende måde at diskutere kunst og kultur på.

Er det virkelig, hvad kulturen har på hjerte? Er det kunstens og kulturens eneste ærinde, når den påkalder sig opmærksomhed, at skulle blive vurderet inden for den formgivning, hvor udtrykket kommer til syne og så ellers blive indplaceret på skalaen mellem høj og lav? Jeg tror det ikke. Jeg tror på, at alle kunstnere, alene i kraft af den samtid eller usamtid, de er nedsunket i, kommer med nogle udsagn, som vi andre kan tage og føle på og lytte til. De udtrykker en kommentar til samfundet (også selvom det ikke var deres mål i udgangspunktet), som jeg synes, vi glemmer at lytte til og de selv og deres ellers stakkevis af formidlere glemmer at formidle. Det virker som om, at hele formidlingens kunst handler om kunst og kultur til forbrugeren, den avancerede eller den platte. Men hvad med kunst og kultur til borgeren?

Burde vi ikke lade diskussionen om finkultur og fornøjelseskultur i dag blive suppleret af denne måske endnu vigtigere debat? Kulturen og kunsten, lige meget om den er dødkedelig eller festlig, smal, bred, tynd, tyk, lav eller høj, er i disse år ved at miste sin rolle som en refleksiv del af vores liv og samtid. Den synes at være gledet helt ned i 4. division inden for magtcirklerne. Den er blevet til 3. halvleg, som man først tager til eller forholder sig til efter arbejde, og som man kun kan læse om i avisernes 2. sektion.

Selvom det jo er flot, at der stadig anmeldes og gøres ved i medierne, og selvom vi i forhold til mange andre lande har et højt statsstøttet kulturliv, så er jeg på demokratiets vegne alvorligt bekymret for, hvordan et samfund efterlades, hvis alle vigtige samfundsdiskussioner ophører hver gang, der er talt 90 mandater i Folketinget. Jeg er næsten ligeglad, hvilke 90, der har trykket på knappen. Det er ikke godt nok, og kulturen burde være bekymret over denne statsstøttede udlicitering til ’efter fyraften’. Det betyder ikke, at alle kunstnere skal til at lave atomkraft-nej-tak-agtig politisk kunst. Men det betyder, at kunsten og dens formidlere skal insistere på, at den vil samfundet noget. Her er jeg bange for, at for mange formidlere i kunstoplevelsens hellige navn bøvler med kun at gøre kunsten tilgængelig for kulturforbrugeren. Men vi er altså ikke kun forbrugere, vi er borgere, og vi har brug for kulturens stemme til at flytte os videre. Det har den med held hjulpet os til før. Medierne har også en stor del af skylden for miseren, de er for alvor størknet i diskussionen mellem fin og bred. Nu med et sæt kanaler til hver. En ting er dog sikkert: Hvis der kommer kunst på forsiden, så er der altid en tyk streg omkring, og der henvises til kultursiderne.

Det er som om, at kunsten og kulturen stærkt sekunderet af de platformsorienterede medier og de segmentorienterede formidlere bruges til at passivere i stedet for at aktivere borgerne. Ligesom i romernes tid med Cirkus Maximus er kunsten blevet det sted, hvor vi parkerer folk, når vi ikke gider mere vrøvl. »Giv segmenterne det, de vil have: Smalt til de smalle, og bredt til de brede. Så skal de nok holde mund.« Se, det er det nye cirkus!

I stedet for at kunsten og kulturen er et sted, hvor samfundet henter ilt, når det er hele er lidt trangt, så er den blevet den nye lattergas. Men i oplysningens navn skal vi som samfund turde slå ørebøfferne ud og tro på, at kunstnere på deres, nogle gange kantede og svært tilgængelige måde, har noget på hjerte, som samfundet bør lytte til. Politikere og redaktører skal turde sætte kunstens og kulturens stemme ind på uvante steder og i uvante debatter. Men det kræver også, at kunsterne og deres formidlere ikke lukker sig inde i deres egne cirkler, men ind imellem tør sætte kunsten i spil i samfundet, ikke på samfundets præmisser, men for demokratiets skyld.

I dette efterår har Lotte Hansen sammen med Den Sorte Diamant lanceret en salon, hvor forskellige samfundsemner debatteres. I næste salon i morgen mandag sættes kunstens og kulturens rolle i samfundet til debat.