Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Christiania længe leve

Jon Stephensen, teaterchef på Aveny-T. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var stærke sager og voldsomt bevægende da DR i mandags viste dokumentarudsendelsen om fristaden Christanias børn. Og reaktionerne udeblev da heller ikke. Især fra Berlingskes trofaste og polemiske blogger Henrik Day Poulsen blev der omgående skudt med skarpt. En politisk skandale, at Christania ikke er blevet lukket for længst var hans konklusion i hans tirsdags-blog, hvor han også betegnede fristaden som et sygt eksperiment på linje med kulturrevolutionen i Kina.

 

Nuvel. Jeg har det med Henrik Day Poulsens reaktioner på samme måde som når kun alt for uhyggelige våben kommer i hænderne på slyngelstater. Det er farligt og det kan misbruges. For det er nøjagtigt det, den deltidsansatte overlæge ved Psykiatrisk Center, København, gør her. Misbruge en glimrende, ja, rystende udsendelse til at trække en lige linje fra noget, der skete i 1970erne og frem til i dag.

Det er vigtigt at turde sætte fokus på vores historie og især historiens ofte gemte og glemte skyggesider – også Christanias. Men at fordømme og dømme som et borgerligt univers af debattører har valgt at bruge udsendelsen til – det er ganske enkelt hverken fair eller i orden. For der er kæmpe forskel på fortid og nutid, på Christania, og ja, i hele det danske samfund. Kæmpe forskel på, hvad der dengang var dagsordenen for børns ve og vel og hvordan vi i dag opdrager og passer på vores børn.

 

Jeg havde en fætter. Han stod ikke af i svinget i Solrød, men i svinget i Holte – og blev aldrig mere sig selv igen, som Gasolin sang det i sangen »Snehvide« fra 1972. Vel egentlig et meget præcist billede af en tid, hvor der blev eksperimenteret. Lige fra nye måder at bo og leve på til LSD-forsøg i kældrene under Frederiksberg Hospital. En verden der set med nutidens briller var både vild, voldsom og bizar. Og hvor også børn kom i klemme. Filminstruktøren Thomas Vinterberg har beskrevet det i skuespillet »Kollektivet«, og dykker videre ned i dette i sin kommende film.

Faktum er, at Danmark i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne var på et stort trip. Ikke alle, men en stor gruppe mennesker valgte at prøve at løsrive og frigøre sig fra samfundets normer og stivnethed. Det er der sørme kommet meget godt ud af. Men selvfølgelig også skidt. Men at hive Christania frem som noget enestående dårlig – det er skammeligt og forkert. Der kan findes misrøgt af børn overalt fra den tid. Fra vanrøgt på børnehjem, til børn i whiskybæltet, der rask væk blev sendt på kostskoler, fordi forældrene i spruttåger ikke kunne overskue deres afkom. Og i større perspektiv pædofile engelske toppolitikere og højt profilerede studieværter, der tog for sig som de mente sig fortjent til. For slet ikke at tale om katolske præster verden over. Cigaretter stod frit fremme overalt og blev røget lige op i hovedet på os børn – og en sjus før middag skulle der da til.

Det er i hele den kontekst, man skal se TV-dokumentaren »Christanias Børn«. Ikke at det gør det skete mere legitimt, men måske er det på sin plads at være mindre fordømmende. Christania er i dag noget helt andet ligesom resten af samfundet, også når det gælder børn. Danmarks pop og soulstjerne nr. 1, Lukas Graham, er et produkt af dette Christania. Et sted med plads til kreativitet og leg og til at kunne drømme. Også når man er barn.

Når jeg tænker på, hvor mange i forvejen skæve og forhutlede eksistenser og fortabte sjæle Christania har måttet opsuge i sine leveår samtidig med at skulle være et samfund i udvikling, så må jeg på Danmarks vegne takke og sige: Godt gået – klap jer selv på skulderen.