Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Chick fight mellem rød og blå stue

Anne Christine Bech: Hvis man har råd til det, kan man eksempelvis sende ungerne i privatskole, når der bliver for meget larm, for lidt krea og for lave karaktergennemsnit i den lokale folkeskole. Hvis man ikke har råd, er det bare ærgerligt.

Det er altså svært at diskutere med nogen, der som udgangspunkt, tror man lyver og har en giftig skjult dagsorden! Men udover det meget paranoide i denne beskyldning, så lukker man sig om sig selv – og trækker desværre næste generation med i faldet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Albright-gruppen lagde ud her i avisen 25. september med en kønspolitisk ønskeliste til den nye regering. En gruppe »frihedsorienterede kvinder« gik få dage efter til modangreb, og siden har det bølget frem og tilbage uden ret megen skelen til den gode tone. Kampen for ligestillling har i mange år mest været en mærkesag for de venstreorienterede. Kønskamp er klassekamp! Sådan lød det i 70erne, og sådan er det åbenbart stadig. På den baggrund er det så heller ikke særligt opsigtsvækkende, at en gruppe kvinder med det til fælles, at de taler direkte fra deres bankende liberale hjerter, er imod Albright-gruppens samtlige forslag. De har absolut ingen ønsker - og nok heller ikke megen tillid - til den nye regering. Det eneste de ydmygt beder om, er en smule frihed. Så de kan få lov til at være de kvinder, de er - parce que je le vaux bien. Nå ja, og så lige beholde lidt flere af de gode penge i egne lommer ...

Et helt legitimt synspunkt. Men den fundamentalistiske frihed, de ønsker, indebærer jo en skræmmende accept af, at vi desværre ikke alle er født under en heldig stjerne og med en guldske bagi.

De blå damer hævder, at »Det, der kendetegner et frit, civiliseret samfund er netop, at den enkelte og dennes familie selv kan bestemme over sit liv«.

Jo tak, hvis man har råd til det, ellers er det vel nærmere betegnelsen på en bananstat. Hvis man har råd til det, kan manden gå på barsel. Hvis man har råd til det, kan man gå hjemme - eller omvendt vælge at ansætte en au pair. Og hvis man har råd til det, kan man eksempelvis sende ungerne i privatskole, når der bliver for meget larm, for lidt krea og for lave karaktergennemsnit i den lokale folkeskole.

Hvis man ikke har råd, er det bare ærgerligt. Og så var det pludselig lidt ligegyldigt med den frihed, eller hvad? En dugfrisk undersøgelse om social mobilitet eller manglen på samme, bragt i Politiken 30. september, påviser, at vi ikke har formået at rokke os ud af flækken i de sidste 10 år. Men skidt da med det, vi vælger jo selv, ikke sandt?

Albright-gruppens ønske om fokus på at præsentere både vores drenge og piger for alternative valg og muligheder her i livet, har damerne også kun hån til overs for. Den mangfoldighed, Albright-gruppen drømmer om, afvises og sendes til tælling med en enkelt bemærkning: »Mageløst hykleri (...) For en væsentlig slagside ved hele kønsdebatten er jo det underliggende, men ofte uudtalte, ønske om enshed.«

Det er altså svært at diskutere med nogen, der som udgangspunkt, tror man lyver og har en giftig skjult dagsorden! Men udover det meget paranoide i denne beskyldning, så lukker man sig om sig selv - og trækker desværre næste generation med i faldet.

Man lukker af for den mulighed, at eksempelvis mennesker, der har studeret kønsforskelle i årtier, rent faktisk skulle have set noget, man ikke selv havde fået øje på.

Man afviser pure at være i besiddelse af nogen som helst fordomme om køn, selvom det ikke kræver andet end eksempelvis et hurtigt visit på Harvards Universitetets hjemmeside (https://implicit.harvard.edu/implicit/) at blive overbevist om det modsatte. Jeg skal i testen ’Implicit’ trykke så hurtigt som muligt på tasten for enten kvinde eller mand, når et givent ord toner frem på skærmen. Men hvor gerne jeg end ville, så kan jeg alligevel ikke få min hjerne til som det første at tænke KVINDE, når computeren siger corporation. Eller MAND, når computeren siger wedding.

Hvis man har overskuddet til det, kan man forsøge at skabe et mikroskopisk modspil til et overkommercialiseret mediebillede. Fra baby kan løfte hovedet i 15 sekunder bombarderes det lille nye menneske med kønsstereotyper, der burde være begravet for et halvt århundrede siden. Firskårne, handlekraftige mænd og hjælpsomme kvinder med hvepsetaljer, der ikke levner plads til ret mange indre organer. Den ensretning bekymrer mig voldsomt. Man er naturligvis i sin gode ret til at være rasende ligeglad, men man kan ikke benægte, at det har en betydning, og at der ligger et stort uudnyttet potentiale i at brede definitionerne lidt ud for, hvad mænd og kvinder kan, skal, må og bør.

I det hele taget har jeg utroligt svært ved at få øje på, hvilket samfund ’de blå’ egentlig drømmer om. Et samfund uden færdselsregler og fælles arbejdsmarkedspolitik? Genindførelse af revselsesretten? Tilbagerulning af rygeloven? Børnene ud af sikkerhedsselerne? Guderne skal vide, at damerne er meget imod mange ting, men hvor går grænsen så for den personlige frihed? Skal der overhovedet være én? Eller er det kun, når det kommer til spørgsmål, der inddrager kønnet, at enhver diskussion skal lukkes ned?

Så kære damer, det er muligt, vi ifølge jer har nået det højeste udviklingsstade på ligestillingsområdet, men helt ærligt, det skulle da så være det eneste område i verden, hvor der ikke er plads til forbedring. Det er simpelt hen for uambitiøst på vores allesammens vegne og udstiller jeres mangel på viden og/eller fordomme om emnet. Det er uendeligt svært at være fri - og fordomsfri. Det er faktisk lige præcis det, ligestilling handler om.