Kære nominerede, kære alle.

Lad mig indlede med at genfortælle, hvorfor Berlingske sammen med Den Berlingske Fond besluttede sig til at indstifte Fonsmark-prisen på 250.000 kroner, som vi i dag uddeler for første gang.

Prisen gives til en borgerlig stemme og tænker, som i ekstraordinær grad har evnet at sætte sit præg på den borgerlige samfundsdebat samfundsdebat. Beriget den med synspunkter, tanker, erkendelser eller viden, som har gjort en forskel.

Der er ingen yderligere formelle krav i prisens fundats, og det er der en bestemt mening med: Og den er, at Fonsmark-prisen ikke skal bruges til sekterisk eller snævert at fremme helt bestemte meninger.

Fonsmark-prisen er indstiftet i tidligere Berlingske-chefredaktør Henning Fonsmarks navn, og han var i sin tid en af de borgerlige stemmer, der med intellekt, vid og dyb formidlingsevne var i stand til at bringe sin samtid frem til erkendelser, den ellers ikke ville have nået.

Men der står intet i Fonsmarkprisens fundats om, at de mennesker, som i år og forhåbentlig de næste mange år modtager den, skal kunne underskrive en dogmatisk erklæring om i et og alt at være holdningsmæssigt på linje med præcis det, Henning Fonsmark stod for.

Det ville være en fatal fejltagelse at gøre Fonsmark-prisen ideologisk doktrinær.

Både fordi den uddeles i regi af Berlingske, der ønsker at være hele det borgerlige Danmarks livsnødvendige medie i en tid, hvor der er en bekymrende mangel på medier med denne aspiration.

Men især fordi den borgerlige idédebat har brug for alt andet end at stivne i indre dogmatik i disse år. Den har brug for det modsatte. Den har brug for ilt. Den har brug for at udfordre sig selv, den har brug for at nydefinere sine svar i en tid, hvor socialdemokratismen i Danmark står stærkere og mere uudfordret end tilfældet har været i omkring 40 år.

Borgerligheden har givetvis også brug for nogle afklarende, forløsende interne skænderier. Kan uddelingen af Fonsmark-prisen bidrage til at udløse sådanne, vil vi på Berlingske ikke se det som en trussel mod idéen med prisen, men som en bekræftelse af dens nødvendighed: Som ilt til borgerligheden.

En af Henning Fonsmarks store bedrifter, som han manifesterede ikke mindst med bogen »Historien om den danske utopi« fra 1990, var analysen af, hvordan velfærds-socialdemokratismen erobrede magten i Danmark efter Anden Verdenskrig.

Fonsmark var sig bevidst om, at det ganske vist kunne være gået betydeligt værre end det: Måske var landet kun timer fra at være blevet en del af den kommunistiske østblok.

Men han evnede som få borgerlige at bevare den syleskarpe analyse af det ideologiske jerngreb, socialdemokratismen over nogle årtier i virkeligheden lagde Danmark i, mens vi alle blev hinandens klienter, og mens ‘den djævelske kapitalisme’ ikke alene begrundede hvert skridt, der blev taget i retning af en hastigt voksende offentlig velfærdsstat – men samtidig blev placeret i rollen som den livsnødvendige pengemaskine til samme. Til syvende og sidst også med det borgerlige Danmarks medvirken.

Man kan mene, at det er en liberal analyse.

Men hvis man nu i dagens anledning skal søge at bygge bro hen over de borgerlige grøfter, så kan man faktisk også tillade sig at mene, at den er konservativ. Idet velfærdsstaten ikke alene på stadig flere områder har berøvet borgeren det livgivende ansvar over for sine medmennesker og derved bragt os længere fra hinanden i helt konkret forstand.

Og samtidig gjort så kernekonservative institutioner som familien mindre essentiel end før, simpelthen fordi den efterhånden blev mere og mere funktionstømt.

Solidaritet er ikke længere noget, den enkelte føler med andre. Solidaritet er noget, vi i henhold til samfundsmodellen skal levere til hinanden.

Uanset hvad: Hvis borgerligheden skal genrejse sig i Danmark, hvis den måske endda skal finde sammen om et nyt fælles projekt, så er den nødt til at blive klogere på sine forskelligheder.

Og på de kloge mennesker, der mest perspektivrigt fremfører disse forskelligheder i den offentlige debat på en måde, som faktisk flytter noget.

Jeg er glad for, at vi har tre af disse mennesker stående blandt os her i dag; de tre, som Den Berlingske Fond nominerede til Fonsmark-prisen 2020, og i hvis midte Berlingskes abonnenter nu har kåret en prismodtager.

Som er: Per Stig Møller, fhv. konservativ minister: For så forskellige områder som udenrigs, kulturen, kirken - og miljøet. Hvilket måske meget godt illustrerer det, du jævnligt selv fremfører som en konservativ pointe i samfundsdebatten: Helhedssynet.

»Vores borgerlige samfund er en trebenet skammel – og saver man det ene ben af denne skammel, så vælter den,« sagde du i den video, Berlingske lavede med dig, da blev nomineret. De tre ben er, fortsætter du: ‘Demokratiet, retssamfundet og det frie marked’.

Du er ud af en i flere generationer konservativ familie. Man kan vel næsten kalde det et politisk dynasti. Det kan ikke have været let for dig som ungt menneske at finde dine egne ben – alle tre – i samfundsdebatten.

Jeg har også noteret mig kritikere, der mener, at du slog nogle gevaldige skævere i starten under det ungdomsoprør, som hurtigt blev kapret af en marxistisk bevægelse, og hvor kritikken lyder, at du i for høj grad flød med, indtil du i 1976 udgaven bog »På sporet af det forsvundne menneske«, hvor du gjorde op med marxismen – også dens hærgen i de splittede år og i en samfundsmodel, du problematiserede som et »socialteknokrati«.

Per Stig Møller: Den debat må du jo eventuelt selv fortsætte nu, hvor du har fået Fonsmark-prisen 2020! Den er givet dig for at tilskynde dig til netop det. Jeg kender naturligvis ikke de enkelte Berlingske-abonnenters begrundelse for at have stemt på dig, men lad mig gribe tilbage til den tekst, der ledsagede din oprindelige indstilling til prisen, og som meget passende kan genbesøges i denne stund:

»Per Stig Møller er blandt de meget få politikere, der er lige så kendt og respekteret som intellektuel og forfatter som for sin mangeårige politiske karriere.

Fra en tidlig rolle som medarbejder og redaktør ved flere aviser i Det Berlingske Hus kom Per Stig Møller i 1970erne til Danmarks Radio, hvor han fik flere chefroller i bl.a. Kulturafdelingen. Siden blev han også formand for Radiorådet – alt mens hans politiske karriere udviklede sig. I Folketinget kom han i 1984.

Men på siden af dette har Per Stig Møller gennem alle årene været en produktiv forfatter, der har sat fodaftryk i den borgerlige idédebat. Starten var ikke helt ukontroversiel; i årene efter ungdomsoprøret i 1968 flirtede Per Stig Møller i nogles øjne vel rigeligt med bevægelsens tankegods. Men blandt andet med bogen »På Sporet Af Det Forsvundne Menneske« gjorde Per Stig Møller op med antihumanismen i marxismen og andre venstrefløjsstrømninger.

Siden udkom en lang række bøger, der afslørede Per Stig Møllers enorme intellektuelle båndbredde og i samklang med hans politiske arbejde har bragt ham til et holdningsmæssigt ståsted, der vel bedst kan betegnes som klassisk konservativt. Meget markante omkring 2000 var hans to bøger om Kaj Munk, udgivelser der illustrerede, at Per Stig Møller mere end nogen anden i sin samtid har formået at kombinere politik, kultur og historie i sit virke.«

Netop dette, at historien og kulturen også er en del af det, der kendetegner dig som forfatter, debattør og politiker, Per Stig Møller, er slet ikke uvæsentligt. Heller ikke som en trædesten til, hvordan den danske borgerlighed skal finde sine ben – måske endda det fjerde ben! – igen efter et par tiår, hvor udlændingepolitikken har spillet en meget dominerende rolle, men hvor socialdemokratismen nu også har omfavnet denne på velfærdsmoderlig vis.

Hvor ser man så hen? Måske mod den kultur, der handler lige så meget om identitet, som udlændingepolitikken gør. Kultur er ikke kun fest, farver og kulørte lamper. Kultur er langt vigtigere. Kultur er – hvem vi er. Den kultur, der for den sags skyld derfor også er og bør være styrende for synet på velfærdsstatens størrelse og rolle, på det frie marked i en tid, hvor nye centralt styrede reguleringer lurer, på klimadebatten, hvor man kan gå markedsøkonomiens eller planøkonomiens vej. Eller den kultur, der handler om det frie menneske, der har og tager ansvaret for sit og sines liv.

Det var mine ord, som jeg ikke skal eller vil lægge dig i munden, men de faldt mig ind, da jeg vidste, at jeg skulle overrække netop dig Fonsmark-prisen 2020. Hjerteligt tillykke med den.