Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Chefredaktør: Jeg, en tvivler

»Den dag, vi på Berlingske opgiver tvivlen, overgiver vi os til det postfaktuelle samfund.«

Jens Grund, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har altid elsket journalistikken. Men hadet den skråsikkerhed, som jeg sommetider har mødt hos journalister – også på topniveau.

I min universitetstid greb jeg Descartes’ motto om, at man bør tvivle om alt: »De omnibus dubitandum est«. Mottoet burde være læresætning for al journalistik og etik. Tvivlen som metode til at nå ny viden og dermed sandheden.

Det pudsige er, at tvivlens nådegave er akademiets varemærke – og en af kristendommens styrker – men især i mine unge år som journalist oplevede jeg jævnligt, at skråsikkerheden blev ophøjet til en nådegave. Tvivlens modsætning. Skråsikkerheden er mangel på intellektuel smidighed, de enøjedes paradis, og intet er farligere i journalistik end enøjethed.

Jeg har for eksempel på intet tidspunkt hørt den tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, udtrykke tvivl om sin rolle i medieskandalen, hvor Aller Media i denne uge fik en bøde på ti mio. kr.

Den sag er himmelråbende, men i det daglige er der masser af små situationer, hvor en journalist kan og bør komme i tvivl. Har jeg de rigtige kilder og tal, har jeg den rigtige vinkel, navngiver vi en sigtet?

På Berlingske vil vi have branchens højeste etik og debatterer dagligt, hvornår vi kan bringe en artikel eller et foto. I sidste uge bragte de internationale medier og en række danske en video af femårige Omran som eksempel på krigens gru i Syrien. Drengen sad afmægtig i en ambulance og tørrede blodet af sit ansigt med håndfladen.

Min kollega Tom Jensen og jeg drøftede længe videoen og var i tvivl: Var hensynet til at vise virkelighedens gru her større end hensynet til ofret – et værgeløst barn.

Vi ville aldrig bringe et genkendeligt billede af en dreng, der var offer for terror i Danmark. Straffeloven forbyder faktisk at vise nærbilleder af ofre for ulykker og lignende for at beskytte borgere i ekstreme situationer, hvor man ikke selv kan sige fra. Vi så ikke afstanden til Syrien som en undskyldning og mente, at videoen ikke var afgørende for at beskrive krigens gru. Derfor valgte vi at beskytte drengen imod omverdenens blikke, fordi det ikke er vores opgave at krænke ham mere, end krigen allerede har krænket ham.

Vores beslutning kan anfægtes. Jeg er glad for den, men vi var i tvivl, for etiske afgørelser er ofte uden facitliste. Vi vurderer fra gang til gang. Som da vi i denne uge viste et DR-foto af Mogens Amdi Petersen, selv om det er taget ind over privat grund. Her vejede vi hensynet til offentligheden højere end hensynet til den efterlystes privatliv.

Nogle modstiller tvivl og mod. Men mod er at turde tvivle – og træffe en beslutning. Det valg kan også være ikke at trykke en historie. Selv om en historie ikke var godt nok afdækket, har jeg i tidens løb sommetider hørt journalister sige: »Vi skal jo også satse lidt«. Nej. På et kasino satser man og håber på heldet, men på en avis trykker man troværdighed og ved, at sandheden ikke afgøres ud fra et tilfældighedsprincip.

Viden og stærk tvivl skaber erkendelser. Viden og stærk tro skaber det postfaktuelle samfund. Det bedste værn mod det postfaktuelle samfund er tvivlen. Den dag, vi på Berlingske opgiver tvivlen, overgiver vi os til det postfaktuelle samfund, hvor alle skråsikkert og med en flig af en statistik fra cyberspace kan påstå, at de har fundet sandheden.

Var det bare så enkelt.