Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

CEPOS svigter de konservative

Ikke alene er der ikke længere så meget som én konservativ fastansat i den borgerlige tænketank CEPOS, flere personer tilknyttet CEPOS kaster mudder efter navngivne konservative på nettet og kalder dem fascister, skriver tidl. KU-formand Rune Kristensen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Konservative i Danmark er jaget vildt. Mellem kræmmerliberalister og rettighedsliberalister, samt mod perfide personangreb har en række konservative, herunder Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen, Eva & Rune Selsing, Per Stig Møller, Brian Mikkelsen, Kristoffer Beck, Mads Holger, Christian Skov og jeg selv kæmpet en enekamp mod primært Liberal Alliance og dets støtter – med larmende tavshed fra Danmarks måske vigtigste borgerlige organisation: CEPOS. Det borgerlige baler blevet til et halbal, hvor der kun er plads til øretæver fra den grove liberalisme. Spørgsmålet er, om tænketanken overhovedet ønsker de konservatives selskab længere?

I dag er der ikke én konservativ fuldtidsansat i CEPOS eller tilknyttet bestyrelsen.

Da CEPOS blev stiftet i 2004, var historien en anden. På Hotel d’Angleterre gav den tidl. konservative statsminister Poul Schlüter åbningstalen som ærespræsident for CEPOS, og valget var intet tilfælde. Som formand forbestyrelsen og primus motor i fundraisingen til CEPOS, sad nemlig den tidl.konservative forsvarsminister Bernt Johan Collet. Med i salen sad navne som Ditlev Tamm, David Gress, Kjeld Hillingsø og Bent Jensen. Og selve idéen til stiftelsen af CEPOS kom faktisk fra den respekterede debattør og mangeårige journalist på Berlingske, Bent Blüdnikow, kendt for sine konservative holdninger.

Inspirationen kom fra de store konservativetænketanke Heritage Foundation i Washington og Institute for EconomicAffairs i London, der i sin tid banede vejen for de konservative statsledere Ronald Reagan og Margaret Thatcher.

Som direktør blev valgt Martin Ågerup, der havde en fortid som forfatter på bogen Enerne, fortaler for individualisme og faktisk havde trådt sine barnesko i Fremskridtspartiets Ungdom. Til den daglige drift af CEPOS blev Mads Lundby Hansen og Kasper Elbjørn hentet ind fra Venstre, og fusionenvar i virkeligheden symbolsk såvel som praktisk. De lidt ældre og velrespekterede konservative udstak strategien, og de unge energiske liberale stod for driften. Gode borgerlige venner, med et fælles mål: Mindre stat, mere frihed. Dette var CEPOS’ formål.

Hvad er der sket fra 2004 til i dag, hvor CEPOS ingen konservative har? Hvordan er det kommet så vidt, at fremtrædende liberale som Ole Birk Olesen kalder konservative for fascister? Og er CEPOS ligeglad?

Flere af personerne tilknyttet CEPOS har faktisk deltaget i mudderkastningen, såsom Christopher Arzrouni, der var medstifter og sad i bestyrelsen i flere år, og nu påstår, at konservative ingen eksistensberettigelse har, og insinuerer, at konservative som Søren Hviid er fascister. Spørgsmålet er, om vi konservative overhovedet kan eller må være i stue med liberale som Ole Birk Olesen og Christopher Arzrouni, når det kommer til stykket.

Jeg mener, at CEPOS har været en succes. I 2004 var der otte trykte artikler i danske medier om fænomenet flad skat. Da CEPOS udgav sit første notat om fænomenet i 2005 kom tallet op på 438 artikler om emnet. Sjovt nok udgav CEPOS på samme tid et fremragende filosofisk essay af den dengang ukendte konservative Mikael Jalving. Både det liberale og det konservative kunne altså gå hånd i hånd, uden modsætninger. Og det var med glæde, at jeg på Det Konservative Folkepartis landsråd som næstformand for KU var medstiller på et forslag om at indføre flad skat. Faktisk som det første parti i Danmark. Vi var tilmed tæt på at få forslaget igennem, med 43 procent af stemmerne. Så jeg tør godt sige, at jeg føler CEPOS og jeg har noget til fælles.

Eller måske havde.

Da CEPOS Universitet (nu CEPOS Akademi) optog første årgang i 2006, var det med den konservative Henrik Gade Jensen som rektor, og over halvdelen af årgangen som KUere. Det var en bevidst strategi fra både KUs og CEPOS’ side, at få så mange unge konservative som muligt med i projektet. Mange, mange gode og unge konservative har været på CEPOS Akademi, arbejdet i organisationen eller siddet i bestyrelsen. I dag er der stort set ingen tilbage. Den nuværende rektor for CEPOS Akademi, Niels Westy Munch-Holbek, er opstillet for Liberal Alliance og fører en daglig krig på sin Facebook-væg mod »selvudnævnte konservative debattører« (sic!) der »bare ikke har fattet, hvordan vi mennesker fungerer«. Der er stadig mange ting, som konservative og liberale kunne og burde arbejde sammen om, under overskriften »borgerlig«. Her har CEPOS førhen været en fremragende platform.

Det første brud kom nok dengang, da CEPOS blev kaldt en liberal tænketank, fremfor en borgerlig tænketank, og Martin Ågerup intet gjorde. Havde han mon gjort noget, hvis man havde kaldt CEPOSf or konservativ? Det næste kom nok, da CEPOS pludselig ville indføre fri hash, selvom det er et område, der traditionelt deler den borgerlige lejr. Og måske er det endelige søm i kisten nu kommet, med Christopher Arzrounis og Ole Birk Olesens perfide tilsvininger om, at vi konservative enten ikke har nogen eksistensberettigelse, eller også at vi er fascister.

Det er blevet sagt, at handling vægter tungere end ord. Spørgsmålet er, om det totale fravær af konservative profiler og den larmende tavshed i idébatten om konservatismens berettigelse, er CEPOS’ måde at sige på, at vi konservative ikke længere er ønsket, og i hvert fald er ligeså ugleset som et jakkesæt til et halbal? Det ville ikke alene være synd, men også et brud med CEPOS historiske formål.