Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Carl 16. Gustaf – den politiske konge

Lars Hovbakke Sørensen, lektor, ph.d., Københavns Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når den svenske konge Carl 16. Gustaf i dag under stor festivitas kan fejre sine 40 år på tronen som svensk regent, er det også fejringen af et monarki, som adskiller sig markant fra de fleste andre europæiske monarkier.

I modsætning til de seks øvrige kongedømmer i Europa spiller kongen i Sverige ikke længere nogen som helst formel politisk rolle. Den blev han frataget i 1974. Kongen underskriver ikke lovene, udnævner ikke ministrene og har ingen funktion i forbindelse med dannelsen af en ny regering (i stil med vores dronningerunder).

Det paradoksale er imidlertid, at netop fordi Carl 16. Gustaf er frataget sin formelle politiske rolle, har han gennem hele sin regeringstid haft et behov for at markere klare holdninger og synspunkter og komme med mere eller mindre direkte politiske udtalelser om diverse samfundsmæssige spørgsmål. Det gælder alt lige fra udtalelser om kvindelig arvefølge over udtalelser om, hvordan den norske statsminister klarede sit job, og om, hvor slemt diktaturet i Brunei var eller ikke var, til udtalelser om et i Sverige så kontroversielt emne som ulvejagter. Her er Carl 16. Gustaf gået langt videre gennem sine 40 år som konge end eksempelvis hans kusine, dronning Margrethe 2. af Danmark, i hendes snart 42 år på den danske trone.

Det er dette paradoks, der har været med til med jævne mellemrum at få en række kritiske røster frem over for kongen i den svenske debat.Og det viser noget om, hvad en fuldstændig fratagelse af monarkens formelle kontakt med det politiske system kan gøre ved et monarki. Hvis man fratager statsoverhovedet alle politiske beføjelser, ender man med kun at have en »kransekagefigur« tilbage, som for at legitimere sin rolle som statschef kan se sig nødsaget til at komme med langt flere og mere vidtgående politiske udtalelser, end han ellers ville gøre.

Selv om kongerne og dronningerne i f.eks. Holland og Belgien også af og til udtaler sig temmelig politisk (og langt mere politisk, end der f.eks. er tradition for, at den danske dronning og den norske konge gør), har de generelt ikke gjort det vedrørende lige så mange kontroversielle emner, som Carl 16. Gustaf har. Det skyldes, at regenterne i Holland og Belgien ikke har det samme behov for at understrege deres berettigelse, som den svenske konge. De spiller nemlig stadig en stor og vigtig politisk rolle, f.eks. i forbindelse med regeringsdannelser. Konsekvensen af beslutningen om at gøre kongen totalt upolitisk i Sverige i 1974 har med andre ord fået den stik modsatte virkning af det, der var hensigten. Med denne beslutning har svenskerne fået en konge, der i realiteten er blevet meget mere politisk end nogen anden konge eller dronning i Europa.

Og det er derfor også reelt fire årtiers eksistens af denne særligt svenske, kontroversielle, politiske institution, som man markerer med fejringen af Carl 16. Gustafs regentjubilæum i dag.