Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bureaukratisk sadisme mm.

Forbud er noget, man kun bør ty til, hvis det er yderst nødvendigt, og alle andre udveje vitterligt er væsentligt værre.

Henrik Dahl (Liberal Alliance): »Der kræves simpelthen en hård, politisk modstand imod institutionernes ubændige trang til at hitte på flere og større opgaver til sig selv – ofte bistået af »rapporter« og »eksperter«, der »dokumenterer« dette.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange har spurgt mig: »Hvordan vil du så bestride dit nye hverv som afbureau-kratiseringsordfører for Liberal Alliance?«

Lad mig derfor på den givne foranledning (som man siger) fortælle lidt om, hvordan jeg tænker mig at angribe opgaven.

De henvendelser, jeg allerede har fået fra frustrerede borgere, fortæller mig, at opgaven har mindst tre elementer. Det er muligt, der er flere. Men her er de tre, der indtil videre er mest oplagte.

Det første element er slendrian eller inkompetence. Det vil sige situationer, hvor en borger for eksempel har indsendt dokumentation for en byggesag, og det nogle måneder senere viser sig, at denne dokumentation er »borte«, så det hele må indsendes én gang til.

Til dette er der to ting at sige. Den første er, at der jo ikke er nogen, der er tilhængere af slendrian og inkompetence. Den anden er, at adskillige af de tilfælde af slendrian og inkompetence, jeg er blevet gjort bekendt med, sorterer under kommunerne. Derfor tænker jeg, at opgaven bedst løses ved at påpege de tilfælde, hvor det går galt. Så går jeg ud fra, at den ansvarlige borgmester af egen drift vil tage affære ret hurtigt.

Det andet element, jeg er blevet gjort opmærksom på, er overdreven nidkærhed og sadisme.

Et tilfælde af egentlig sadisme fandt for nylig sted på Bogø. En borger ønskede at få tildelt en byggetilladelse, og indsendte derfor et luftfoto af den grund, tilladelsen skulle gælde til. Nu får den medarbejder, der skulle give tilladelsen, øje på en terrasse, der har været etableret i årevis, og konstaterer, at den er anlagt i strid med loven. Derfor må terrassen partout fjernes.

Hvis jeg havde været denne medarbejder, ville jeg have ladet som om, jeg ikke havde fået øje på terrassen (der åbenbart ikke havde generet nogen mors sjæl gennem det trekvarte årti, den havde eksisteret – og i øvrigt var rimeligt pæn og diskret) og færdigbehandlet den egentlige ansøgning.

Bureaukratisk sadisme skyldes dårlig ledelse og en slet kultur i den bureaukratiske enhed, der – i dette tilfælde – skulle give en byggetilladelse.

Derfor mener jeg, at alle chefer i den offentlige sektor har en ledelsesmæsssig udfordring, der går ud på at forhindre bureaukratisk sadisme. Visse harmløse overtrædelser af formelle regler er det bedst, at alle lader som om, de ikke har opdaget – og fatter man ikke det, er man ikke sit embede voksen.

Tilbage står den egentlige tilvækst i bureaukrati, der i hovedsagen er drevet af to ting:

- institutionernes stadige behov for at vokse og

- negative bivirkninger af lovgivning

Hvad angår det første, kræves der simpelthen en hård, politisk modstand imod institutionernes ubændige trang til at hitte på flere og større opgaver til sig selv – ofte bistået af »rapporter« og »eksperter«, der »dokumenterer« dette.

Hvad angår det andet, må vi medlemmer af Folketinget gribe i egen barm: Det er en kendt sag, at ethvert forbud udløser beskæftigelse til en hærskare af mennesker, der nu skal kontrollere, forebygge og evaluere.

Alene på grund af denne bivirkning, er forbud noget, man kun bør ty til, hvis det er yderst nødvendigt, og alle andre udveje vitterligt er væsentligt værre.