Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Brune og hvide gymnasier er et problem. Men det er ikke muslimernes problem

Foto: Asger Ladefoged

»Hånden på hjertet, så ville jeg heller ikke selv anbefale min søn at søge ind på et brunt gymnasium. Jeg under ham tre år med fester, lanciers og nøgenbadning på studieture. At kunne føre frisindede debatter om religion, Muhammed-tegninger og være en del af dansk ungdomskultur med alt, hvad det indebærer af kæresteri, koncerter, pot, frivolitet, korte kjoler og drukture.«

Sådan skrev Anne Sophia Hermansen i et indlæg forleden om alt det, man tilsyneladende går glip af, hvis man vælger et såkaldt »brunt gymnasium«. Og som elev på en af de famøse »brune gymnasier« er det forstemmende. For billedet er misvisende; alt det, Hermansen nævner, foregår også på de gymnasier, hvor en stor andel af eleverne har anden etnisk baggrund.

Vores gymnasier, de »brune« og de »hvide«, er ikke så væsensforskellige, som dagspressen og politikerne gør dem til. Den danske ungdomskultur er ikke forbeholdt de homogene og 100 procent etnisk-danske gymnasier, men lever også i bedste velgående på de blandede og multikulturelle gymnasier; på de gymnasier, der tilsyneladende nu har fået tilnavnet brune.

Vi holder fester. Musikcaféer. Tager på studietur. Nøgenbader. Læser Johannes V. Jensen. Danser Lanciers, diskuterer religion og drikker øl. You name it. Vi udlever og oplever en dansk gymnasiehverdag og -tradition. Præcis som på landets øvrige gymnasier.

Eller næsten præcis som. For der er en forskel.

Når vi danser lanciers, er kvinderne ikke kun iklædt gallakjole, men for en stor dels vedkommende også tørklæde. Når vi er til gymfester, får baren udsolgt af sodavand. Og når vi diskuterer islam og tørklæder, er det faktisk med kvinder, der har valgt at bære et.

Gymnasiet er det samme, men diversiteten større. Det gør perspektivet større og dannelsen stærkere. Og som Hermansen skriver er gymnasietiden »formative år, hvor unge ikke kun bliver uddannet, men også dannet kulturelt og socialt«. Præcis derfor er det vigtigt, at vi holder fast i at have gymnasier med en blandet elevsammensætning; gymnasier, der er repræsentative for det multikulturelle samfund, vi lever i.

Opgaven med at sikre blandede gymnasier må imidlertid ikke kun påhvile den éne elevgruppe, den muslimske. For de polariserede gymnasier er et fælles problem, og derfor må og skal vi løse det fælles.

Af den grund er det også forstemmende at se, hvordan Hermansen m.fl. gør problemet til muslimernes og muslimerne til problemet. For det er ikke sådan, det forholder sig.

Selvom undervisningsminister Merete Riisager i denne avis forleden udtalte, at »der er en tendens til, at muslimske unge søger hinanden, og at det ikke altid er de etnisk danske unge, der søger væk fra gymnasier med mange med minoritetsbaggrund«, er det ikke sådan, det forholder sig.

Muslimerne har ikke ind- og overtaget vores gymnasier. Det er ikke muslimerne, der ikke vil integrationen, sammenblanding og diversiteten. Tværtimod, er det os, der skaber parallelsamfundene; det er os, der skrider, hver gang muslimerne kommer.

Som på Langkaer, det Aarhus-gymnasium, der har flest elever med anden etnisk baggrund, hvor søgetallet er halveret fra sidste år. Eller på Viby Gymnasium, det Aarhus-gymnasium, der har næstflest elever med anden etnisk baggrund, hvor søgetallet er faldet med en tredjedel siden sidste år. Alt imens de andre gymnasier i Aarhus mere eller mindre opretholder status quo.

Polariseringen og opdelingen af gymnasier er et problem. Men det er ikke muslimernes problem. Det er vores problem, fælles. Og derfor skal elevsammensætningskvoten ikke lyde på max. 25 procent elever med anden etnisk baggrund. Den skal lyde: max. 25 procent elever med anden etnisk baggrund og max. 75 procent elever med dansk etnisk baggrund. For løsningen må og skal være fælles.

Kun sådan får vi blandende gymnasier, hvor dannelsen og den danske ungdomskultur for alvor kan trives. Hvor vi fortsat kan danse lanciers, feste og nøgenbade på vores studieture.