Aldrig i nyere tid har et britisk parlamentsvalg været mere spændende. Det skyldes, at ingen af de store partier står til at få flertal alene, samt at udfaldet af valget og af regeringsdannelsen denne gang vil få afgørende betydning for Storbritanniens forhold til det øvrige Europa i mange år fremover.

Helt essentielt for, hvordan mandaterne vil blive fordelt i det kommende britiske parlament, og dermed for, hvilke flertalsmuligheder, der vil vise sig i forbindelse med regeringsdannelsen, er imidlertid det helt specielle britiske valgsystem, som i dag ikke findes på samme måde i andre vesteuropæiske lande. Det er det såkaldte system med valg i enkeltmandskredse, som betyder, at kun det parti, som får de fleste af stemmerne i en given kreds får nogen valgt til parlamentet, mens alle de andre partiers stemmer er spildt.

Afgørende for, hvilke partier, som får hvor mange mandater, er naturligvis – med valgsystemet in mente - hvordan stemmerne fordeler sig på kredsene. Og det har der hidtil ikke været så meget fokus på, når man har talt om det britiske valg herhjemme. Der er ikke her plads til at gennemgå alle kredse i alle dele af Storbritannien. Så jeg vil blot fremhæve et par af de vigtigste ting, som det vil være værd at lægge mærke til på valgaftenen. Det lille af de to regeringspartier, De Liberale Demokrater, har ifølge meningsmålingerne, lige siden få måneder efter valget i 2010, været meget upopulært. Blandt andet fordi de har været beskyldt for løftebrud inden for undervisningspolitikkens område. Derfor kigger mange af deres traditionelle kernevælgere, bl.a. mange unge studerende i Skotland, hvor De Liberale Demokrater traditionelt har en af deres højborge, efter andre partier at stemme på. Og dette er en væsentlig del af forklaringen på, at det skotske nationalistparti SNP har haft så stor fremgang i de seneste år. Mange har (og vil vælge) SNP som et fravalg af De Liberale Demokrater i stedet for som et tilvalg.

EN ANDEN INTERESSANT tendens er det indvandrer- og EU-kritiske parti UKIP’s fremgang. Det interessante er her bl.a., at denne fremgang ser ud til at ville finde sted overalt i Storbritannien, undtagen måske i Skotland og Wales, hvor de nationalistiske partier (hhv. SNP og Plaid Cymru) vil tage mange stemmer, og så i kredsene i det sydvestligste England. Men UKIP vil, ligesom Dansk Folkeparti herhjemme har gjort det, og ligesom Sverigedemokraterna i Sverige gjorde det ved valget i 2014 og forskellige lignende partier i andre europæiske lande har gjort det, formentlig denne gang slå igennem som et bredt folkeparti, som har opbakning i alle dele af landet. De vil tage mandater fra både traditionelle Labour-højborge og traditionelle konservative højborge. Men de vil ikke opsuge proteststemmerne fra de utilfredse Liberale Demokrat-vælgere. Det vil i højere grad blive SNP i Skotland, der vil få den rolle.

OG I HVILKEN grad dette vil ske i de forskellige kredse, vil være noget af det, som det bliver spændende at følge med i på valgaftenen.