Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
For tiden har Storbritannien kurs mod et hårdt Brexit, som et andet Titanic havde kurs mod et isbjerg. Vi kan kun se toppen, men nedenunder lurer vældige ismassiver, som helt sikkert vil slå et stort hul i skroget.
I den situation er det ikke mærkeligt, at mange i det øvrige EU ønsker sig en ny folkeafstemning i Storbritannien. De nyeste meningsmålinger viser jo, at et flertal af briterne nu gerne vil blive. Det kunne med ét slag løse alle problemer.
Eller også kunne det overhovedet ikke. For det første aner vi ikke, om briterne faktisk ville stemme for at blive. Forud for Brexit-afstemningen var der også flertal for at blive, og dog stemte de sig ud. Mange af de briter, der lige nu frygter det kaos, som et hårdt Brexit vil udløse, vil forud for en folkeafstemning meget muligt ombestemme sig igen, fordi det er for vanærende.
Og selv hvis briterne stemmer ja, vil der være stor fortrydelse. De vil hade sig selv, og de vil hade EU for det. Desuden vil EU-modstandere over hele unionen bekræftes i, at de havde ret hele vejen: Det kan ikke lade sig gøre at slippe ud på demokratisk vis.
Æren i behold
Næh, hvis Storbritannien skal blive, skal det ske med æren i behold. Og det kan kun lade sig gøre, hvis EUs ledere tilbyder Storbritannien et medlemskab af EU på nye betingelser. Det kan briterne godt stemme om. Det er ingen ydmygelse.
Så hvad er det for indrømmelser, briterne med rimelighed kunne bede om? Jo, det er de indrømmelser, som de ikke fik, da premierminister David Cameron var i Bruxelles og forhandle forud for afstemningen. For det, han dengang bad om, er det samme som borgerne i en lang række andre EU-lande også ønsker sig: Herunder ikke mindst Danmark.
Cameron bad om et optjeningsprincip, så arbejdstagere fra andre EU-lande ikke fik adgang til velfærdsydelser, før de selv havde betalt noget skat. Først efter fire år skulle de ret have til kontanthjælp, dagpenge og børnepenge.
Det kom han ikke igennem med. Eller rettere: Han kom igennem med det på en måde, som stadfæstede, at nationalstaterne i dag ikke kan føre en selvstændig arbejdsmarkedspolitik. Rådet skulle først sige ja, og herefter skulle EU-Parlamentet acceptere ny lovgivning på området. Hvis det ellers lykkedes, kunne Storbritannien indgive en ansøgning til EU-Kommissionen, som så ville vurdere, om Storbritannien befandt sig i en helt ekstraordinær situation, der lagde uforholdsmæssigt pres på det britiske velfærdssystem. Hvis kommissionen sagde ja, kunne der gives dispensation, men kun for en syvårig periode. Og EU-arbejdstagerne skulle allerede efter det første år begynde at få ydelser, der gradvis skulle øges, indtil de efter fire år var på niveau med britiske arbejdstageres. Og dispensationen ville ikke gælde for EU-arbejdstagere, der allerede var i landet.
Lur mig, om ikke det præcis bliver velfærdsydelser og indvandring, som også kommer til at dominere den danske debat forud for Europa-Parlamentsvalget.
Cameron fik også lov til at indeksere børnepengene til EU-arbejdstagere, hvis deres børn ikke boede i Storbritannien. Et rumænsk barn skulle have børnepenge svarende til leveomkostningerne i Rumænien. Men igen: Det gjaldt kun for børn af fremtidige arbejdstagere, og de nye takster måtte først træde i kraft efter fire år.
De magre indrømmelser på ikke mindst de to punkter blev et kæmpe nederlag for Cameron. Så briterne stemte nej: De ville have kontrol med indvandringen fra EU og den øvrige verden, og de ønskede at bevare den britiske velfærdsstat.
Velfærdsvalg
Og hvis det er britisk exceptionalisme, er vi også britiske exceptionalister i Danmark. For lur mig, om ikke det præcis bliver velfærdsydelser og indvandring, som også kommer til at dominere den danske debat forud for Europa-Parlamentsvalget. Vi kommer til at tale rigtig meget om, at Europa-Parlamentet har vedtaget, at EU-arbejdstagere kan få dagpenge fra dag 2 i Danmark. Og vi kommer også til tale rigtigt meget om den kommende dom fra EU-Domstolen, der vil afgøre, om tusinder af statsborgere fra tredjelande med tilbagevirkende kraft skal have ret til familiesammenføring i Danmark. Debatten vil ikke skyldes, at danskere ikke kan lide EU. Men at de godt kan lide Danmark.
Af samme grund vil det være letsindigt at tro, at det kan ende lykkeligt, hvis Storbritannien melder sig ud af nøjagtig de grunde, som nærer EU-modstanden også i andre EU-lande.
I den situation ville det ansvarlige være at give Storbritannien de indrømmelser, vi andre også gerne vil have.
For det kan godt være, at Storbritannien styrer mod et hårdt Brexit. Men EU har en hånd på roret. Og hvor ville være rart, hvis det øvrige EU, herunder Danmark, lagde roret hårdt til bagbord i en fart for at undgå isbjerget forude.
