Det er vigtigt at kunne drømme, at kunne sætte sig mål, som måske virker uopnåelige i øjeblikket, men som er med til at give den enkelte et pejlemærke. Det var tanken bag min kommentar i den forgangne uge om en Lamborghini.

Og ja, det fjernede fokus fra det, som i virkeligheden var budskabet. Nemlig, at vi med regeringens nye forslag giver flere danskere bedre og billigere mulighed for selv at investere egne penge i alle tænkelige drømme. Lamborghini - av, den sved. For ja, tænk sig - jeg nævnte en drøm, der er skudt langt over mål. I hvert fald hvis man tillader sig at drømme stort.

Og det er åbenbart ikke velanset, at man sådan taler højt om sine drømme. Det synes jeg, er rigtig ærgerligt. Evnen til at glæde sig på andres vegne og over andres drømme, hvor blev den af?

Vi værner normalt om det frie ord og retten til at ytre sig på alle tænkelige måder. På ligestillingsområdet har vi stærke personligheder som Mathilde Fibiger, der kæmpede en vigtig kamp i ligestillingens tegn, hvorved vi fik markeret os som det land i verden, hvor kvindefrigørelsen kunne gro og vokse - og senere med hele rødstrømpebevægelsen i 60erne og 70erne.

I det hele taget kan vi alle komme med eksempler på, hvordan vi har dyrket og kæmpet for frisind og retten til at være sig selv. Dog ikke når snakken falder på penge, så rammes vi af en form for økonomisk bornerthed, der sjældent er set. Vi kender alle til den amerikanske drøm, hvor det at sigte efter stjernerne er helt accepteret og på ingen måder forbundet med pral. Men hvad er egentlig den danske drøm?

Min egen barndom var på ingen måder præget af økonomisk rigdom eller masser af kvadratmeter.

Til gengæld var der rigdom i form af kærlighed – og højt til loftet, når det kom til det med drømmene.

Mine forældre var 17 og 19 år da de fik mig, og jeg har fra dem og ad den vej lært, hvordan man med viljestyrke og gå-på-mod skal kæmpe for det man vil, hvis bare man tør - og samtidig tror på det. Lykken er noget, man selv er med til at skabe.

For mig er lykke tid med min familie. En tur på cyklen eller i kajak. Og friheden til at jagte sin lykke. Der er naturligvis dele i tilværelsen, man ikke selv er herre over såsom sygdom – men overordnet set, så har mine forældre og min opvækst lært mig, at drømme er ok – både de svære og det umiddelbart uopnåelige.

Sådan er mit ophav, det er mit DNA, og af samme grund bliver jeg ærgerlig, når denne særlige misundelse og smålighed træder i kraft og bevirker, at vi holder hinanden nede. Jeg er tilhænger af den gode, saglige dialog, hvor man giver plads til hinandens forskelligheder og særheder.

Den usaglighed, der desværre også lever i bedste velgående, tager jeg afstand fra, og jeg vil til enhver tid forsvare mine politiske modstanderes ret til at leve og agere præcis, som de har lyst til. Vi skal ikke fastholde hinanden i stereotypiske kuskeslag, hvor eksempelvis tilhængere af venstrefløjen bliver kritiseret og peget fingre af, hvis de afviger og køber en dyr bolig i Nordsjælland. Eller hvis man som Socialdemokrat får købt sig en designertaske i den tungere ende af prisskalaen, for så er man straks en afviger - og det straffes prompte. Det ærgrer mig, når pressen, politikere og meningsdannere dyrker denne smålighed, og derved spærrer frisindet inde og tager patent på den gode smag.

Hvad er det i øvrigt for et signal, vi er med til at sende til ungdommen, der i forvejen udsættes for digital mobning? Personligt oplever jeg i ny og næ kommentarer på Facebook, hvor der smides ukvemsord efter mig. Jeg lever med det, men ville da helst være det foruden.

Men hvad med den udskældte unge teenager, der ikke har samme lethed ved at trække på skulderen og sige pyt, sådan som jeg kan – grundet min alder og erfaring? Sociale medier kan knytte bånd, men for den ensomme, der ikke er med i flokken, kan et ubehageligt tweet eller en nedsættende facebookbesked gør meget ondt. Lad os i stedet vise os som et godt forbillede for vores børn - og give dem muligheden for at iagttage de politiske meldinger og strømninger uden et filter af ubehageligheder og nedsættende onkel-humor.

Og så lige en sidste bemærkning til den der dyre bil. Antallet af solgte biler i denne klasse er meget begrænset, men når det sker, så giver det statskassen omkring fem millioner i skatter og afgifter pr. solgt bil. Det er egentlig et helt okay bidrag til fællesskabet. Vi skylder hinanden at holde fokus på substansen uagtet de skæve eksempler, som jo falder i ny og næ. Jeg vil i hvert fald kæmpe for retten til at drømme.

Ambitioner og drømme er den drivkraft, som i sidste ende resulterer i kloge og innovative løsninger. Enhver entreprenør og iværksætter spiser drømme til morgenmad - dem kan vi lære meget af, og det er dem, der kommer til at styrke fremtidens vækst og velstand i Danmark.