Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad os slutte året med en citatquiz. Hvem har i 2014 sagt følgende: »EU er som en gammel tante«, »Europa er som en bedstemor – en, der ofte ses til med ligegyldighed, mistillid og somme tider mistænksomhed,« og »Europa er på vej mod et tabt årti – det har verden ikke råd til!« De tre rigtige svar er: Italiens premierminister, Matteo Renzi, Paven og USA’s finansminister, Jacob J. Lew.

Nu kan man jo altid diskutere sådanne udsagn, men de understreger i hvert fald, at EU også i 2015 må kæmpe med at komme ud af den økonomiske krise og få indflydelse på den globale udvikling. Ikke mindst i forholdet til Rusland er der behov for sammenhold og fælles fodslag. Ser man frem mod 2015, bliver det imidlertid hurtigt klart, at i hvert fald ét land vil bruge mere tid på at diskutere landets position i Europa frem for Europas position i verden.

Landet er naturligvis Storbritannien, og i 50-året for Winston Churchills død vil bookmakeren næppe give mange penge igen til dem, der spår, at årets ord i Storbritannien og resten af Europa bliver Brexit: Vil Storbritannien søge mod udgangen af EU-samarbejdet? Spørgsmålet vil uden tvivl spille en central rolle, når briterne i maj skal stemme om, hvem der skal regere landet fra Downing Street. Positionerne mellem de to hovedkombattanter er allerede trukket skarpt op. Premierminister Cameron går til valg på, at han i 2017 – efter en genforhandling med EU - vil afholde en »in-or-out-folkeafstemning«.

Labours Ed Milliband vil derimod kun til folkeafstemning, hvis EU-landene bliver enige om en ny EU-traktat, hvor Storbritannien overfører suverænitet til EU. Camerons koalitionspartner Nick Clegg (Liberale) er mest på linje med Labour, mens den store sejrherre fra Europa-Parlamentsvalget i maj, UKIP med Nigel Farage i spidsen, hellere vil forlade EU i dag end i morgen.

ALLE EU-LANDE vil uden tvivl have blikket stift rettet mod London frem til maj. For hvad er det egentlig, Cameron vil genforhandle om? Hvad kan man i givet fald give ham uden, at det underminerer f.eks. arbejdskraftens frie bevægelighed og udløser voldsom frustration i de nye medlemslande? Og hvad med den juridiske konstruktion – skal der være tale om en ny traktat, eller kan briterne »nøjes« med en model a la den danske Edinburgh-afgørelse efter nej’et til Maastricht i 1992? Herover står naturligvis spørgsmålene om, hvordan Brexit vil kunne påvirke resten af EU. Hvordan vil man f.eks. kunne indfri ambitionen om at spille en større rolle globalt, hvis man vinker farvel til briternes »krudt og kugler« og globale udsyn? For slet ikke at tale om ambitionen om at færdiggøre det indre marked uden Europas frihandelsnation par excellence?

I EN RÆKKE lande, læs bl.a. Danmark, vil den britiske debat sætte ny fart på diskussionen om landets egen placering i EU – kerne eller periferi? At spørgsmålet i høj grad optager EU’s top fremgår af EU’s nye formand, Donald Tusks tiltrædelsesinterview i Financial Times: »Hvis Brexit indtræffer, vil det ikke kun være et spørgsmål for EU. Det vil i sidste instans kunne være den største krise for den samlede vestlige civilisation!«

Set i det lys kan man vist kun gisne om de udsagn, man i givet fald vil skulle quizze om op til nytåret 2016 og 2017.

Godt nytår!