Så fik vi svaret, som alle havde ventet på. Anders Behring Breivik er ikke sindssyg. Han var ved sine fulde fem, da han dræbte 77 mennesker med iskoldt blod. En handling, som han er stolt af, og som han ser som en nødvendighed. Han mener, at han har gjort Norge en tjeneste ved at forsøge at forhindre det, som Breivik opfatter som en islamisering af Norge i særdeleshed og den vestlige verden i al almindelighed.

Breiviks personlighed er grundigt beskrevet i de mentalundersøgelser, som man har foretaget. Han er psykopatisk, følelseskold, svært selvovervurderende og udtalt selvoptaget (narcissistisk). Breivik har i flere måneder dag efter dag siddet helt upåvirket i retten, mens Norges dygtigste jurister har bombarderet ham med spørgsmål, konfronteret ham med sine egne udtalelser og konstant stillet modspørgsmål. Enhver der enten har overværet eller selv prøvet at blive udsat for en velforberedt og ivrig anklager ved, at man skal stå meget tidligt op for ikke på et eller andet tidspunkt at blive psykisk påvirket af den konstante storm af juridiske argumenter og tæppebombning med facts. Men Breivik var fattet og rolig og besvarede alle anklagernes spørgsmål uden at bryde sammen, blive paranoid eller skælde ud. Det vil en umedicineret, skizofren person aldrig kunne.

Hvordan skal vi så forstå en ikke sindssyg person, der koldblodigt myrder 77 mennesker? Nøglen hertil er at forstå fanatismens psykologi. Fanatisme har altid været en del af samfundet. Lad mig i flæng nævne inkvisitionen, nazi-Tyskland, Baader-Meinhof og al-Qaeda. Alle med sammen mål: med vold fjerne en fjende, som ikke passer ind i fanatikerens verdensbillede. For Breivik er det muslimer, for al-Qaeda er det alle ikke rettroende muslimer, for inkvisitionen kættere, for Baader-Meinhof kapitalister og for nazisterne jøder, homoseksuelle og alle ikke ariske personer.

Europol estimerer, at der findes flere hundrede »enlige ulve« i Europa, der deler Breiviks synspunkter. I sidste uge blev en sådan arresteret i Tjekkiet. Så Breivik er ikke en enlig svale. Lægeligt set giver det ingen mening at tro, at alle disse personer er sindssyge. For befolkningen er det nemmere at acceptere, hvis en terrorist »blot« er gal og skal lukkes inde på en psykiatrisk afdeling, men i Breiviks tilfælde viste det sig altså, at psykiatrien ikke skulle løse samfundets problem. Det skal samfundet selv løse.

Metoden er kollektivt at acceptere, at Skandinavien både huser ekstreme muslimer, der vil os til livs, og højreorienterede, der vil muslimerne og det de ser som disses sympatisører til livs. Uden sammenligning i øvrigt er ugens invadering af en skadestue i Odense et udtryk for et ekstremistisk foragt for danske værdier ligesom nynazister i mange lande har huseret og udspredt deres giftige holdninger.

Blandt visse skandinaviske politikere tør man ikke at diskutere det multikulturelle samfund. Man lægger låg på og forsøger at bilde befolkningen ind, at der »kun« er tale om få ballademagere eller psykisk syge, der skal have hjælp. En norsk sociolog har udtalt, at han mener, at nordmændene efter Breivik-sagen er mere tilbageholdende med at diskutere problemer med indvandring. Det er meget dumt, idet det kun vil øge antallet af ekstremister, idet de får frit spillerum. En offentlig debat er nødvendig med en erkendelse af, at muslimer og kristne sagtens kan leve sammen, men vi skal blive langt bedre til at respektere hinanden og de værdier, som det samfund, vi lever i, har. Breivik accepterer ikke demokratiets spilleregler ligesom bøllerne i Vollsmose heller ikke respekterer danske værdier og normer.

Så Breivik er måske et produkt af Skandinaviens liberale holdning til indvandring? Ingen ved det med sikkerhed. Men at forestille sig, at Skandinavien kan leve isoleret som på et Morten Korch-landsted fra forrige århundrede i en globaliseret verden er naivt, ligesom det er naivt at tro, at tilstrømning af flere svært integrerbare indvandrere er uproblematisk.

Læren af Breivik må være, at samfundet skal indrette retssystemet efter, at alvorlig terror også eksisterer i smørhullet Skandinavien. Vi er nødt til at tage stilling til, hvor multietnisk vores samfund kan tåle at blive. Men vi skal samtidig respektere de indvandrere, der har lovligt ophold her og hjælpe dem til at forstå, at de må indrette sig efter danske normer og værdier og ikke kræve særbehandling.

Vi må også sikre, at højreradikale holdes i kort snor og ikke lade os true til at sætte sund fornuft og moral over styr.

Den lægelige usikkerhed om Breiviks diagnose er også et problem, man må forholde sig til. Også i Danmark udfærdiges der forkerte mentalundersøgelser. Personligt har jeg haft flere patienter, der intet fejlede og var klart fejldiagnosticerede, indlagt med dom til psykiatrisk behandling pga. påstået sindssygdom. I dag kan man kun ophæve den pågældendes foranstaltning, men ikke konvertere en rask person med en fejlagtig diagnose og særforanstaltning til afsoning i fængsel, hvis han først har fået en dom til psykiatrisk behandling. Retsfølelsen kan ikke tåle dette, ligesom 70 procent af alle nordmænd ikke kunne acceptere, hvis Breivik havde fået en fejlagtig dom til psykiatrisk behandling. Politikerne bør se på dette, men det fritager ikke os læger fra at gøre vores arbejde ordentligt. Den første mentalundersøgelse, der erklærende Breivik for sindssyg, er en skamplet på psykiatriens omdømme.

Det eneste positive ved Breivik-sagen er derfor, at politikere, jurister og læger har fået et tiltrængt wake up call. Desværre skulle der 77 døde til, inden det skandinaviske samfund forstod, at vores traditionelle opfattelse af vores velfærdsmodel ikke passer ind i verden anno 2012.