Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Måske har du set filmen »Groundhog Day« fra 1993 med Bill Murray og Andie MacDowell i hovedrollerne. Murray – en selvoptaget nar, der bliver ved med at genopleve den samme dag igen og igen som straf for at være så dum.
En groundhog er en lille, nordamerikansk gnavertype, og hver morgen for tiden oplever jeg min egen, sørgelige udgave af »Groundhog Day«, da en rotte har forvildet sig ind i familiens kælder og ikke gider gå i fælderne. Hver morgen går jeg mekanisk ned og konstaterer, at dagen er som i går.
Derefter kaster jeg mig over arbejdet og den igangværende valgkamp i den forhåbning, at det her forholder sig anderledes. Men nej! Også valgkampen minder om den gamle Hollywood-film, hvor alting gentager sig til det ulidelige.
Ligesom sidst, der var valg, har vi en statsminister, der har brugt valgkampen på at tage hele den danske befolkning og store dele af sin egen inderkreds på sengen ved at gå til valg på dannelsen af en bred regering hen over den politiske midte.
Berlingskes dygtige Christiansborg-journalister Cathrine Bloch, Søren Domino og Kasper Kildegaard fortæller her om det dramatiske, interne forløb i Socialdemokratiet op til Mette Frederiksens overrumplende melding i sidste uge, da hun udskrev valget på Marienborg.
I 2019 var det Lars Løkke Rasmussen, der lavede nummeret, som ovenikøbet udkom i bogformat. Altså havde Løkke i månedsvis vidst, at han ville kaste denne bombe i valgkampen. Han havde dog ikke fundet det nødvendigt at fortælle folk i Venstre om det. End ikke næstformand Kristian Jensen.
Og nu er det så Mette Frederiksens tur:
»Danskernes bekymring for fremtiden er udtalt, var analysen, og derfor var en bred samlingsregering nødt til at være førsteprioritet.
I regeringspartiet gør man dog samtidig ikke noget for at skjule, at meldingen også handler om taktik og strategi. Og selv centrale socialdemokrater tvivler stadig på, om en rød-blå regering nogensinde kan blive en realitet,« skriver Berlingskes journalister.
Alt går i ring.
Du skal netop derfor holde et vågent øje med den debat.
Den bliver ikke til noget
At den gentages valgkamp efter valgkamp bliver ideen om en bred regering ikke bedre af. Der er især to ting i vejen med den:
Det første, der er i vejen med den, er, at den ikke bliver til noget. Det vidste Løkke formentlig godt i 2019, og det ved Mette Frederiksen godt i 2022. Der er simpelthen ikke ret mange partier, som taler varmt for tanken. Jeg kan tælle tre, og de har eller får ikke noget, der nærmer sig et flertal.
Men ideen lyder godt i mange danskeres ører, så det er et perfekt forslag til at stemmemaksimere for et statsministerparti i trængsel. Som Løkkes Venstre var det i 2019 – indtil han foreslog en bred regering, og Venstre gik frem. Som Mette Frederiksens Socialdemokrati var det, indtil hun foreslog en bred regering, og siden er Socialdemokratiet gået frem.
Efter valget kan man så konstatere, at der ikke er opbakning til ideen, hvorefter der på ny kan dannes enten en rød eller en blå regering.
Groundhog Day er det – sandelig.
Og bliver den til noget, bliver den en fiasko
Det andet, der er i vejen med ideen om en bred regering, er, at hvis den virkelig blev til noget, ville den efter alt at dømme blive en fiasko. Jeg vil gerne illustrere det med to eksempler.
Det første er det eneste danske forsøg i nyere tid, SV-regeringen i 1978-79. Det endte helt galt med intern mistro, gensidige kontrolministre og dårlig politik. Man gennemførte den hundedyre og skadelige efterløn midt i en dyb krisetid…
Det andet eksempel er Angela Merkels sidste to regeringer i Tyskland i årene 2013-21. Samlingsregeringer med både CDU/CSU og de tyske socialdemokrater fra DSU. Merkel optjente i sine tidlige år som kansler et ry som stabiliserende magtfaktor i Europa, men det endte som bekendt i »Wir schaffen das«, følgagtighed over for Rusland, en naiv energipolitik med beslutningen om at udfase atomkraft og en manglende modernisering af det tyske samfund.
Ikke noget at ønske sig, vel?
Også hvis en bred regering i Danmark skulle blive til virkelighed, kan den ende med at føles som filmen »Groundhog Day«.
Kan nogen ikke fortælle den næste statsminister, at vedkommende godt må bryde vanen med at foreslå det?
Cordua & Steno – hver dag
Som altid bruger jeg mit nyhedsbrev til at rette lidt reklame mod dig: Du skal vide en masse om hvilke gode sager, Berlingske har til dig under valgkampen.
I dag vil jeg nævne Berlingskes gode, efterhånden traditionsrige borgerlige podcast »Cordua & Steno«, som vi i sin tid overtog ved Radio24syvs lukning og siden med fornøjelse har drevet videre. Under valgkampen sender »Cordua & Steno« på alle hverdage, klokken 10.05. Følg dem her – eller på alle podcastplatforme nær dig.
Vær ikke naiv – hør denne sang, og forstå hvorfor
Jeg slutter også dette nyhedsbrev til dig af med dagens sang, som er ment som lidt af en provokation, for jeg ved, at især mange borgerlige elsker at hade John Lennons »Imagine«. Særligt når den afsynges i velment misforståethed ved helt upassende, højtidelige lejligheder.
Her tager vi den, fordi dens vision om en verden uden grænser og religion er lige så naiv – og nok lidt til – som drømmen om en politisk verden uden blokke, der bare arbejder kønt og godt og gnidningsfrit sammen i brede koalitionsregeringer hen over alle midter og modsætninger.
Helt ærligt: Lad være med at gå med på den. Du går jo heller ikke på den med »Imagine there's no countries / It isn't hard to do / Nothing to kill or die for / And no religion, too«.
Vel?
