Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bornedals lærer har en pointe

"For han har fat i noget. Skolelæreren, altså. Det er ham, der tør stå ved, at kærlighed til fædrelandet er en uomgængelig del af menneskers virkelighed."

Byline Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ole Bornedals TV-serie »1864« har skabt debat. Jeg har som de fleste kun set et enkelt afsnit, men det kan jo hurtigt slås fast, at vi med denne DR-serie konfronteres skarpt med begrebet nationalfølelse. Mange har især bemærket scenen med skolelæreren, som med patriotisk inderlighed beskriver for eleverne, hvordan Dannebrog faldt ned fra himlen til Guds udvalgte folk. Fædrelandskærligheden er her sat på spidsen, men hvis man ser bort fra lærerens ulmende vanvid, der ligner noget fra en skolekomedie, repræsenterer han noget vigtigt. Nemlig erkendelsen af at den nationale identitet kan stikke så dybt i mennesker, at det er med til at forme både livssyn og personlighed. Den er et eksistentielt grundvilkår, hvilket også er med til at forklare det nærmest ufattelige skred, der gradvis er sket i indvandrerdebatten. Næsten samtlige partier er trukket i retning af større forbehold over for indvandring, fordi de har erfaret en modbevægelse af dybere og sejere karakter, end mange nok havde forestillet sig. En modbevægelse, der i høj grad må tilskrives bekymring for det nationale.

Netop den – bekymringen – lærte vi op gennem 1980erne at foragte dybt. Her begyndte modige mennesker at kritisere den ideologiske tænkning, der så nødig ville erkende vanskeligheder ved kultursammenstød og betydningen af mængden af mennesker udefra. Det havde dengang enorme omkostninger at tale den nationale sag, og vi husker forsøgene på den dæmonisering, der skulle få visse personer til at fremstå som, ja, tankevækkende nok som typer netop i stil med lærer-karikaturen i »1864«. Nationalfølelsen blev mest opfattet som et udslag af patetisk fanatisme, og denne dominerende norm har betydet, at vi så længe har levet med en uhyre fintfølende årvågenhed, idet selv små ytringer kunne bringe et menneske til fald. Jeg husker, hvordan jeg for nogle år siden til et middagsselskab afslørede, at jeg fandt det fornuftigt at indføre mere kontrol ved grænsen. Der fulgte en dyb stilhed, hvor ingen vidste, hvad de dog skulle stille op med dette triste udslag af fremmedangst og lukkethed. I dag vil selv Enhedslisten tilslutte sig standpunktet.

Som reaktion på det politiske skred prøver tre pakistanske brødre at realisere et projekt, kaldet Nationalpartiet. De mener, at danske værdier trædes under fode og ønsker blandt andet at få fjernet 24-årsregel og tilknytningskrav. Brødrene Ahmad afslører hermed et noget smalt og mangelfuldt syn på begrebet danske værdier, der ifølge dem mest synes at handle om flere rettigheder. Her primært set fra et indvandrerperspektiv. Man fornemmer, at de ser Danmark som en slags neutral zone, hvor danskhed ligestilles med menneskerettighedsprincipper og blind ligestilling. Derfor må man spørge, om de mon har overvejet, at et lands værdier også grunder i historien, sproget og menneskets følelsesliv. Jeg håber, at de ser »1864«, for mens vi godt kan grine lidt ad Ole Bornedals galning af en skolelærer, skal vi ikke lade os narre. For han har fat i noget. Skolelæreren, altså. Det er ham, der tør stå ved, at kærlighed til fædrelandet er en uomgængelig del af menneskers virkelighed. Og det er os, der efter mange år med fejlgreb og berøringsangst først nu er i færd med at genvinde en vis forståelse af det.