Da Ole Bornedal præsenterede dramaserien »1864« for pressen 1. oktober, beskrev han ifølge Kristeligt Dagblad Danmark i begyndelsen af 1860’erne som en tid, hvor landet var grebet af »en vild eufori«, som stod »i kontrast til den preussiske pragmatiske mentalitet og politiske erfaring«. Han gik derefter videre med en personlig refleksion: »Når politik er drevet af følsomhed, så gør det politikken vanskelig og usikker. Jeg tror, politik skal være meget pragmatisk, ellers kan det gå galt.«

Nu har Bornedal som bekendt hele tiden understreget, at han er filminstruktør, og at han har sin historiske viden fra journalisten Tim Buk-Swienty. Men det har øjensynlig ikke fået ham til at tøve med at optræde som politisk tænker. Det er for så vidt i orden. Alle mennesker burde opmuntres til at tænke over historien og historiens betydning. Lad os derfor tage ham alvorligt.

Først det med de emotionelle danskere og de pragmatiske preussere. Det må være Otto von Bismarck, han refererer til, for det var jo ham, vi dengang kom i krig med. Jeg er lige kommet hjem fra nogle dages ferie i Harzen. Her besøgte min hustru og jeg bl.a. Schloss Wernigerode, som ligger på en bakke oven over en pittoresk by med udsigt til Brocken (»Bloksbjerg«).

Her får man et levende indtryk af den periode, »1864« foregår i, og også af den samfundsklasse, Bismarck kom fra, nemlig den privilegerede godsejerstand. I slottets gemakker hænger der adskillige portrætter af Bismarck, og i butikken ved indgangen kan man købe flere bøger om ham. I en af dem kan man læse om, hvad der oprindelig gjorde Bismarck til politiker. Det var bestemt ikke pragmatiske overvejelser, men »bitterhed« over begivenhederne 1848-1849. I de år foranstaltede de tyske staters liberale borgerskaber voldelige opstande til fordel for en fri forfatning. »Mit hjerte svulmer af gift, når jeg ser, hvad de har gjort ved mit fædreland, disse mordere,« skrev Bismarck i et brev til sin unge hustru i juni 1849.

BISMARCK VAR ALTSÅ som politiker udset til at stå for det tyske aristokratis modrevolutionære tilbagekaldelse af de liberale love, den preussiske konge blev presset til at indføre. Det var også med bagtanke til begivenhederne dengang, at han kort før sin udnævnelse til ministerpræsident og udenrigsminister i efteråret 1862 udtalte sine berømte ord: »Ikke på Preussens liberalisme skal Tyskland bygge, men på sin magt … ikke ved taler og flertalsbeslutninger vil tidens store spørgsmål blive besluttet - det var de store fejltagelser i 1848 og 1849 - men ved jern og blod.«

Bismarck var altså ikke nogen kølig pragmatiker, men en politiker drevet af stærke følelser over for den gamle orden, han ønskede at forsvare. Det var derfor, han ville sætte Preussen i spidsen for Tysklands samling, herunder inkorporeringen af hertugdømmerne i nord. Bismarck var modstander af de liberale, hvis »nationalisme« ville betyde et demokratiseret tysk rige. Og han undertrykte socialisterne.

Det var baggrunden for Bismarcks »pragmatisme« og frygt for folkets »følelser.« I dag kan man høre venstreorienterede intellektuelle påstå det samme: At den brede befolkning enten er drevet af deres følelser eller simpelthen er for dumme til at udøve politisk magt. De har ikke den samme rationalitet, viden og pragmatisme som de selv. Det er i virkeligheden demokratiet, de er skeptiske over for.