Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Borgmester efter overfald på Bryggen: Vi må sætte hårdt mod hårdt overfor kriminelle

»Jeg kan som borgmester ikke gøre noget ved den manglende hjælp fra politiet, som Inge Rabenberg oplevede, men jeg vil gøre alt for, at sagen ikke ender i den »syltekrukke«, som hun frygter.«

Pia Allerslev Overborgmester Frank Jensen + Venstres Pia Allerslev om, hvordan kÔø?benhavn ser ud i 2025 eller endnu senere igennem deres briller. Deres drÔø?mmescenarie for hovedstaden, inspireret af den sommerserie vi kÔø?rte med de politiske partier. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. oktober klokken lidt i 03 oplevede Inge Rabenberg enhver mors mareridt. Forskellen var bare, at for Inge Rabenberg var det rå virkelighed.

I Berlingske skrev hun forleden, at hendes søn og hans fire amerikanske venner umotiveret blev overfaldet af otte-ti maskerede unge med anden etnisk baggrund på Islands Brygge. De unge voldsmænd spurgte sønnens venner, om de var amerikanere. Da de bekræftede, at de var amerikanske turister, blev de bliver væltet omkuld, slået og sparket, truet på livet og med kniv. Imens stod Inge Rabenberg i vinduet, og så det ske.

Jeg fik det dårligt, da jeg læste Inge Rabenbergs indlæg. Hun har god grund til at spørge: Hvad er det lige, der sker i Danmark?

Vi skal - ikke mindst her i København, Danmarks hovedstad – vide os sikre, når vi, som i dette tilfælde, skal hjem. Vi skal føle os sikre, når vi går på arbejde, sender vores børn i skole, handler, holder weekend eller er hjemme i vores lejligheder eller huse. Det er ikke noget, vi beder om. Det er noget, vi forlanger.

Og vi skal være et trygt og dejligt sted for turister. Tænk lige på, hvad de unge amerikanere fortæller om vores by, når de kommer hjem. Jeg græmmer mig. Jeg har selv boet på Bryggen, og det er blevet et rigtig dejligt sted, men at man ikke kan færdes ude om natten og hygge sig på vej hjem fra byen med sine amerikanske venner, er helt utilstedeligt.

Forvis kriminelle fra Kbh

Hvis det, Inge Rabenberg har været vidne til, er begyndelsen til noget, der er ved at udvikle sig til New York i 1970erne, må vi forlange nultolerance fra alle overfor kriminelle. Jeg er ikke bange for at foreslå, at vi lader os inspirere af Rudy Guiliani, der var borgmester i New York i 1990erne. Han blev først og fremmest kendt for at rydde op i New Yorks kriminalitet med en politik, som var tilrettelagt efter nultolerance. Politikken betød, at uanset om en kriminel blev taget for at stjæle i en butik eller begå et overgreb, blev man ikke inviteret på varm te eller kakao hos en lokale pædagog, men helt forvist fra New York.

Allerede under valget i 2013 foreslog jeg derfor, at vi lukkede den varmestue for kriminelle, man havde etableret. Institutionen for kriminalitetstruede børn og unge gav slet ikke de resultater, vi var blevet stillet i udsigt. Den er nu lukket, for man forhindrer ikke vold og kriminalitet ved at stryge de kriminelle med hårene. Vi må sætte hårdt mod hårdt.

Jeg kan som borgmester ikke gøre noget ved den manglende hjælp fra politiet, som Inge Rabenberg oplevede, men jeg vil gøre alt for, at sagen ikke ender i den »syltekrukke«, som hun frygter. Jeg kan som borgmester heller ikke gøre noget ved den håbløst lange ventetid på akutklinikken, men jeg kan rejse spørgsmålet overfor mine kolleger i Københavns Borgerrepræsentation og for ministeren.

Nultolerance

Jeg kan til gengæld garantere, at vi inden for mit område fokuserer mere og mere på den primære forebyggelse i daginstitutioner og skoler for at reducere tilgangen til gruppen af børn og unge med øget risiko for kriminel adfærd.

Vores mål er at understrege, hvad nultolerance betyder, men samtidig etablere andre oplysningsaktiviteter. Det kunne f.eks. være i en folkeskoleklasse, der diskuterer normer og værdier, men vi har også initiativer, der fokuserer på en hel skole, ligesom vi tilbyder særlig støtte til familier med begyndende risikoadfærd.

Når vi opdager, at børn og unge er på vej ind i en kriminel løbebane, gør vi alt, hvad vi kan for at få dem til at ændre kurs og forhindre udviklingen af egentlig kriminel adfærd. Det er svært, fordi det kræver, at familien hjælper os med at hjælpe børnene, men jeg kan garantere, at vi prøver. Overborgmesteren er som bekendt selv tidligere justitsminister, og ved hvad han taler om. Målet er selvfølgelig, at de unge får motivationen til at gå i skole tilbage – eller prøver at få dem til at blive uddannelsesparate og føle sig som en del af samfundet igen.

Alt det kan Inge Rabenberg selvfølgelig ikke bruge til noget. Skaden er sket. Men jeg har hørt, hvad hun siger, og jeg håber, at politiet fanger overfaldsmændene og sender dem så langt væk fra København som muligt.

Midt i al den frustration og sorg, som Inge Rabenbergs familie har oplevet i denne måned, varmer det mig, at den amerikanske ambassade kunne finde ud af at tage hånd om de amerikanske turister, kontaktede dem og sikre, at de var ok trods omstændighederne. Hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg godt understrege, at USA er Danmarks allierede, amerikanerne vores bedste venner, og altid velkomne i København.