Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Borgerligt flertal er et fatamorgana

Politiske kommentatorer var hurtige til at afsige dødsdom over »det borgerlige flertal«, da Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis formænd, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, bekræftede deres taktisk-bestemte politiske forlovelse. Ikke »gift ved første blik«, men måske med samme (ringe) udsigter til et længerevarende forhold, hvis det en dag for alvor skulle forpligte partnerne til at enes om alt fra finanslovs-detaljer over næste medieforlig til EU-politik...

Men »det borgerlige flertal« har jo aldrig eksisteret, hvis der med borgerligt flertal tænkes på VK-alliancen med støtte fra partier, som på langt de fleste områder var borgerligt-liberale, f.eks. Centrum-Demokraterne og Kristendemokraterne. »Det (såkaldt) borgerlige flertal« har til alle tider været et fatamorgana på radikale præmisser og/eller Fremskridtspartiets/ Dansk Folkepartis nåde.

Hermed har det imidlertid ikke været umuligt at føre borgerlig politik! Snarere tværtimod! Ikke mindst Poul Schlüter bekræftede, at politik er det muliges kunst, fordi han fra først til sidst var hele Danmarks statsminister og havde ministre som Palle Simonsen og Knud Enggaard, som var problemløsere i folkestyrets tjeneste. Ikke ideologiske fyrtårne - for hvad nytter det at grave grøfter, når det parlamentarisk er nødvendigt at bygge broer for at nå resultater til fordel for land og folk? Men de var ministre med gode borgerlige dyder, som måske ikke mindst er at skabe den politiske og økonomiske stabilitet, som er forudsætningen for, at både erhvervslivet og familierne kan disponere langsigtet, hvad der for alvor er vækstfremmende – og ikke bare for de velstillede.

Dansk politik anno 2017 savner politiker-typer som Simonsen og Enggaard. Lars Løkke Rasmussen vil helt sikkert gerne gøre Schlüter kunsten efter - og har i øvrigt aldrig lagt skjul på sin fascination af den konservative forgænger - men hvor er de ministre i øvrigt, som til enhver tid fortroligt og fordomsfrit kan drøfte politiske løsninger hen over midten med socialdemokratiske og radikale ordførere? Hvor er politikerne med »de lange briller« og modet til at afvise spindoktorernes anbefalinger af udspil, der bare kan bringe ministeren på avisernes forsider og i TV2-News?

Ingen nævnt, ingen glemt, men der er tre-fire ministre, som de seneste måneder har markeret, at det nu handler om konkrete politiske forandringer til det bedre og ikke bare at bringe sig selv i centrum med udspil, der ingen forandringer skaber, fordi de aldrig bliver til politisk virkelighed.

Politikere som Simonsen og Enggaard blev ofte bebrejdet, at de var for kompromissøgende, men de fik folkestyret til at fungere og skabte resultater til fordel for de fleste. De viste, ligesom Schlüter, vejen frem for »Det borgerlige Danmark«, når der ikke er borgerligt flertal. Men det kræver også, at man opfatter et kompromis som smukt - og ikke bare som det næstbedste!

John Wagner er uddannet journalist, tidl. generalsekretær (kons.), nu adm. direktør.