Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Borgerlighedens to ansigter

»Man kan godt blive ganske bekymret over, hvor meget mening det egentlig giver i fremtiden at tale om en fælles dansk borgerlighed.«

Er borgerlighed et begreb, der er blevet for bredt til, at det overhovedet giver mening?

Den tanke kan man godt få, når man følger med i Berlingskes debatserie om borgerlighedens tilstand og ser på de diskussioner, der i øvrigt foregår mellem selverklærede borgerlige i disse år.

Borgerligheden har altid haft et konservativt og et liberalt ansigt, og selvom der er lighedspunkter mellem de to i bl.a. synet på ejendomsrettens betydning og respekten for det enkelte menneske, så er der ofte så meget, der skiller, at det kan være svært meningsfuldt at placere dem inden for den samme »borgerlighed«.

Konservative og liberale tager som oftest deres udgangspunkt helt forskellige steder, og selvom de til tider – ofte – kan mødes på midten, betyder det ganske meget for deres holdning til en lang række konkrete politiske spørgsmål.

Det liberale udgangspunkt er individet og ønsket om at fremme individets frihed mest muligt. Deri er for såvidt intet ondt, det er bare ikke det konservative hovedanliggende.

Konservative tager udgangspunkt i fællesskaber – i hvordan man opretholder og styrker meningsfulde fællesskaber, som giver det enkelte menneske tryghed og optimale udviklingsmuligheder. Derfor er den samfundsmæssige grundenhed, som konservative opererer med, da heller ikke individet, men familien. Der hvor man lærer livet at kende, hvor sproget – modersmålet – indlæres, og man opflaskes med familiens traditioner. Familien er igen en del af et større hele i form af det lokalsamfund eller den by, man er vokset op i, og som typisk sætter sit tydelige mærke på ens personlighed.

Selvom man færdes hjemmevant i Singapore eller New York, mærkes det ofte, om man trådte sine barnesko i Silkeborg eller Nysted. Hjemstavnen bærer igen præg af den nation, den er en del af, og den konservative treklang Gud, konge og fædreland er et stærkt og præcist udtryk for de bærende institutioner, som kendetegner netop vores fædreland. Gud i betydningen vores kristne grundlag, ikke som et personligt trosanliggende, men som en grundlæggende understrøm i samfundsudviklingen gennem 1.000 år og fundament for moral, kultur og frihed. Konge som respekten for monarkiet, traditionerne og historien og betydningen af autoritet. Fædreland som den basale kærlighed til landet, dets natur, folk og alt hvad der er dansk.

Alle er en del af fællesskabet

Konservatisme handler således om kultur i bredeste forstand. Om at forstå og anvende det kulturelle fællesskab, man er en del af, udvikle det og udvikle sig med det. Med globalisering, flygtningestrømme, enorme teknologiske muligheder og udfordringer af traditionelle familiemønstre m.m. er disse ting i virkeligheden blevet vigtigere og ikke mindre vigtige gennem de senere år.

Fordi man som konservativ opfatter Danmark som et kulturelt fællesskab, forpligter det os også på at sikre, at der ikke opstår subkulturer og parallelsamfund, som underminerer det fælles, og at der heller ikke lever mennesker i blandt os, som uforskyldt har det svært. Alle er de en del af fællesskabet, og som en del af den samme danske virkelighed har vi en stærk forpligtelse til at støtte og styrke dem, der ikke kan klare sig selv.

Stærke individer i stærke fællesskaber, det er konservatismens grundlæggende samfundsmæssige ideal og en væsentlig del af det, som konservatismen byder ind med til den fælles borgerlighed.

Blandt mange som forstår sig som liberale er der også en stor forståelse for meget af dette og en forankring i dansk kultur og folkelighed, hvor det falder naturligt at mene, at vi har et fælles grundlag, som støtter os, og som forpligter os overfor hinanden. De senere år har imidlertid bragt os en ny slags liberalisme, som ikke anerkender betydningen af at leve i et kulturelt fællesskab, og gør det til et helt frit anliggende for den enkelte, om man vil være en del af dansk kultur eller ej.

Det er blandt yngre liberalister blevet fashionabelt at hævde individets frihed ud i ekstremerne, at afvise betydningen af at være en del af det danske kulturelle fællesskab, og i stedet fokusere på de bidrag til den økonomiske vækst i samfundet, som den enkelte tegner sig for.

Dermed trækker den danske borgerlighed i virkeligheden i to stik modsatte retninger i disse år. På den ene side har vi en klart stigende konservativ besindelse på det kulturelle fællesskabs betydning, og på den anden side en stadig mere selvbevidst og værdinihilistisk liberalisme, som fuldstændig afviser betydningen af kultur, historie og tradition – i hvert fald som andet end det enkelte menneskes helt frie og ubundne valg. Med et stadig mere differentieret partisystem, som delvis også afspejler disse modsatrettede bevægelser kan man godt blive ganske bekymret over, hvor meget mening det egentlig giver i fremtiden at tale om en fælles dansk borgerlighed.