Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Borgerligheden er ikke noget man stemmer på, det er retningslinjer for den måde, man lever sit liv«

»Borgerligheden er et værdisæt, en livsanskuelse, som ikke kan koges ned til lavere topskat, effektivisering af det offentlige, nye kampfly, færre udlændinge og hårdere straffe.«

Det borgerlige Danmark er splittet, både politisk og eksistentielt. For hvad er borgeligheden egentlig for noget, og hvordan kan der være så mange fortolkninger af et simpelt ord?

Berlingske har gjort det eneste rigtige. De har forsøgt at finde ind til roden af den danske borgerlighed, og det har vist, at den gængse opfattelse blandt borgerligt orienterede og de valgte politikere ikke helt er på linje.

Lad mig starte med min konklusion på Berlingskes undersøgelse. Ingen af de adspurgte mener, at afskaffelse af topskatten, en stram udlændingepolitik og hårde krav til mennesker på overførselsindkomster har en dyt med borgerlighed at gøre. Det er en vigtig pointe og en, der burde give stof til eftertanke på den borgerlige fløj. For når denne type divergerende opfattelser opstår, hvem er så gal på den? Hønen eller ægget?

Jeg er selv borgerlig, og som hos de adspurgte i Berlingskes undersøgelse om borgerligheden er topskatten og jagten på folk på overførselsindkomster ikke noget, jeg vægter særlig højt. Jeg er medlem af Det Konservative Folkeparti og valgt for partiet til kommunalbestyrelsen i Ballerup. Essensen af borgerligheden kan for mig findes i mit partis mantra, »Gud, konge og fædreland«. Det er ikke bare en gammel frase, men indeholder derimod noget essentielt og tidsløst.

Alle tre elementer har en markant ting til fælles, og det er, at de er symboler på borgerligheden. Alle tre rummer ærketypisk borgerlig anskuelse, og det er værd at bruge lidt spalteplads på, da vi her rammer ind i kernen af borgerligheden.

Fællesskab

Det første ord, jeg vil hæfte på, er fællesskab. Jeg ved godt, at det er et udtryk, som socialisterne har taget mere eller mindre patent på, men det kan simpelthen ikke passe, at vi borgerlige ikke har gjort noget som helst for at vinde dette ord tilbage.

Ja, individet er vigtigt, men ligegyldigt uden et fællesskab at være individ i. Derfor er fællesskab et afgørende element i Gud, konge og fædreland. Vi har et vigtigt fællesskab i troen, i vores folkekirke. Det historiske fællesskab, som kongehuset repræsenterer, hvor de er den historiske lim, der binder os sammen med vores forfædre. Og sidst men ikke mindst er fædrelandet det fællesskab, der binder os alle sammen, uanset om man er medlem af folkekirken, eller er republikaner.

Der bliver alt for tit slået en latter op, når man siger Gud, konge og fædreland, men det er, fordi folk ikke ser ud over ordene. Det er en meget tidstypisk at grine af det, man enten ikke gider sætte sig ind i, eller ikke forstår. Det er nok også derfor, at folk i højere grad stemmer på politikere og partier, der kan lire noget hurtigt, smart og populistisk af på 15 sekunder, men det er en anden snak.

Ansvarlighed

Det andet ord er ansvarlighed. I forhold til Gud er ansvarlighed og næstekærlighed tæt forbundet. Vi skal tage ansvar for os selv, men også for vores medmennesker, og den verden vi lever i. Troen på at det man giver, aldrig er ligegyldigt. Vi hjælper dem vi kan, med det vi kan. Ikke fordi det er politisk korrekt at gøre, men fordi det er det medmenneskelige at gøre.

Det handler også om det personlige ansvar, noget mange forsømmer i disse år. Det er den enkeltes ansvar at sørge for sig selv, men kan det ikke lade sig gøre må andre hjælpe til.

Vi skal også tage ansvar for vores fædreland. Det betyder ikke at bygge en mur mod Tyskland, melde os ud af EU og lade alt syd for Padborg sejle i sin egen sø. At tage ansvar for vores land betyder, at vi passer på den kultur, historie og de institutioner, som generationerne før os har skabt, men ansvar er også at være en aktiv del af den verden, vi bor i, da det er komplet ansvarsfralæggelse at lade være.

Dannelse

Tredje og sidste ord er dannelse. Det lyder fornemt, når man siger det, men det er det bestemt ikke.

Dannelse er i min verden helt afgørende for alt. Mest fordi dannelse opsummerer mange af de ord, som oftest hænges på definitionen af borgerligheden. Anstændighed, empati, ansvarlighed, fællesskab, retfærdighedssans, ordentlighed, historieforståelse. Dannelse rummer alle disse udtryk, som er forskellige men alligevel forbundet.

Holder man dannelse op imod Gud, konge og fædreland, så veksler jeg det direkte til medmenneskelighed, historieforståelse og samfundssind. Det dannede, borgerlige menneske finder det i sin tro væsentligt at vise medmenneskelighed over for andre. Ikke kun dem som har dansk sygesikring og ligner en Jensen, men også dem som ses, føles og opleves som anderledes. Empatien for andre i svære situationer er fundamental for den borgerlige dannelse.

Forståelse for vores historiske rødder og den vigtige rolle, som kongehuset spiller, kan aldrig overdrives. De er limen, der binder fortiden sammen med nutiden, limen der er binder os sammen på tværs af religiøse, politiske, geografiske og samfundsmæssige skel.

Fædrelandet og samfundssind er to alen af samme stykke. Ønsket om at passe godt på fædrelandet er hos mig lig med, at man sætter sine egne interesser ud over, hvad der lige passer den enkelte bedst. Jeg ved godt, at vi lever i en temmelig egoistisk tidsalder, men derfor er det afgørende, at dannede mennesker hæver sig op over snævre særinteresser og træffer beslutninger for Danmark, som også holder om fem, ti og 20 år.

Borgerlighed er retningslinjer for livet

Jeg startede med at kalde mig selv borgerlig, og det står jeg ved. Ikke i et forsøg på at tage patent på definitionen af, hvad det vil sige at være borgerlig, for det er der mange bud på.

Jeg vil dog vove den påstand, at borgerligheden er et værdisæt, en livsanskuelse, som ikke kan koges ned til lavere topskat, effektivisering af det offentlige, nye kampfly, færre udlændinge og hårdere straffe. Det er meget dybere og meget mere vigtigt end politiske fraser. Det er vores omgang med hinanden, og den måde vi behandler og ser på vores medmennesker, der gør os borgerlige.

Det kan lyde hippie-agtigt, men det er det ikke, for det er også en væsentlig del af borgerligheden ikke at være naiv. Borgerlige tror på det bedste i mennesker, og derfor forventer vi også noget af os selv og hinanden. Fællesskab, ansvarlighed og dannelse er mit bedste bud på, hvad kernen af borgerligheden er. Borgerligheden er ikke noget man stemmer på, det er retningslinjer for den måde, man lever sit liv.