Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Borgerlige må komme folkeskolen til undsætning

Foto: Sofie Mathiassen. Fold sammen
Læs mere

I foråret 2016 råbte jeg op om forholdene i folkeskolen efter en midlertidig ansættelse, der ændrede mit syn på lærergerningen radikalt. I borgerlige kredse synes mange endnu ikke at have åbnet øjnene for de faktiske forhold ude i klasselokalerne. At situationen er rivende gal, dokumenterede Berlingske med forsidehistorien 11. oktober, der handler om den stigende vold mod lærerne.

At hver femte lærer bliver udsat for vold i løbet af et år, overrasker ikke mig. Jeg oplevede volden på egen krop under min ansættelse i 2015-2016 og har set, hvor håbløst det er, at psykisk sårbare børn på grund af inklusionen forventes at kunne fungere i folkeskolen, uden at der følger ressourcer med.

At placere et ADHD-barn i en almindelig folkeskoleklasse svarer til at placere en giraf på Nordpolen og påstå, at det er dyrepasserens ansvar, at den trives. Man placerer med andre ord diagnosebørn i et miljø, der ikke passer til dem og lægger ansvaret for deres trivsel over på lærerne. Samtidig beder man lærerne om at implementere en omfangsrig reform og undervise flere timer. Lærerkorpset er blevet samfundets skraldespand, der skal rumme alle mulige fikse idéer fra beslutningstagere og eksperter, der befinder sig i en osteklokke fjernt fra den praktiske virkelighed.

Netop på grund af kløften mellem velfærdsstatens fodfolk og deres arbejdsgivere er den konsensussøgende danske model en genial opfindelse, der sikrer, at vores samfund hænger sammen. Eller sikrede, skulle jeg måske rettere skrive.

Efter den beskrivelse af forløbet forud for og under lærerlockouten, som den nyligt udkomne debatbog »Søren og Mette i benlås« leverer – partsindlæg eller ej – er der ikke meget tvivl om, at den danske model var sat ud af kraft. Resultatet er tydeligt. Lærerne ønsker ikke længere at arbejde i folkeskolen.

En organisation i knæ

I 2015 var 16,4 procent af de læreransatte ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke læreruddannede. Jeg var selv en af dem. I dag kan jeg se, at den omstændighed, at jeg kunne gå ind fra gaden i en fuld lærerstilling var et tegn på en organisation i knæ. Lærergerningen er kompleks og kræver didaktiske og pædagogiske kundskaber. Er det til gavn for fagligheden, at fagfolk udvandrer på grund af urimelige arbejdsforhold, og at eleverne må tage til takke med amatører som jeg?

Min påstand er, at fagligheden i folkeskolen er blevet svækket ved, at man har forøget skolelærernes undervisningstid. En udpint lærer, der ikke har tid til at forberede sig fagligt og restituere mentalt – og tilmed må lægge krop til verbal og fysisk vold – kan ikke være en idérig inspirator. Personligt følte jeg mig meget udsat både fysisk og mentalt i jobbet. Fysisk udsat var jeg, når sårbare, overstimulerede børn eksploderede i vold, og mentalt udsat var jeg, når jeg konstant blev udtrættet af det overdrevne antal undervisningstimer og den manglende forberedelsestid.

Kafkaske tilstande

Lad mig understrege, at jeg som socialkonservativ ønsker, at vi skal have en effektiv offentlig sektor, og at jeg er tilhænger af en rimelig grad af styring af folkeskolen. I en tidligere kronik her i avisen har jeg netop givet udtryk for, hvordan jeg under min ansættelse i folkeskolen eksempelvis kunne se værdien i et styringsværktøj som elevplanerne. Men styringen har taget overhånd.

For eksempel blev et nyt digitalt styringssystem præsenteret på min skole kort tid før, at jeg sagde farvel og tak. Nu skulle man løbende bruge kostbar tid på at notere, om børnene udviste »tegn på læring«.

At jeg ugentligt rettede deres opgaver og dermed noterede deres præstationer og fulgte op mundtligt til de to årlige skole-hjemsamtaler, var altså ikke nok. At jeg tilmed jævnligt udsatte børnene for digitale tests, så jeg ned til mindste detalje kunne observere, om det over tid var plus, minus eller brøker, de havde svært ved, var altså heller ikke nok. Nu skulle jeg ydermere redegøre skriftligt for ungernes mindste faglige prut. Det virkede mildest talt kafkask på mig.

Med den generelle mistillid til lærerne og lockouten i 2013 har det officielle Danmark sendt et trist signal om, at de mennesker, der har dedikeret deres liv til at lære vores børn at læse og regne, ikke selv er at regne for noget.

Jeg appellerer til det borgerlige Danmark om at kigge på lærerne med friske øjne. Deres modstand mod de finansministerielle dekreter i 2013 var fuldt ud rimelig i forhold til skolens aktuelle udfordringer. Ildsjæle brænder i disse år ud på grund af ukloge politiske beslutninger, der bunder i uvidenhed om lærerlivets realiteter og et verdensfjernt ideologisk felttog mod »de dovne, reaktionære hængerøve« med de lange ferier. Vi bliver nødt til at lytte til dem, hvis det igen skal blive attraktivt at arbejde i det, der gerne skulle være folkets skole og ikke Finansministeriets.

Rikke Tjørring er journalist.