Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Borgerlige i Danmark er blinde for de riges sociale bedrageri

Det borgerlige Danmark gør ret i at interessere sig for socialt bedrageri. Dog kunne man ønske sig, at denne interesse blev bredt ud fra dem, der uberettiget modtager penge fra det offentlige, til også at inkludere dem, der unddrager statskassen penge.

Kim Madsen er i jobprøvning i en købmandsbutik. Berlingske følger op på Debatten og diskussionen mellem Kim Madsen og Laura Lindahl. Startede Facebookgruppen 'Jobcentrets ofre' i 2014 som kæmper mod love og paragraffer på beskæftigelsesområdet Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Kontanthjælpsmodtageren Kim Madsen fra civilsamfundsgruppen Jobcentrets Ofre har været genstand for stor offentlig opmærksomhed de seneste uger, siden Laura Lindahl (LA) i Debatten på DR2 undrede sig over, hvordan han kunne arrangere så mange demonstrationer og være så aktiv på de sociale medier, når han efter eget udsagn ikke er i stand til at varetage et arbejde. Underforstået: Der er noget, der er ikke stemmer med Kim Madsen, noget uldent ved hans påståede arbejdsudygtighed.

Lindahls spontanudredning af Madsens sag for rullende kameraer vakte stor opstandelse på de sociale medier, der blandt andet kvitterede med de efterhånden sørgeligt velkendte nedkaldelser af alskens ulykker og forbandelser over den liberale beskæftigelsesordfører og hendes familie, som fortsat er en fuldkommen uacceptabel omkostning for især kvindelige stemmer i den offentlige debat.

Malte Frøslee Ibsen Fold sammen
Læs mere

Lindahls undren fandt dog også forståelse hos flere stemmer i det borgerlige Danmark – inklusiv i denne avis, der blandt andet besøgte den købmandsforretning, hvor den kontroversielle kontanthjælpsmodtager for tiden er i jobafklaringsforløb. Journalistens samtale med Madsen blev vævet ind mellem suggestive antydninger a la: »selv om han kan så meget, har han svært ved at tro på, at der findes et normalt job, han kan klare«. I forbifarten nævnes det, at avisen faktisk også har set Madsens lægeerklæring, der oplyser, at han lider af »slidgigt i ryg, nakke, lænd og knæ, (…) astma, muskelspændinger, ledsmerter, svær fedme og en kronisk hjertesygdom«.

Hvis man bevidst indgiver urigtige oplysninger til myndighederne med henblik på uberettiget at modtage offentlige ydelser, så begår man socialt bedrageri. Skræller vi ind til kernen, så antydede Lindahl, at Madsen begår socialt bedrageri. Er Kim Madsen social bedrager? Nok ikke hvis hans egen læges vurdering står til troende, må vi konstatere.

Bredere interesse

Men selv om Madsen ser ud til at have lægevidenskaben på sin side, så gør det borgerlige Danmark dog ret i at interessere sig for socialt bedrageri. Blot kunne man ønske sig, at denne interesse blev bredt ud til også at inkludere dem, der på grundlag af bevidst indgivelse af urigtige oplysninger til myndighederne ikke yder de offentlige kasser det, de bør. Set fra de offentlige finansers – og dermed skatteydernes – perspektiv kan det jo i sagens natur være ét fedt, om man snyder ved uberettiget at modtage eller unddrage penge fra skattekassen.

I en nylig videnskabelig artikel estimerer de tre økonomer Gabriel Zucman, Annette Alstadsætter og Niels Johannesen, at skatteunddragelse er ekstremt koncentreret hos de allerrigeste borgere, og at de rigeste 0,1 pct. skandinaver i gennemsnit har en fjerdedel (!) af deres formue gemt væk i skattely. Tallet bygger blandt andet på lækkede kundelister fra »offshore« finansielle institutioner – i offentligheden kendt som »Panama Papers« og »Swiss Leaks« – og offentlige formueregistre i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark alene, hvor de 0,1 pct. rigeste danskere ejer ca. 10 pct. af den samlede danske formue, svarer dette til, at de allerrigeste danskere skjuler 60 milliarder for skattemyndighederne.

Artiklens tal var sidste år genstand for en mindre kontrovers, idet DR viderebragte dem uden forbehold for, at tallet for Danmark blot er et skøn, da økonomerne har flere data fra Norge og Sverige og i øvrigt ser på de skandinaviske tal ud fra en samlet betragtning. Johannesen fastholdt dog ikke desto mindre, at »der er ikke noget i de tilgængelige data, der siger mig, at det ikke er (præcis på samme måde i Danmark, red.

Milliarder på spil

Johannesen har tidligere vurderet, at de rigeste danskeres skatteunddragelse hvert år koster den danske statskasse et sted mellem 2,5 og fem milliarder kroner i tabt skatteprovenu. Antager vi, at tallet er nærmere de fem milliarder, ville de manglende skattekroner på lidt over fire år altså kunne betale for Storebæltsbroen – eller mellem en fjerde- og en tredjedel af de samlede danske kontanthjælpsudbetalinger. Til sammenligning modtager en enlig kontanthjælpsmodtager som Kim Madsen lidt over 11.000 kr. om måneden.

Det er åbenlyst inkonsistent og proportionsløst at udvise så stor interesse for Madsens lægefagligt validerede arbejdsudygtighed, hvis ikke man i samme ombæring retter opmærksomheden tifold (hvis det kan gøre det) mod det gigantiske sociale bedrageri, der foregår blandt de allerrigeste danskere. Men så risikerer man selvfølgelig også, at kontanthjælpsmodtagere begynder at bilde sig ind, at de har ret til at deltage i det demokratiske liv på lige fod med os andre.