Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bonus Pater Familias

ARKIVFOTO: Søren Pind Fold sammen
Læs mere

Har det borgerlige Danmark i dag en idealborger?

Den bedste borger ved, at kultur er den centrale faktor i det liv, vi fører med hinanden. Om man mener, at kultur er sædvaner, omgangsform, en historisk tonalitet med resonans i enhver nutid – så må man, for at være borgerlig, anerkende dens eksistens og dens vigtighed.

Man kan som en sand konservativ mene, at den er en strøm, der må løbe hen, hvor strømmen fører den, og hvor ingen opdæmning nytter. Man kan som liberal hævde, at kultur med henblik på at skabe frihed kan fremmes ved f.eks. politisk kraft – jordreformerne herhjemme er et eksempel på det, stemmeretten et andet.

I den borgerlige selvforståelse spiller ansvaret en rolle. For sig og sine, for fællesskabet. Landet. Også her kan den konservative skilles fra den liberale – den liberale antager, at ansvaret rækker ud over landet. At bestemte rettigheder tilkommer ethvert menneske, hvor den konservative i stedet foretrækker påstanden om, at ret kun følger af stat og orden. Men borgerlige er de begge.

I nær sammenhæng følger virkelysten. For at løfte det pågældende ansvar må man skabe noget, det være sig ordentlige rammer for en familie, at løfte sig fra ydmyge kår, at gøre tingene bedre – der er en stræbsomhed. Fremad og opad.

Den bedste borger bærer storsindet i sig. Smålighed afskyr han. Han kan som konservativt sindet ryste på hovedet over tidens tosserier, men bærer i sig en overbevisning om, at folk med alderen nok skal blive fornuftige. Den liberale betragter kernefrihedsrettighederne som eviggyldige, ved med sig selv, at fravalget af dem vil føre til et fattigere, mindre mangfoldigt og mere indskrænket samfund. Det kan gøre kampen for storsindet forskellig, men de har den til fælles.

Retsordenen og fornuften

Den borgerlige anerkender statens nødvendighed. Den konservative med glæde, den liberale med skepsis. Men uden stat ingen orden. Uden retsstat ingen retfærdighed.

For begge bliver respekten for loven derfor afgørende. Bryder man med retsstaten, bryder man med retsordenen. Selvtægt er en vederstyggelighed. Kun i tilfælde af helt ekstraordinære situationer som Besættelsen kan den sag diskuteres. I den sammenhæng skal landet stande i våde, og det skal foregå for øjnene af en. Den nutidige påstand om borgerkrig er en antastelse af retsordenen og så vederstyggelig som selvtægten.

Den borgerlige helt er fornuftspræget. Han baserer sig på videnskab, ikke på luftighed. Han kender samtidig til historiens af og til nådesløse afklædning af videnskaben, og bærer derfor et forbehold i sig. Men i den fremadrettede diskussion – f.eks. den politiske – tillægger han faktuel lødig information og falsifikation vægt.

Den konservative vil have en større grad af åbenhed end den liberale over for ekspertens kåber – specifikt i det personlige – men begge vil hellere have foretaget en hjerteoperation af en dr.med. end en smed.

Dannelse

Den borgerlige er dannet. Det følger af hans anerkendelse af kultur som det centrale omdrejningspunkt. Han læser. Han drøfter. Han tænker.

I det hele taget beflitter han sig på fællesskabet, og forstår, at pligten til at f.eks. det borgerlige samfund drives fremad også påhviler ham. Det kan komme til udtryk på forskellig vis. Det kan hænde, han mener, at tager han sig af sig og sine, så bidrager han. Det kan også være mere aktivistisk i en større grad af deltagelse i det omkringliggende samfundsliv. Han vender sig imod pøbelvældet og bøllens grovkornede påståelighed.

Det har intet med social status at gøre – jeg husker min mormors stue, fyldt med bøger som den var. Der var en sult i den lille stue. Efter viden, oplevelser og oplysning. Lyset er ikke blot for de lærde.

Den borgerlige har bag sin stålsathed også en vilje til at erkende, at det ikke er alt eller intet. Et fællesskab står også dagen efter – verdens dårskab og travlhed kigger han med mistro på. Han kender Prædikerens bog og den eviggyldige sandhed om, at intet er nyt under Solen. Han ved, som Kong Valdemar, at i morgen er der atter en dag, og at man når så langt, som man nu kan, indtil Solen går ned. Den egentlig utopi har ikke meget at gøre i den borgerliges verdensbillede. Med Helge Rode er han gladest ved det milde.

Evne forpligter

Det kan hænde, det er derfor, vi ikke ser ham længere i den offentlige debat. Enhver borgerlig ville også i dag erkende, at der, hvor der i dette indlæg står han, skal det også læses som hun.

I dag er begge parter i den klassiske familie at betragte som et menneske – ikke et ribben. Men han har også mere tid til at koncentrere sig om sin familie, al den stund han vånder sig over den offentlige debat og venter på, alt det, han ikke står for, går over.

Vi må håbe, det sker snart. Selv kunne jeg godt tænke mig at erindre ham om, at den, der har evnen, har også pligten. Han har været for længe væk.