Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bonderøven kommer næppe forbi og gør det

Det slog mig, hvor uretfærdigt det i grunden er, at det først blev moderne at lave mad, efter at jeg holdt op. I årevis lavede jeg faktisk aftensmad hver eneste dag til hele familien.

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden fortabte jeg mig endnu en gang i et af disse tillæg til aviserne, der er fyldt med opskrifter på spændende retter, som man godt kunne tænke sig at få serveret til aftensmad.

Og det slog mig, hvor uretfærdigt det i grunden er, at det først blev moderne at lave mad, efter at jeg holdt op.

I årevis lavede jeg faktisk aftensmad hver eneste dag til hele familien: Jeg hakkede og snittede, og kogte og stegte, men dengang var det ikke noget særligt, for det gjorde alle andre også. Men så kom færdigmaden og halvfabrikataerne og måltidskasserne, og pludselig virkede det som tidsspilde at bruge to timer på at tilberede et måltid, som ens familie fortærede på et kvarter.

For det behøvede man jo ikke længere.

Og selvfølgelig: I samme øjeblik, som man ikke behøvede at gøre det, blev det højstatus. Madlavning fra bunden kom på mode: Det blev symbolet på manddom i Nak & Æd, på kvindelighed hos Blomsterberg, på styrke hos Chili Klaus og på nationalt fællesskab i Den Store Bagedyst. Jo mindre madlavning fyldte i hjemmet, jo mere kom det til at fylde i offentligheden.

Det gælder ikke bare mad. Faktisk synes det at være noget nær en lovmæssighed, at det, man ikke længere behøver at gøre, straks bliver ophævet til et ideal – så man på en måde alligevel behøver at gøre det.

I dag er det for eksempel strengt taget ikke nødvendigt at bevæge sig. Man kan arbejde hjemmefra og få leveret alting til døren. Betyder det så, at fysisk overanstrengelse hører fortiden til? Nej da. Det er skam blevet trendy med triatlon og ironman. Jo, vildere, jo bedre.

Eller tag børn. Hele den vestlige verden er ramt af af en demografisk krise, fordi vi ikke får børn nok. Men det ville være synd at sige, at vi af den grund beskæftiger os mindre med dem. Alting drejer sig om dem; vi forguder børn og fremholder dem som selve livets mening: Aldrig har de været vigtigere, end da vi holdt op med at få dem.

Der er heller ikke blevet mindre moral, efter at 68-revolutionen afskaffede normerne. Tværtimod. Nu hvor normerne er valgfri, har vi hver især fået vores egne, og tilsammen udgør de virkelig en overvældende mængde. Alt gøres til genstand for en moralsk vurdering: Bør man sørge mere over Jan Sonnergaards end over Moppers død? Skal der kun være én mandel i risalamanden, eller må der godt være flere, hvis der er flere børn til stede? Er det forkert at sørge over løven Cecils død, når der er krig i Syrien?

Min mand og Bonderøven

Og af samme grund burde jeg selvfølgelig være blevet bekymret, da min mand for et par år siden pludselig begyndte at se Bonderøven som afslapning. Gør-det-selv-programmer havde ikke interesseret ham før. Dum som jeg var, fandt jeg det i stedet en smule rørende: Specielt fordi han altid blev irriteret, når jeg påpegede, at Bonderøven var fiktion. Manden er ikke en nybygger på den jyske prærie med sin yndige kone; han er star i et reality-show med et TV-hold på slæb døgnet rundt. Mig narrer han ikke.

Jeg burde dog slet ikke have tilladt det. For status er, at der ikke er blevet malet flere vinduer og mere træværk i dette hus, siden min mand begyndte på at se det program; pludselig synes han, at vi lige så godt kan ringe efter en håndværker. Sådan en koster imidlertid en hel del mere, end de julesmåkager, jeg køber i Irma.

Pointen er, at vi først fik Måltidets Hus, Etisk Råd og Børnerådet, da vi selv kunne vælge, om vi gad bruge tid på den slags. Men vinduer skal stadig males. Og Bonderøven kommer næppe forbi og gør det.