Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Børneopdragelse for rullende kameraer

Thomas Søie Hansen: En million ottehundrede og seks tusinde. Så mange TV-seere fulgte i gennemsnit 2010-udgaven af underholdningsprogrammet »X Factor« fredag efter fredag på DR1.

Thomas Søie Hansen, rockanmelder på Berlingske Tidende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Valente
Husker man på, at »X Factor« i dets første sæson lignede et opgør med den danske leverpostejs-alle-er-lige- dårlige-amatør-underholdning, er tallet endnu mere imponerende. Holdninger i prime time-underholdning? De kom primært fra den altid elegante Thomas Blachman, der turde sige tingene, som de var: »Nej, alle er ikke lige gode, og ja, vi skal turde satse på det, vi endnu ikke vidste, vi ville have, og løfte det særegne op over Gallup-gennemsnittet eller »Mette-Medium«, som MC Einar rappede om. Efter et års pause er Blachman tilbage i den nye »X Factor«-sæson, der flød over skærmen 1. januar.

Påfaldende var det, hvordan han prompte blev gjort til hovedperson i programmet. Det er der naturligvis flere grunde til. Dels ved producenterne endnu ikke en disse om deltagerne,  dels har de færreste 15-årige amatører en karisma eller et levet liv, der kan bære et fokus. De tre forudgående sæsoner af »X Factor« har kun bekræftet den tese, hvorfor dommerne i stigende grad er blevet den akse, linserne kredser om.
I længden er det de færreste dommere, der, trods karrierer og alder, kan bære den slags, hvorfor Blachman selv trængte til en pause sidste år. Man kan ærgre sig lidt over, at han ikke synes at have opfundet en ny dagsorden/mission for sin deltagelse. På den anden side viste det første program, at danskerne endnu ikke har forstået hans budskab. Det gik ud over en 17-årig gymnasiepige, som ikke kunne synge. Hun blev viftet ud med hånd- og hovedrysten. Og rettelig så. Hun var talentløs, lige som de fleste af de eksponerede håbefulde. Det var der bare ingen, der havde fortalt hende, og dermed har hendes nærmeste gjort hende en bjørnetjeneste.

Blachman gik fremdeles i kødet på pigens mor og sendte ansvaret for den stortudende pode videre til hende, hvilket for mig at se var helt på sin plads.

Forkælede børn med overbeskyttende ophav er lig tidens tern. Men hvis forældrene ikke kan overkomme at opdrage deres børn, og i stedet vælger at sende opgaven videre til Thomas Blachman foran hele Danmark, ja, så får begrebet tonedøv en helt ny og meget større dimension.
At se et kuld af pivfalske, realitetsforskruede danske unge blive sendt ud uden at fatte hvorfor, var ganske enkelt skræmmende. Værre endnu var det at møde dem, der trods alt var klar over, at de ikke kunne synge, men som var troppet op alene for at komme i TV. Det er den kultur, forældrene har et medansvar for er opstået i Danmark. Når man så søndag aften på samme kanal kan høre landets to førende politikere beklage, at der lige nu vokser en ungdomsgeneration op, som for første gang i historien er dårligere uddannet end deres forældre, bliver man for alvor bange. Og det er ikke for Thomas Blachman, tværtimod.