Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Børnene tilbage i første række

Jane Thoning Callesen: Er det virkelig sundt for babyer at have lange dage væk fra hjemmet, spørger hun? Har små børn et reelt behov for at socialisere, eller er det noget, vi bilder hinanden ind, så vi kan sende guldklumperne af sted med god samvittighed?

Jane Thoning Callesen, cand.public., hjemmegående Fold sammen
Læs mere

Selsing tager fat, hvor det gør ondt. Og hun mødes med larmende tavshed. For børnenes vilkår er kønsdebattens sidste åbne sår. Hver gang nogle vover at løfte fligen af plasteret, kigger resten af landet straks til den anden side.

Vi tåler ikke at tale om, overveje, endsige tænke på, at det er muligt, samfundskonstruktionen er helt forkert. At det ikke skulle være nok med pædagogisk kærlighed, læreplaner og fællessang på stuen. For at redde den kollektive selvforståelse giver vi hinanden indtryk af, at et barneliv i institution ligefrem kan være bedre end (spelt)mors og fars kys, naturlig indlæring i hjemmet og fred og ro til at vokse op.

Hvis ikke institutionslivet er bedst, giver det jo ikke mening, at samfundet er baseret på to husstandsindkomster og tidlig indkøring af landets babyer.

Mens Selsing her på siderne mødes af tavshed, bakkes hun op af flere børneeksperter. Børnepsykiater Gideon Zlotnik, børnepsykolog John Aasted Hasle og klinisk psykolog Ole Schouenborg er blandt de fagpersoner, der tør ytre sig om de negative konsekvenser af tidlig udepasning.

I december 2010 udtalte de eksempelvis i Politiken, at børn under to år ikke bør passes af andre end deres forældre. Tidlig institutionsstart kan faktisk være skadelig for børnenes udvikling og deres relation til forældrene, lød det fra dem. Markante udtalelser der, grundet emnets tabubelagte karakter, ikke førte megen debat med sig.

Men er der fra naturens side en mening med, det gør ondt at køre børn ind i institution? Måske bør forælder-barn-båndet slet ikke brydes så tidligt, og måske er det derfor, nogle af os såkaldte speltmødre - med de fravalg og afsavn, det giver - vælger at neddrosle eller udskyde karrieren, mens vores børn er små.

Det er dog langtfra alle, der har økonomisk mulighed for at vælge nærkontakten med børnene til, når barselsorloven rinder ud. Så mens Selsing pegede pilen ned på børnene, vil jeg bære stafetten videre med en forespørgsel til ligestillingsminister Manu Sareen (R), beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), børneminister Christine Antorini (S) og socialminister Karen Hækkerup (S).

Kunne nogle af de 260.000 skattekroner, som en kommune - ifølge Lisbet Røge Jensen - hvert år bruger på at sende to børn i vuggestue, eventuelt omdirigeres til forældre, der i en kortere eller længere periode ønsker at holde deres børn hjemme med den ro og nærhed, det giver familien?

Ville det være muligt at give forældre, der vælger hjemmepasningen til, mens børnene er små, garanti for, at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet i takt med, at ungerne bliver større? Eller hvad med en fastlagt mulighed for nedsat tid i den periode, hvor man har småfolk hos sig? Det er paradoksalt, at det lige præcis er de år, hvor man stifter familie, at det forventes, man yder allermest på arbejdsmarkedet.

Selsing har ret: Børnene risikerer at blive taberne. Uanset om vi tør tale om det eller ej.