Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Børn via »High-Tech«

Kunstig befrugtning var oprindelig tiltænkt en specifik gruppe af par, som ikke kunne få børn på almindelig vis. Men ny teknologi muliggør i dag, at vi på det nærmeste kan designe børn, som vi ønsker, hvilket udfordrer vores forestillinger om familie og samfund.

»For nylig hørte jeg et eksempel fra en klinik i USA, hvor et par allerede i udgangspunktet mødte op i klinikken med en liste over specifikke ønsker til donoren. Ægdonoren skulle være hvid, tynd, med grønne øjne og flagrende lyst hår. Hun skulle have svenske rødder, være atletisk af bygning og have en akademisk grad fra universitetet samt en IQ på mindst 120,« skriver Jacob Birkler, formand for Etisk Råd, om mulighederne for genetisk screening i forbindelse med kunstig befrugtning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kunstig befrugtning var oprindelig tiltænkt en specifik gruppe af par, som ikke kunne få børn på almindelig vis. Men meget har ændret sig, siden det første reagensglasbarn blev født i Danmark for over 30 år siden.

I dag ser vi en eksplosiv vækst af enlige kvinder, der ønsker at benytte de mange nye fertilitetsteknologier. Men også nye former for genetisk screening, sortering og deponering vil nu og i fremtiden udfordre de mere fastgroede forestillinger om familie og samfund.

Modtager man eksempelvis som kvinde æg eller sæd fra en donor, stiller man sig ikke længere tilfreds med viden om donorens hårfarve og øjenfarve. For nylig hørte jeg et eksempel fra en klinik i USA, hvor et par allerede i udgangspunktet mødte op i klinikken med en liste over specifikke ønsker til donoren. Ægdonoren skulle være hvid, tynd, med grønne øjne og flagrende lyst hår. Hun skulle have svenske rødder, være atletisk af bygning og have en akademisk grad fra universitetet samt en IQ på mindst 120.

Mere generelt har en undersøgelse, som netop er publiceret i »Journal of Women’s Health«, fremlagt, hvordan ønsket om specifikke donoregenskaber såsom høj intelligens og særlige kropsidealer er steget med flere hundrede procent gennem de seneste fem år. Klinikkerne går meget langt for at imødekomme de nye høje krav. En californisk fertilitetsklinik med navnet »A Perfect Match« annoncerede for nylig i en lokal avis, at de ville give 50.000 $ til helt bestemte kvinder, der ville donere æg. Der var tale om kvinder med ideelle mål og meget høj IQ. I Danmark har vi netop åbnet for de udvidede donorprofiler og må derfor også tage stilling til en lignende praksis.

Det første skridt bliver overhovedet at ville tale om denne nutid og fremtid. Ofte er der en forsinkelseseffekt i forhold til, hvornår samfundet og lovgiverne begynder at forholde sig til nye teknologier. Dermed overlades initiativet i første omgang til de barnløse, behandlerne og ikke mindst dem, der tjener pengene.

Det interessante er, at når det gælder børn, er det et af de få steder, hvor de fleste IKKE taler om penge. Men mange glemmer, at dette er et kæmpe marked i eksplosiv vækst. Eksempelvis er ægdonation i fremgang, og i nogle lande tjener kvinder tusindvis af kroner på denne service. Men penge og profit kan sløre den etiske horisont. Apple og Facebook tilbyder eksempelvis deres kvindelige ansatte en gratis nedfrysning af deres æg, hvilket selvsagt gavner disse selskabers økonomiske interesser.

Det er fortsat til diskussion, hvor meget den siddende regering skal involveres i denne stærkt ekspanderende fertilitetspraksis. Mange udtrykker bekymring for den manglende regulering, alt imens andre mener, at politikerne skal holde sig langt væk fra de barnløse og deres assisterende læger. Men hvem ønsker overhovedet en regulering? De direkte involverede aktører – barnløse, læger, forretningsfolk mv. – insisterer sjældent på indskrænkninger i deres handlemuligheder og politikerne er ofte (for) sent ude med lovgivningsmæssige tiltag. Tilbage står flertallet, der måbende ser toget køre forbi, mens tankerne muligvis går til de børn, som ikke er blevet spurgt.

De mange fertilitetsteknologier skaber på flere måder en praksis, som befinder sig i et vakuum. Problemet er, at konsekvenserne af disse teknologier på ingen måde befinder sig i et vakuum.

Tværtimod er der tale om teknologier, som har stor indflydelse på hele vores samfund. Her tænker jeg eksempelvis på nye genetiske screeningsprogrammer og også muligheden for, at tre forældre kan blive genetiske forældre til et barn gennem donation af gener fra mitokondrierne. Teknologier, som vil ændre på det, vi tolererer og accepterer hos hinanden. Teknologier, som kræver, at vi spørger til målet og mest af alt vægter de mange hensyn til dem, som teknologierne får konsekvenser for. Men udfordringen er, at de mange nye fertilitetsteknologier bevæger sig hurtigere, end de sociale normer kan følge med, og langt hurtigere end vores regulering kan følge med.

Vi skal hverken blindt lade os fascinere eller stå tilbage med en teknologifjendsk holdning. Til gengæld kræver nutidens mange højteknologiske veje til børn, at vi balancerer de mange hensyn og herunder vurderer og diskuterer det samfund, vi er i gang med at skabe, hvor børn bliver til de helt bestemte børn, de ender med at være, gennem en alenlang række til- og fravalg.