Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Børn der ikke hæmmes, udvikler sig ikke

11debErwinNeutzsky-Wulff.jpg
Erwin Neutzsky-Wulff, forfatter. Fold sammen
Læs mere

1. april blev Hanne Leth Andersen rektor på Roskilde Universitet og udtalte i den anledning: »På universiteterne arbejder vi med akademisk skrivning, men vi oplever, at vi må undervise mere og mere i det, for de unge er ikke særlig gode til det. De er heller ikke særlig gode til at læse.«

Uheldigvis var der ikke tale om en aprilsnar, men en konstatering af, at de studerende hverken kan læse eller skrive. Denne tingenes tilstand har så i selv de kredse, der plejer at insistere på, at det går ufatteligt godt, udløst en forståelig panik.

Åbenbart mener man ikke længere at kunne camouflere den ikke-eksisterende undervisning med gruppearbejde og gruppeeksaminer i det forfængelige håb, at en ud af 30 elever ikke er analfabet. Og da man på forhånd har opgivet at forbedre kvaliteten, sigter man i stedet på kvantiteten.

Dette er generelt i overensstemmelse med diktaturstatens filosofi, der går ud på længst muligt at holde børnene væk fra forældrenes fordærvende indflydelse. Her er det afgørende ikke det intellektuelle niveau – som gerne må være lavt af hensyn til den statslige propagandas effektivitet – men at ingen rager op.

Her kan vi ganske roligt holde blokpolitikken uden for, eftersom højre- og venstrefløjen åbenbart er lige godt tilfreds med en imbecil befolkning. Det er godt nok 1970ernes venstreorienterede fordummelse, vi skylder det nuværende skolesystem. Men hvis man tror, at højrefløjens eksercits og salmevers vil hæve niveauet, tager man grumme fejl. Når den i en situation som den nuværende kan få vind i sejlene, skyldes det naturligvis et totalt sammenbrud af skolens disciplin.

Den har imidlertid ikke noget at gøre med revselsesret, men en naturlig autoritet, som den voksne besidder alene i kraft af sin størrelse, hvorimod vi behandler børn som voksne og klovner for ikke at virke intimiderende. Men børn er ikke voksne, de er på et trin af deres udvikling, hvor deres hjerne skal konfronteres med verden, det vil sige modstand.

Det barn, der ikke hæmmes, udvikler sig ikke. Det ved hjernen, og den er derfor ustandselig på jagt efter grænser.

Denne adfærd ville hos den voksne være psykopatisk, og da vi tror, at vore børn er voksne, sender vi dem til psykiateren, der bedøver dem. I gamle dage var børn uartige, i dag er de psykiatriske diagnoser.

Vi kan give dem viden, eller vi kan give dem legetøj. Et barn vil finde en bog lige så spændende som en mobil, for når spisekammeret er ryddet for tomme kalorier, vil det sultne barn gå over til den næringsrige kost.Det er ikke uproblematisk, for vores samfund bygger på børn mellem fem og 65, som køber legetøj og ofrer ganske ukritisk til staten i stemmeboksen. Men en halvåndssvag befolkning vil altid før eller senere blive grebet af ekstremisme takket være dens beroligende enkle budskab, fundamentalisme og racisme.

Og hvis udviklingen mod den totale imbecilitet skal vendes, må vi af nødvendighed komme over vores mistro til intelligens, dannelse og viden. Alternativet har nemlig selv den mest demokratisk sindede ikke lyst til at tænke på.