Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Børn af religiøs analfabetisme

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skønt mange sikkert havde gjort sig tanker om følgerne af et regeringsskift, havde de færreste nok forudset, at så meget ville komme til at handle om kristendom. Men sådan gik det. Formuleringen i regeringsgrundlaget om Danmark som et kristent land har vakt opsigt, og i de seneste dage har diskussionen handlet om, hvorvidt en videnskabsminister må være troende. Dette gælder nemlig for Venstres teolog, Esben Lunde Larsen, der har udtalt, at han tror på, at Gud står bag livet. Det har ført til en ballade, der er både afslørende og deprimerende. Det er ikke mindst religionsforskere, der mener, at man er diskvalificeret som videnskabsminister, hvis man parallelt med anerkendelsen af videnskab rummer en tro på Gud, og sagen vidner om to ting. For det første om en chokerende lille indsigt i, hvordan religiøsitet og tro på videnskabelig viden fint kan rummes i ét moderne menneske. Og for det andet om kræfter, der faktisk minder om ond vilje i forsøget på at udskamme troende mennesker.

Religiøs uvidenhed er et kolossalt dansk problem, og ingen konfronteres mere med det end landets præster. Vi møder året rundt et bredt udsnit af befolkningen, og man kan konkludere, at det her i landet er norm, at man intet ved om forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Det er også udbredt at mene, at alle troende opfatter skabelsesmyten som bogstavelig sandhed, ligesom mange antager, at kristendommen er en lovreligion. Religiøst set udgør vi et nærmest spejlblankt folk, der gennem værdirelativering, uddannelsesideologi og materialisme har mistet kontakt til det indre rum, hvori religiøsitetens sprog lever. Derfor står danskerne i dag og glor undrende på en verden, hvor gudstro stadig findes, uden at de begriber hvorfor. Det er en lang proces, der har bragt os hertil, men et markant brud skete sidst i 1800-tallet. Teolog P.G. Lindhardt beskriver i sin bog om Grundtvig, hvordan grundtvigianernes forsøg på at vise, at »tro og viden er absolut uensartede principper og kan netop derfor forenes i én og samme bevidsthed«, blev nedtromlet af Georg Brandes’ oplysningsbegejstring og indædte had til kristendom. Brandes vandt kampen om menneskesynet, og vi bærer på byrden i dag.

Og den byrde er tung, for religiøs afmagt kan gøre os til halve mennesker. Vi bliver nemme ofre for individualismen, vi har utrolig svært ved at integrere religiøse mennesker iblandt os, og værst af alt – vi bliver frygteligt sårbare angående selve meningen med livet. For når tilværelsen ses som værende foruden given intention, reduceres menneskelivet til en tilfældighed, og det er ikke uden grund, at mange teenagere, der har gået i selvmords- tanker, angiver meningsløshed som årsag. De er opdraget til kun at tro på sig selv og egen præstation, og der foregår i denne epoke et katastrofalt svigt af vores børn. Ikke mindst som barn indser man, hvordan sjælen skal næres af noget, mennesket ikke selv kan frembringe, og alligevel sendes man ud i verden som endnu en religiøs analfabet uden et åndeligt sprog. En del af konsekvensen af den armod ser man i disse dage, hvor primitiv ringeagt hober sig op i synet på den, der tror. Hvis den nye regering kan skabe bare en smule besindelse angående denne ulykkelige danske virkelighed, har den formået meget.