Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bør jeg være bekymret, hvis min søn forelsker sig i en pige med ikke-vestlig baggrund?

»Israa Gharibs tragiske død viste os, at middelalderagtige værdier eksisterer i Mellemøsten,« skriver Ali Aminali. Foto af palæstinensiske kvinder, der demonstrerer for kvinders rettigheder i Ramallah efter Israa Gharibs død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Abbas Momani / AFP / Ritzau Scanpix

Denne tanke strejfede mig kort her i weekenden. Årsagen var forargelsen over det tragiske drab på Israa Gharib, der fyldte en del i mit Facebook-feed. Det fik mig til at tænke på de æresrelaterede voldsepisoder, der er sket inden for relativ kort tid i Danmark. Selvfølgelig skal jeg ikke være bekymret for, hvem mine sønner forelsker sig i, jeg er jo selv ikke-vestlig. Men hvad er det egentlig, der sker?

Israa Gharibs tragiske død viste os, at middelalderagtige værdier eksisterer i Mellemøsten. Værdier som præges af religiøse og kulturelle regler. Det var derfor positivt at se de sociale medier fyldt med afstandstagende meldinger fra betydningsfulde meningsdannere med ikke-vestlig baggrund.

Jeg var især rørt af Geeti Amiris udmelding på Facebook. Hvis vi skal komme æresdrab til livs, skal kvinder støtte hinanden i stedet for at stikke hinanden, skriver hun.

Ligesom Halime Oguz har hun med sin historie i forhold til social kontrol sat fokus på emnet. Men jeg må indrømme, at det undrer mig, hvorfor æresrelateret vold og social kontrol i Danmark ikke vækker større forargelse. Der har ellers været rigeligt med muligheder for at råbe højt.

5. maj lokkede et »tæskehold« en gravid 21-årig kvinde ud til et skovområde nær Aarhus. Formålet var angiveligt at få kvinden overtalt til at få en abort, fordi faderen til barnet var gift. Det endte i et brutalt overfald på kvinden.

26. august blev en 17-årig stukket ned på Århus Handelsgymnasium, tilsyneladende fordi han havde været sammen med en af voldsmændenes søstre.

Og tragisk nok, mens jeg sidder og skriver dette indlæg, tikker endnu en historie ind om, at en mor til en to årig er styrtet ned fra 1. sal efter flere knivstik. Ved denne sidste episode er motivet endnu ikke kendt, ej hellere etnicitet, men ofret bor på Skovvejen i Kolding, som er et ghettoområde med stor andel af ikke-vestlige borgere.

Disse hændelser har ikke sat hashtag-kampagner i gang og ej heller den store forargelse på de sociale medier.

»En stram udlændingepolitik og strengere straffe vil også gøre en forskel.«


Jeg har selv oplevet, hvordan ikke-vestlige unge muslimer forsøger at navigere i stærkt religiøse og kulturelle miljøer, hvor social kontrol dominerer, og familiens ære står øverst på listen. Som helhedsplans-medarbejder fandt jeg hurtigt ud af, at begrebet halal-kærester ikke bare var et sjovt ordsprog.

Halal-kærester betyder nemlig, at man er forlovet og dermed godt må »date« hinanden, for ellers er det haram – dvs. forbudt og kan potentielt sætte rygter i gang og skade familiens ære. Jeg har ikke tal på, hvor mange piger helt ned til 14-års alderen, jeg har mødt, der har »ring på«, fordi de har en halal-kæreste.

Foto: Ali Aminali.

For nylig faldt jeg i snak med en pige med ikke-vestlig baggrund. Hun kunne fortælle mig, at hendes muslimske kæreste efter flere år havde droppet hende, fordi hans familie ikke accepterede hendes trosretning. Hun var nemlig kristen, og han frygtede, at det ville skabe splid i familien.

For mig er alt dette klare tegn. Tegn, som fagpersoner og politikere burde reagere på. Især i disse tider, hvor flere ikke-vestlige unge forsøger at frigøre sig. Det gøres ikke udelukkende ved at give skulderklap til stærke stemmer som Geeti Amiri og Halime Oguz, men også ved at lytte til deres forslag.

F.eks. ved at arbejde mere forebyggende, tage kampen op mod kulturforskellene, der skaber rygtesamfund, sige fra over for særkrav i skolerne, i fritidsklubberne og ved at modarbejde den sociale kontrol i gymnasierne. Så vil man kunne gøre en forskel. En stram udlændingepolitik og strengere straffe vil også gøre en forskel. Men det kræver, at politikere og fagpersoner lytter til løsningsforslag og tør handle. Ellers er jeg bange for, at min bekymringer for mine sønner bliver en realitet i fremtiden.