Ritzau skriver 05.09.2013, at en ung mand på 14 år, der skulle have affyret to-tre skud mod en tatovørforretning i Køge, slipper for tiltale for drabsforsøg, da han er under den kriminelle lavalder. Hans medgerningsmand – en 15 årig, der kørte den knallert, som de efterfølgende stak af på – er blevet tiltalt af anklagemyndigheden for drabsforsøg i forening med den 14 årige. Altså selv samme 14-årige, som ikke bliver tiltalt grundet hans unge alder. Episoden skete i feb. i år under den verserende bandekonflikt.

Dette er den rystende virkelighed, som landets justitsminister argumenterer for, skal være en del af hverdagen og måden, justitsministeren ønsker at bekæmpe ungdomskriminalitet på. For hvis du er ung nok – trods du begår meget alvorlig kriminalitet – er det konsekvensløst. For justitsministeren ønsker ikke en nedsættelse af den kriminelle lavalder, men hævede den tværtimod ved sin tiltrædelse fra 14 til 15 år.

Den 14 årige vil maksimalt blive overdraget til de sociale myndigheder, men virkeligheden er, at det bliver en rent teoretisk og administrativ overdragelse, for hvis den unge ikke ønsker at samarbejde med de sociale myndigheder, er der absolut ingenting, de kan gøre. Og en ung mand, der er så forankret i bandemiljøerne og i en så ung alder kan finde på at skyde for at dræbe, vil jeg stille mig yderst tvivlende over for, om mener, at det er en rigtig god ide at følge de tiltag, som de sociale myndigheder stiller op overfor ham. Jeg tror personligt, han er fuldstændig ligeglad.

I marts måned i år blev det offentliggjort, at fire ud af 11 unge, der var blevet løsladt grundet hævelsen af den kriminelle lavalder trods domme for alvorlig kriminalitet, nu igen havde modtaget domme for alvorlig kriminalitet, og at en femte var sigtet for voldtægt. Justitsministeren lovede ellers ved løsladelsen af de 11 unge, altså inden de fik domme for ny kriminalitet, at der ville blive taget hånd om de unge fra de sociale myndigheder side for at sikre, at lignende kriminalitet ikke ville gentages. Justitsministeren glemte bare at fortælle, at en ung, der ikke ønsker indblanding fra de sociale myndigheders side, kan undlade at få det, da de ikke kan tvinge ham til det.

Ifølge justitsministeriets forskningskontor var der gennem de næsten to år, den kriminelle lavalder var 14 år, 210 domme til 14 årige, som omhandlede personfarlig kriminalitet. Dertil skal der selvfølgelig medregnes alle de sager, der ikke blev ført til doms bl.a. grundet tiltalefrafald, samt sager der ikke er kommet til politiets kendskab. Trods disse utvetydige tal, valgte regeringen at fastholde, at en hævelse af den kriminelle lavalder var den rigtige vej at gå.

Regeringen er nødt til at turde erkende, at der er et stykke Danmark, hvor god gammeldags dansk socialpædagogik ikke har sin gang, og hvor ingenting kan iværksættes, med mindre der reelt er en konsekvens ved ikke at følge det sagte. Men det er som om, at justitsministeren ikke vil forstå, at sådan er virkeligheden, og han i stedet blive ved med at forsøge at bortforklare virkeligheden ved at sige, at denne regering vil gøre noget andet end den tidligere. Han er desværre endnu ikke komme med, hvad regering så vil. For vi har hørt det mange gange, at justitsministeren i medierne har argumenteret for, at der bør gøres noget andet for at sikre, at unge ikke havner i alvorlig kriminalitet. Men reelle forslag til, hvad der skal gøres, er der endnu ikke blevet fremlagt.

Bandekonflikten har ikke givet meget lyd fra sig den seneste tid. Formentlig skyldes det, at hvert femte medlem af en bande- og rockergruppering sidder i fængsel på nuværende tidspunkt. Desværre er der intet, der tyder på, at konflikten er afblæst pga. roen, men derimod en bekymret grund til at tro, at banderne sunder sig, og det er et spørgsmål om tid, før konflikten blusser op igen. For her i stilheden er det nemmere at rekruttere nye medlemmer til en gruppering, som lige nu er i ro, mens man ruster sig til næste krig. Kommende medlemmer, der lige nu er under den kriminelle lavalder.

Alle ved, at ved en tidlig indsats, vil skaden og indsatsen være mindst og et fornuftigt resultat vil være størst. Men regeringen virker ikke til at forstå begrebet tidlig indsats og har gjort det til et spørgsmål om at vente længst muligt og trække tingene mest mulig i langdrag uden at handle. Dette kan virke som politiske drillerier og for at distancere sig fra den tidligere regerings indsats på det ungdoms-kriminelle område. Jeg har fuld respekt for en regering, der ønsker at markere sig med en anderledes tilgang til problemløsning end forgængerens. Dog er det meget svært at bevare respekten for en regering, som ikke sætte andre tiltag i værk, men blot lader de unge og deres ofre i stikken.

Hvis man virkelig ønsker at gøre en forskel på fremtidens ellers meget store samfundsproblem, er man nødt til at ophæve den kriminelle lavalder, og i stedet lade det være kriminalitetens art, der definerer, om man bør tvinges til behandling. En behandling, der bør foregår på dertil indrettede ungdomsinstitutioner med uddannet pædagogisk personale, der har den rette forståelse for lige netop disse unges problematik. Frivillighedsprincippet, som det sociale system arbejder med lige nu, preller fuldstændig af på den hårde kerne af ungdomskriminelle – som forbliver kriminelle.

Min dagsorden er en reel bekymring både for den unges fremtid og for alle de ofre, den unge tager med sig gennem livet, hvis han ikke får en anden retning på sit liv. Jeg undres over, hvad regeringens dagorden er?