Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Blokkenes opløsning

Det er godt for dansk politik, at blokkene er i opløsning. Og det bedste ville være, hvis Ministeriet Lars Løkke Rasmussen så også ville indrette den politiske proces efter denne tilstand og bruge Folketinget til det, som det er valgt til, nemlig at lovgive på baggrund af de forslag, som fremsættes af ministrene eller andre folketingsmedlemmer, efter meningsfyldte tre behandlinger i folketingssalen, mellemliggende saglige drøftelser i udvalgene, velmente høringer af organisationer, på grundlag af seriøse konsekvens-vurderinger osv.

John Wagner: »Det er skidt for dansk politik, at der pt. ikke er en »3. vej«. Men den kan jo komme, hvis Dansk Folkeparti får et kanonvalg, hvis Uffe Elbæks drømme går i opfyldelse, eller hvis EU-kommissær Margrethe Vestager vender tilbage til dansk politik. Men er det bedre?« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere

For statsminister Lars Løkke Rasmussen synes det allerede her – kun et år efter regeringsdannelsen – at være overraskende svært at holde sammen på »blå blok«. Det såkaldt parlamentariske grundlag bag statsministeren som statsminister består med nød og næppe, men Venstres politik savner på mange områder opbakning fra de partier, man måske slet ikke længere kan kalde støttepartier, og »blå blok« synes i hvert fald ikke længere at have et politisk projekt sammen, hvis den nogensinde har haft det – ud over at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister i mangel på bedre.

For den formentlig kommende statsminister, Socialdemokraternes Mette Frederiksen, synes karrieren indtil videre at afhænge af Alternativet, medmindre de Radikale også pludselig kommer i tvivl om, hvem de vil pege på som regeringsleder efter næste valg. »Rød blok« synes – lige som blå – kun at være et parlamentarisk grundlag for regeringsdannelsen, man har heller ikke her et politisk projekt sammen.

Det er skidt for dansk politik, at der pt. ikke er en »3. vej«. Men den kan jo komme, hvis Dansk Folkeparti får et kanonvalg, hvis Uffe Elbæks drømme går i opfyldelse, eller hvis EU-kommissær Margrethe Vestager vender tilbage til dansk politik. Men er det bedre? Måske det sidste, men det er jo en smagssag.

Under alle omstændigheder er det godt for dansk politik, mener jeg, at blokkene er i opløsning. Og det bedste ville være, hvis Ministeriet Lars Løkke Rasmussen (af latin minister = tjener, undergiven) så også ville indrette den politiske proces efter denne tilstand og bruge Folketinget til det, som det er valgt til, nemlig at lovgive på baggrund af de forslag, som fremsættes af ministrene eller andre folketingsmedlemmer, efter meningsfyldte tre behandlinger i folketingssalen, mellemliggende saglige drøftelser i udvalgene, velmente høringer af organisationer, på grundlag af seriøse konsekvens-vurderinger osv.

Ja, det lyder lidt gammeldags, men i mange andre sammenhænge er »retro« jo blevet moderne, så hvorfor ikke i den politiske proces? Lad os få et samarbejdende folkestyre, hvor både regering og folketing kommer til at stå til ansvar for deres gerninger, når forslag forhandles i fuld offentlighed – og ikke som nu (eller for den sags skyld under regeringen Bjarne Corydon) forhandles i det skjulte med partierne enkeltvis med de manipulations-muligheder, som det giver ministrene.

Alternativet til en mere åben og ydmyg lovgivningsattitude fra regeringen kan ikke »bare« være, at mediebestemte enkeltsager kommer til at overskygge endnu mere, men også et egentligt opbrud i dansk politik, som partiet Alternativet er udtryk for. Og det bliver på alle måder dyrt!

Derfor burde statsministerens nok så omtalte »topmøde« på Marienborg være holdt på Christiansborg med TV-transmission, som vi kender det fra Folketingets høringer. Derfor bør de egentlige politiske forhandlinger i større omfang foregå i folketingssalen og udvalgene fremfor på ministerkontorerne og – når det virkelig gælder – i Struenseeværelset i Finansministeriet.

Lad os her – tæt på Grundlovsdag – få lidt mere folkestyre (i form af respekt for Folketinget) og mindre regeringsmagt, som i stigende grad udvikler sig til afmagt.