Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Blød i Gabolden

»For offentligheden kan tilgive alt, hvis filmen er god. Men det er ikke nok, at den er svimlende smuk. Svimlende smuk talentløshed er på en måde værre.«

14debAnnaLibak.jpg
Anna Libak Fold sammen
Læs mere

Forleden bekendtgjorde DRs forhenværende dramachef Ingolf Gabold i Politiken, at TV-serien »1864« alligevel havde været et politisk manifest.

Han havde bare ikke sagt det dengang i 2014, for det havde ikke været sjovt for ham selv: Så var han blevet fyret eller havde fået en advarsel, eller i hvert fald var han blevet stærkt upopulær i hele DR, fordi han undergravede institutionens legitimitet som statslig finansieret public-service-virksomhed. Så havde det kostet noget. Personligt. Men nu kunne han gøre det, for nu var han blevet pensionist, og så skide være med DR.

Eller hov! Det sidste siger han jo ikke. Det er mig, der plaprer. Nej, faktisk må man forstå interviewet således, at han nu taler ud i Politiken for samfundets skyld. »Hvis sådan nogle som Ole Bornedal og jeg ikke kan få lov at udtrykke os, så er samfundet meget ilde stedt,« siger han. Se, det lyder jo ildevarslende. Så jeg håber sandelig, at han også fremover får lov at udtrykke sig politisk, alt det han vil. Specielt, hvis det ikke behøver at koste 100 millioner kroner. For det kan godt være, at det er sundt for samfundet, men det er levertran også, og de fleste lever da godt foruden.

Sagen er, at Gabold aldrig fattede, hvad kritikken af »1864« gik ud på. Den gik ikke ud på, at TV-serien var politisk. »Band of Brothers« er også politisk, og den er heller ikke just en reklame for krig. Og alligevel er den god. Nej, kritikken gik på, at det politiske budskab var så ensidigt, at det smadrede »1864« kunstnerisk. For offentligheden kan tilgive alt, hvis filmen er god. Men det er ikke nok, at den er svimlende smuk. Svimlende smuk talentløshed er på en måde værre.

Så lad os prøve at udsætte Gabold for hans egen medicin. Hvad nu, hvis det var Didrich, den rige godsejersøn, der ville forsvare Danmark, som var helten i den film? Og som med sit modige, patriotiske eksempel inspirerede de luddovne og træske husmandssønner Laust og Peter til at drage i krig, hvor de blev lutret til stærke mænd, der kæmpede mod overmagten til det sidste?

Og hvad nu, hvis der, mens de var borte i krigen, oh ak, oh ve, var sigøjnere, som slog lejr ved godset, og deres blik faldt på Didrichs hustru; en skønmø med hår som guld og øjne så blå som skovsøer.

Og de hærgede og plyndrede godset og voldtog hende, og sådan kan man se, hvordan det altid går galt, når udlandet kommer forbi. Men ak, hun blev gravid med sine voldtægtsmænd og døde senere i barselsseng, før hun nåede at se den hårdt sårede Didrich igen.

Så da han endelig vendte hjem, slemt såret efter nederlaget, fandt han i stedet et lille barn med sorte lokker og øjne så blå som de dybeste skovsøer, der rakte de små buttede barnearme mod ham. Og da faldt Didrich på knæ og græd og takkede sin skaber, fordi en del af hende trods alt levede videre. »Papa, græd ikke, du er en helt, du kæmpede for Danmarks ære,« trøstede den lille ham på fejlfrit dansk. Og så sluttede filmen med, at han gjorde papsønnen til sin enearving.

Lyder det som noget nationalistisk præk? Gu gør det så.

Hvad i alverden får så Gabold til at tro, at antinationalistisk præk er bedre? At vi orker film, hvor de rige og magtfulde er de onde, de fattige gode og sigøjnerne de bedste?

Det gælder stadig: Al god kunst er politisk. Al politisk kunst er dårlig.