Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Blodig weekend sidder i kroppen

Bente Dalsbæk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den sidder stadig i kroppen, denne blodige weekend, da Valentinsdags røde hjerter blev til lørdag og søndags hadefulde blodspor gennem min fødeby. Weekenden, hvor Finn Nørgaard og Dan Uzan brutalt mistede livet, og fem politibetjente blev såret for hånden af et menneske, hvis bevæggrunde er mig både ubegribelige og utålelige på én og samme gang. Den rusker inde i min sjæl, dér hvor sorgen, medfølelsen med de pårørende – og ja, også frygten for mig og mine – sidder. Der går nok længe, meget længe før det håndfaste greb løsnes især i de pårørende – ja, i hele Danmark.

Men grebet løsnes efterhånden, dog i meget forskellig takt, tænker jeg, idet jeg observerer, at dét med takten og takten - og her mener jeg pli og tempo - især i timerne efter det første angreb på arrangementet i Krudttønden på Østerbro har helt forskelligt udtryk hos forskellige mennesker.

Jeg fulgte begivenhederne på Twitter, hvor der, som en slags folkeligt Ritzaus Bureau ikke var langt mellem opdateringerne, der bragte både op- og efterlysninger ude fra Østerbro. Indimellem også forskellige kommentarer, og lige dér i mit feed, blev jeg pludselig selv ramt – på ingen måde sammenligneligt med ofrene, men lige midt i min forargelse. For sekunder og minutter efter, at nyheden om, at den på det tidspunkt endnu ukendte mand, der blev skudt på klos hold ved Krudttønden var afgået ved døden, ja, der strøg der også et par lystige kommentarer ind, for jeg følger dagligt adskillige morsomme mennesker, hvis vid og bid jeg normalt sætter meget pris på. Bare ikke lige dér.

»Det her er første gang en svensker er blevet angrebet på Østerbro uden, at Christian Poulsen har været involveret« lød et tweet med henvisning til det nærliggende fodboldstadion og vores evige kampe med svensken dér. Andre kvikke kommentarer handlede især om den meta-kommentering, der typisk findes på Twitter, hvor man ofte kommenterer på mediernes håndtering af begivenheder, valg af værter eller gæster i studiet og disses ageren i samme. Det er som regel et sjovt afbræk i, hvad der ellers også kan byde på interessante diskussioner eller informationer fra verden omkring os.

MIN KOMMENTAR VAR, at jeg fandt det tragisk, at man så hurtigt kunne gøre sig lystig, når vi lige havde fået kendskab til et dødsoffer. Efterfølgende har jeg brugt meget tid på at tænke over, om det fra min side måske netop ikke er at forsøge at trimme andres ytringsfrihed, og at det jo vil være en smule ironisk al den stund, at det pågældende attentat netop var rettet mod et ytringsfrihedsarrangement? Trak jeg lige »Sur Moster«-kortet?

Måske. Men at jeg bliver stødt, og siger det, er også et perspektiv af ytringsfriheden. For det må jeg gerne, og jeg slår jo ikke nogen ihjel af den grund, men påpeger bare, hvad jeg personligt finder upassende. Hvilket i den grad er ret individuelt, det ved vi jo allerede, men især når det kommer til humor. Dog kan jeg alligevel ikke forlade den tanke, at der er en forskel på de rigtig levende mennesker, der blev slået ihjel og såret i weekenden og så alverdens døde profeter. Ligesom jeg heller ikke kan forlade den tanke, at der godt nok er forskel på, hvad nogle kalder galgenhumor, og andre, herunder jeg, kalder pli.