Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bliv klogere i Aarhus

Michael Böss, Lektor, Leder af Canadian Studies Centre, Aarhus Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nationalromantik er ikke ligefrem noget plusord for danske venstreintellektuelle. Den er nærmest indbegrebet af en periode, vi skal distancere os fra. For vi skal lære at være »verdensåbne,« som det hedder i dag.

Da nationalromantikken ramte Danmark i første halvdel af 1800-tallet, begyndte danskerne at lukke sig om sig selv. Det var dengang, vi blev fremmedfjendske, selvtilstrækkelige, selvoptagede og tilbageskuende mod fordums tabte storhed, hører man det sagt på universiteterne. Og de litteraturstuderende lytter og holder sig helst til deres egen tid. Så vidt åbenheden. Godt, at vi stadig har kunsthistorikerne til at give os et mere nuanceret syn på fortiden.

At det er med rette, de kalder perioden for »guldalderen,« kan man forvisse sig om ved at tage til Aarhus og besøge udstillingen »Guld – skatte fra den danske guldalder«, som vises på ARoS frem til 20.oktober.

UDSTILLINGEN ER en rigtig fordomsknuser. Den viser f.eks., at det ikke var dengang, vi lærte at »blive hjemme.« Det var tværtimod en tid, vi begyndte at rejse ud. Det viser udstillingens kurator, adjunkt Karina Lykke Grand, os i et afsnit med »rejsebilleder.« Kunstnerne tog til Italien og kom hjem med lærreder, datidens borgerskab ønskede på væggene: Billeder af et uspoleret land med et autentisk folkeliv og levn af antik storhed.

Hvad Grand dog kan afsløre, er, at kunstnernes private breve og skitser viser, at rejsen til Italien vendte op og ned på deres egne forventninger: Allerede dengang var Italien overrendt af turister. Og i virkeligheden var de selv vel en slags.

Der er en tendens i dag til at se oplysningen som en model for nutiden, fordi det var i den periode, at begrebet om menneskets universelle rettigheder blev formuleret, og hvor rationalitet og den frie tanke blev hyldet. Men udstillingen minder os om, at det først var i romantikken, at oplysningens liberale og republikanske ideer blev demokratiseret og gjort relevante for andre end samfundets elite. Folkevækkelserne var demokratiske vækkelser. Næsten overalt i Europa førte de til mere eller mindre vellykkede revolutioner i folkets navn. Specielt i 1848. Selv om der skete en fredelig afslutning på enevælden i Danmark, var den immervæk en politisk revolution. Udstillingen demonstrerer, at kunstnerne – både landskabsmalerne og portrætmalerne – samarbejdede med de liberale kræfter om at skabe den demokratiske mentalitet, der lå bag.

Og selv om Danmark blev stadigt mindre fra 1814, var det danske guldaldersamfund i både bogstavelig og åndelig forstand et samfund i ekspansion og »for fuld damp.« Fabrikker skød op, dampkraften gjorde det muligt at producere mere effektivt og at transportere hurtigere end nogensinde. Desuden var det en guldalder for naturvidenskab og udveksling af ideer på tværs af Europa. Den Grundtvig, der jo kæmpede for »danskhed« og det danske sprog, ville aldrig have været blevet en nationsbygger, hvis han ikke havde kunnet læse tysk, fransk og engelsk – foruden græsk, latin og hebræisk.

Ja, måske var guldalderens mentalitet i virkeligheden mere dynamisk, demokratisk og kosmopolitisk end i dag, hvor unge skal tvinges til at blive iværksættere, interessere sig for naturvidenskab og teknologi og lære andre sprog end engelsk. Tag derfor til Aarhus og bliv visere!