Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bjørn Lomborg: Trump giver faktisk håb for klima-politikken

»700 millioner lever i ekstrem fattigdom, og 2,4 milliarder er uden rent drikkevand og sanitet. Disse problemer kan tackles effektivt.«

Bjørn Lomborg. Fold sammen
Læs mere

Valget af Donald Trump og af et flertal af Republikanere i begge huse i Den Amerikanske Kongres har forfærdet miljøforkæmpere og klimaaktivister, som har erklæret, at de næste fire år vil blive »katastrofale«. Frygten er forståelig. Vi har meget at lære om den nye administrations planer. Men det vil måske overraske mange, at den smule, vi ved, giver os en vis grund til at være håbefulde.

Det bør kunne tages som givet i 2016, at klimaændringer er virkelige og for det meste menneskeskabt. Førhen har Trump været meget klimaskeptisk, men efter valget har han anerkendt »nogen sammenhæng« mellem menneskelig handlen og klimaforandringerne.

Det, der virkelig betyder noget, er ikke tale, men handling. I valgkampen sagde Trump at han ville droppe klimatraktaten fra Paris, men nu har han sagt, at »jeg har et åbent sind. Vi vil se på det meget omhyggeligt«.

Hvis han alligevel gennemfører sit løfte om at droppe de amerikanske klimaløfter vil det langtfra være den apokalyptiske begivenhed, som nogle antyder. Det vil faktisk kunne byde på muligheden for en smartere fremgangsmåde.

Selv lidenskabelige tilhængere anerkender, at Paris-traktaten i sig selv vil gøre meget lidt for at begrænse den globale opvarmning.

FN anslår, at hvis hvert enkelt land rent faktisk foretog hver eneste af de lovede CO2-nedskæringer mellem 2016 og 2030 i fuld udstrækning og uden at snyde, ville CO2-udledninger stadig kun blive skåret med en hundreddel af det, der er nødvendigt for at holde temperaturstigningen under 2°C.

Alligevel vil løfterne fra Paris være dyre. Når man forsøger at skære CO2, selv med en effektiv skat, gør man billig energi dyrere – og det gør økonomisk vækst langsommere. Nutidens grønne teknologi er stadig meget ineffektiv og kræver betydelige tilskud.

Beregninger baseret på de bedste fagfællebedømte økonomiske modeller viser, at omkostningerne for løfterne fra Paris – med langsommere BNP-vækst fra højere energiomkostninger – ville nå op på et-to tusind milliarder dollars om året fra 2030.

Desuden ville Paris-aftalen sandsynligvis være gået i sig selv, også hvis Trump ikke var blevet valgt. Mange udviklingslande, der skrev under, har forventninger om at drage fordel af en »kompensationsfond« på 100 milliarder dollars fra rige lande hvert år fra 2020. Disse penge ville sandsynligvis aldrig blive til noget, hvilket truer hele aftalen.

Trumps løfte om at droppe Paris vil ikke blot betyde meget lidt for temperaturstigningerne, det vil afholde verden fra at arbejde mod en politisk blindgyde.

Klimaøkonomer har fundet, at forskning og udvikling (F&U) i grøn energi er en meget mere effektiv fremgangsmåde.

Det stemmer i høj grad overens med Trumps kampagneløfte om »investering i forskning og udvikling på tværs af den brede akademiske verden«. Det ville også styrke det globale konsortiums arbejde, der stiler efter at fordoble den globale forskning og udvikling af grøn energi. Denne investering i opfindsomhed kunne bidrage til at innovere prisen på grøn energi ned under fossile brændstoffer. Først da vil vi virkelig kunne standse klimaændringer.

Udtalelser fra Trumps kampagne giver også håb om, at den næste administration vil skabe en global udviklings- og støttepolitik, der anerkender, at klimaet blot er ét problem blandt mange.

Som svar på spørgsmålet om global opvarmning svarede kampagnen, at »den bedste brug af vores begrænsede finansielle midler måske burde være at sørge for, at hvert eneste menneske i verden har rent vand. Måske burde vi koncentrere os om at udslette de sygdomme, der stadig findes rundt omkring i verden, som for eksempel malaria. Måske burde vi fokusere vores anstrengelser på at øge fødevareproduktionen for at holde trit med verdens altid voksende befolkning.« Dette ville være et stort skift. OECD analyserede omkring 70 procent af udviklingsstøtten fra USA og andre rige lande og fandt, at omkring en fjerdedel går til støtte, der har med klimaet at gøre.

Det er umoralsk, når to milliarder mennesker lider af underernæring, 700 millioner lever i ekstrem fattigdom, og 2,4 milliarder er uden rent drikkevand og sanitet. Disse problemer kan tackles effektivt, hvilket vil hjælpe mange flere mennesker. Det er det, verdens fattigste siger, skulle være vores prioritet. FN spurgte næsten ti millioner mennesker verden over om de politikker, de prioriterede højest. Uddannelse, sundhed og ernæring var øverst på listen. Klimaet var allernederst.

På trods af den langstrakte valgkamp og på trods af, hvor ilter og bralrende den var, efterlod den store ubesvarede spørgsmål om den tiltrædende præsidents positioner om klimaændring, støtte og udvikling.

Men overraskende nok er der nu reel mulighed for handling: Ikke blot at droppe den ineffektive Paris-aftale, men at innovation af grøn energi for at fokusere på en rigtig løsning på klimaændring og på at hjælpe verdens dårligst stillede mere effektivt.

  • Bjørn Lomborg er leder af Copenhagen Concensus Center.