Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bismarcks pølser

Mikkel Vedby Rasmussen: »Jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de,« konstaterede Bismarck.

Mikkel Vedby Rasmussen, Professor, Institut for statskundskab Fold sammen
Læs mere

På den nyåbnede restaurant Geist på Kongens Nytorv arbejder kokken Bo Bech efter en anden opskrift. Her sidder mange af gæsterne ved en bardisk omkring køkkenet. Dér sad min hustru og jeg med udsigt til tilberedningen af vores forretter, og mens vi nippede til vores champagne talte vi om ledelse. Kreative ledere som gourmetkokke er blevet ledelsesikoner i et omfang, hvor chefen for den legendariske El Bulli har droppet at lave mad til fordel for ideudvikling og innovation. Bo Bech har fulgt Gordon Ramsays opskrift på, hvordan man for åben skærm kan vende et skrantende spisested. Det handler ikke så meget om mad, som hvordan man laver den og hvilke rammer man skaber for den, og det kan vi alle sammen lære noget af.

Mad har været en lidt for oplagt metafor for ledere med vinkælder og repræsentationskonti; især når man tager i betragtning, at restaurationsbranchen er berygtet for, at køkkenchefer primært leder ved at råbe ad medarbejderne. Men måske netop derfor har kokkene været et forfriskende pust i en uendelig række af ledelseskurser, hvor medarbejdere betragtes som tøjdyr, som deres ledere skal lære at nusse.

At se professionelle arbejde med deres fag giver altid respekt, og hvad Geists personale virkelig demonstrerer ved at lave maden for øjnene af gæsterne, er mod til at stå ved deres arbejde. De er professionelle og ikke ofre, som medarbejdere uværgerligt bliver, når de gøres til managementtøjdyr. Som gæst oplevede jeg et professionelt samarbejde defineret af en klar ansvarsfordeling. Når man således kan se, hvordan pølsen bliver lavet – eller i hvert fald, hvordan den bliver stegt – er det en magtfuld metafor for, hvordan ledelse i virkeligheden altid er: man leder altid med publikum. Et publikum, som i første omgang består af ens medarbejdere, men også af ens chefer, kunder og alle dem, som virksomhederne har relationer til. Og de bedømmer én hele tiden – som gæsterne bedømmer Bo Bech og hans folk på Geist.

Bismarck foretrak, at folket ikke kendte til, hvad der foregik i politikkens grovkøkken. Det gjorde måske livet lettere for ham – men gjorde det politikken, eller for den sags skyld pølserne, bedre, at omstændighederne for tilberedning blev holdt skjult?