Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bier og janteloven

Sørine Gotfredsen: Så skete det alligevel, og begivenheden fortæller en del om dansk selvopfattelse.

Sørine Gotfredsen, Sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Instruktør Susanne Bier fik en Oscar for sin film »Hævnen«, der handler om nogle mennesker, der tvinges til at forholde sig til tilgivelse, hævn og kærlighed. Biers succes har fyldt meget, og man har diskuteret, hvorfor »Hævnen« ikke herhjemme har fået en eneste pris, når den faktisk scorede en Oscar. En del forklarer det med dansk jantelov og mener, at vi ikke kan rumme en kunstner af Biers format og derfor gør hende til den grimme ælling i andegården. Dette er en misforståelse, og teorien udstiller den danske favorit-flagellant-øvelse gående ud på i dyrkelsen af egen lidenhed at tage det for givet, at man i den store verden forstår alting meget bedre end her. For det er jo muligt, at Biers film ikke blev overset herhjemme på grund af jantelov, men fordi den er middelmådig og primært bæres af et par suveræne skuespillere. »Hævnen« lukrerer på nogle kristne grundtemaer, der desværre ikke tænkes til ende, men mest fungerer som pseudofilosofisk staffage. Den udgør et konstrueret følelsesdrama, der stille og roligt fuser ud i en temmelig sentimental finale, og mens den slags betaler sig kommercielt, kan det ikke kaldes stor filmkunst.

Denne ædruelige sondring er i begejstringen druknet blandt landets filmskribenter og journalister, og mens det for tiden diskuteres, om boganmeldere er for barske i tonen, synes det modsatte at gælde i filmbranchen. Her formulerer man sig som regel pænt og af og til næsten tilbedende, hvilket behandlingen af Susanne Bier demonstrerer. Frem for grundigt at analysere det spinkle indhold i »Hævnen« rettes opmærksomheden mod kvinden selv. Dette hænger selvsagt sammen med, at hun på alle tangenter formår at optræde i Hollywood, og den slags har en lille usikker landbefolkning respekt for. Man hylder hendes sikre markedsføring i stedet for at spørge, om det dybest set er særlig velgørende at se en dansk instruktør valse rundt i Los Angeles og med egen stylist blive forvandlet til et gennemført mainstream-produkt. Susanne Bier ser det åbenlyst som et mål at tilpasse sig den amerikanske smag, kvindetype og paniske angst for ældning, og hendes kunstneriske integritet anfægtes, hver gang hun i en ny hundedyr silkekjole stiller sig i positur som salgsobjekt.

Problemet med janteloven er ikke, at den findes, men at den ofte anvendes forkert. Det sker, når den slynges i ansigtet på den, der ikke blot hylder det, flertallet (specielt i udlandet) entydigt roser. Men i stedet insisterer på at tale om kunstnerisk indhold uden at lade sig dupere af denne verdens distanceblændere. Så mens Bier lærer os, at mange virkelig er til fals for glimmer og glamour, skal det her anerkendes, at forstandige mennesker i den danske filmbranche besluttede ikke at lade priserne regne ned over »Hævnen«. Ligesom der skal lyde kritik af de journalister - ikke mindst på TV - der i denne uge har løbet logrende rundt i hælene på den minkklædte Susanne Bier og med stor benovelse fortalt om en dansker i stjerneland. Vi har brug for at forstå janteloven rigtigt, vi har brug for mere sikker kritisk sans, og vi har brug for med mod og skarphed at afvise det, der er form mere end indhold. Også selv om man i Hollywood falder pladask for det.