Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I Håndværksrådet og blandt vores flere end 20.000 medlemmer er vi imidlertid ikke enige med regeringen, og vi frygter i stedet, at betalingsringen vil føre til større omkostninger og mindre aktivitet blandt virksomheder og forretningsdrivende inden for og tæt på ringen i de københavnske forstadskommuner.
Vi vil derfor på det kraftigste advare regeringen mod at hastegennemføre en så gennemgribende forandring af især de små og mellemstore virksomheders vilkår, og vi undrer os over, at regeringen end ikke har hørt erhvervslivet, før en så drastisk beslutning bliver skrevet ind i den nye regerings arbejdsprogram.
Planerne om en høringsfase i januar er blot en skinmanøvre, da beslutningen reelt allerede er truffet hen over hovedet på bilister, detailhandlende, håndværksmestre o.a., som hver eneste dag har ærinder i og omkring hovedstaden.
Foreløbig kender vi ikke regeringens konkrete planer om, hvor betalingsringen skal løbe. Men uanset om den kommer til at følge Ring 2, eller om den flyttes ud til Københavns kommunegrænse, vil betalingsringen have store økonomiske konsekvenser for de små og mellemstore virksomheder, som i forvejen lider hårdt under de seneste tre års hårde nedtur og som af konkurrencemæssige årsager ikke har mulighed for at vælte ekstra omkostninger over i priserne.
Det er virksomheder, som i forvejen må slås med et stigende omkostningsniveau på grund af andre politisk besluttede meromkostninger så som nye affaldsgebyrer, fedtafgifter og snart også forhøjede energiafgifter m.v.
Håndværksrådet erkender, at der er et problem med store bilkøer på indfaldsvejene til og fra København. Et trængselsproblem, som er dyrt for samfundet. Men vi er overbevist om, at løsningen på det problem ikke er højere skatter på virksomhederne og pendlerne, men derimod at tænke i nye baner. Det kan f.eks. være en havnetunnel og bedre offentlige transportmuligheder - eller tænke et nyt roadpricing-system sammen med regeringens andre planer om en mere grøn bilbeskatning.
Vores råd til regeringen er derfor at stoppe op. Spring betalingsringen over og vent til et roadpricing-system kan etableres. Ingen har alligevel efterspurgt en betalingsring, og regeringen kan derfor trygt lægge planerne i skuffen uden risiko for at tabe ansigt.