Således kunne man 19. marts læse Karen West anklage KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen for at svigte de socialt kontrollerede etniske minoritetskvinder. Og 27. marts får vi endnu et indlæg, denne gang af Elmas Berke, der gør ligeså. Væsentligste forskel er, at det alt for vage »etniske minoritetskvinder« nu er skiftet ud med det langt mere potente »muslimske kvinder«.

Fronterne er trukket skarpt op: West og Berke taler på vegne af de mange undertrykte, socialt kontrollerede muslimske kvinder, mens Møller Jensen bliver eksponent for en venstrefløjsfeminisme, der hellere vil snakke kvoter og forbud mod købesex end udvise søstersolidaritet med muslimske kvinder. Rollefordelingen levner ikke plads for tvivl. Jeg mener, hvem vil også associeres med kvotefikseret elitær feminisme, når man kan være på holdet, der taler den lille kvindes sag? Anklagen kommer til trods for, at West og Berke udmærket godt ved, at KVINFO siden 2002 har drevet et mentornetværk for etniske minoritetskvinder, ligesom institutionen har partnerskabsprojekter om kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i Mellemøsten. At Møller Jensen som leder af KVINFO har forsømt sine muslimske medsøstre er således en sandhed med modifikationer.

Anklagen går vel også snarere på arten end omfanget af det arbejde, institutionen udfører. Der står nemlig ikke skrevet »at redde muslimske kvinder fra islam« med fed hen over KVINFOs projekter. Det provokerer i nogle kredse, forstår jeg. Til gengæld er vi en del, der ser KVINFO-approachen som en kærkommen afveksling. Guderne skal vide, at det ikke har skortet på røster, der med vold og magt vil italesætte muslimske kvinder som evigt undertrykte. Det retoriske kneb er velkendt til hudløshed: Sig »muslimske kvinder«, sig »tabu«, sig »den politiske korrektheds svøbe«, og du skal få spalteplads og ørenlyd.

Desværre får West og Berke hægtet sig på fortællingen om en skiftevis konfliktsky og indifferent elitær venstrefløjsfemi nisme. Og det er rigtig, rigtig trist. For den kamp, Berke har påtaget sig, er vigtig og svær. Der er historiske paralleller til dagens Mellemøsten, hvor kvinder, der bringer ligestilling og kvinders rettigheder på banen, har måttet kæmpe på to fronter: på den ene side mod arven fra en kolonimagt, der ville bruge muslimske kvinder i legitimeringen af det koloniale projekt, og på den anden side mod et konservativt bagland, som ser al ligestillingskamp som vestlig intervention. Det er en kamp med mange fjender og kun få venner. Derfor er det også både besynderligt og ærgerligt, at Berke vælger at rette skytset mod en institution, der netop er lydhør for, at det er i dette spændingsfelt, muslimske kvinders ligestillingskamp udspiller sig.