Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Beskyldninger om nazifortid på Sankt Petri Skole: »Det gør ondt at opdage, at tingene var anderledes end man troede«

Foto: peter helles eriksen.
Læs mere
Fold sammen

Fredag 11. august 2017 offentliggjorde Berlingske en kronik med titlen »Spørgsmålet om Sankt Petri spøger stadig: I hvilken ånd bliver disse skoler ledet?«

Baggrunden for Karin Sintrings kronik er forskellige artikler i Berlingske udløst af en ny bog om NSDAP-medlemmernes virke i Danmark under Anden Verdenskrig, udgivet af historiker Ole Brandenborg Jensen. Brandenborg Jensen har undersøgt Sankt Petri Skoles tyske læreres tilknytning til det tyske nazi-parti »Det nationalsocialistiske tyske arbejderparti« (NSDAP) i perioden 1930 til 1945. Brandenborg fandt belæg for en stor tilknytning blandt skolens lærere samt ledelse til dette parti, og desværre ikke kun dette, men også at jødiske elever blev chikaneret eller med nutidens ordvalg: mobbet ud af Sankt Petri Skole.

Hvordan har Sankt Petri Skole så reageret? Bestyrelsens formand Marc Christoph Wagner svarer undvigende, at skolen ønsker, at en uafhængig historiker skal gennemgå skolens historie, men det sker ikke lige nu. Og så mener bestyrelsen måske, at det bedste forsvar er et angreb: Berlingske vinkler ifølge Wagner emnet forkert. Wagner udtaler, at Sankt Petri Skole er en dansk skole, lige så dansk som Dannebrog, Tivoli og hygge, dog set med tyske øjne den ældste af 140 tyske skoler i udlandet.

Jeg har fra 2000 til 2015 været skoleleder på Sankt Petri Skole og blev overrasket, da jeg læste om Ole Brandenborg Jensens bog og oplysningerne om Sankt Petri Skole. I alle de år, jeg har været ansat, har den »officielle historieskrivning« om skolen desværre tegnet et andet billede af skolens rolle i 30erne og 40erne: At netop de tætte bånd mellem den til begge institutioner knyttede kongelige patron og Sankt Petri Skole og Sankt Petri Kirke havde forhindret en nazificering af skolen. Det gør ondt at opdage, at tingene var anderledes end man troede. Skolens og kirkens historieopfattelse af 30erne og 40erne har været præget af de skrifter, som var forfattet af H.W. Praetorius, der var skoleleder på Sankt Petri Skole og medlem af NSDAP.

Særlig forpligtelse

Sankt Petri Skole har med sin dobbelte status som både dansk privatskole og tysk »Auslandsschule« i mine øjne en speciel forpligtelse til at forholde sig til den tyske historie.

De tyske skoler i udlandet, kaldet »Deutsche Auslandsschulen«, er en del af tysk kulturpolitik og har bl.a. som formål at fremme mødet mellem den tyske kultur og gæstelandets kultur, fremme kendskab til det tyske sprog samt ikke mindst tilbyde undervisning til tysktalende børn i udlandet.

Skolerne hører direkte under en afdeling af det tyske udenrigsministerium og forpligter sig i forhold til undervisningens indhold, prøveformer etc. Skolerne får afmålt økonomisk støtte fra Tyskland. Der findes mere end 140 skoler, Sankt Petri Skole er den ældste af disse skoler.

Netop som tysk skole i udlandet har Sankt Petri Skole et specielt ansvar for at forholde sig til Tysklands historie og dermed også nazisternes aktiviteter i København og på Sankt Petri Skole. Richard von Weizsäcker, Tysklands tidligere forbundspræsident (1984 – 1994) og selv elev på Sankt Petri Skole i årene 1924 til 1926 har udtrykt det meget klart: »Den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden.«

Nutidens tyskere og tyske institutioner, og hertil hører også Sankt Petri Skole, har ikke ansvar for, hvad der skete i 30erne og 40erne, men de har et kollektivt ansvar for, at folkemord ikke kan ske igen samt en speciel forpligtelse til at efterleve etisk moralske værdier. Det forudsætter dog at man kender den tyske og sin egen historie.

Smerteligt konkret

Katrin Sintring belyser smerteligt konkret via kildestudier, hvad skolens nazistiske politik i 30erne har betydet for to af skolens jødiske elever. Katrin Sintring er selv mor til to børn på Sankt Petri Skole, og hun føler ansvar for sine børns skole. Men hvor er skolens bestyrelse eller ledelse? Katrin Sintring spørger i sin kronik med rette af hvem og hvordan Sankt Petri Skoles fortid er blevet håndteret. Hun udtrykker sin forundring over, at reaktionerne på Berlingskes artikler om Sankt Petri Skoles fortid er overraskende ligeglade eller nærmest defensive.

Jeg havde håbet på, at Sankt Petri Skole ville håndtere de oplysninger, Ole Brandenborg Jensen har offentliggjort, med åbenhed. Desværre kan jeg ikke fornemme dette i bestyrelsesformandens udtalelser. Og så gentages historien jo bare: Praetorius tegnede et pænt billede og Marc Christoph Wagner fejer under gulvtæppet. Det er mere end beklageligt.

Sankt Petri Skole har i 30erne udgrænset børn pga. deres religion med ganske forfærdelige konsekvenser. I dag står der i skolens værdigrundlag: »Mobning, udgrænsning og lignende har ingen plads hos os.« Hvordan kan vi være sikker på det, når skolen ikke engang vil vedkende sig sin egen historie?

Dagmar Leng-Rasmussen er skoleleder ved Jyllinge Skole og tidl. skoleleder på Sankt Petri Skole.