Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Berlingske mener: Efter terroren

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Terroren, der ramte København, havde ildevarslende lighedspunkter med de ugerninger, der foregik i Paris for kun lidt over en måned siden: Først et angreb mod ytringsfriheden i skikkelse af en tegner og de omgivelser, hvori vedkommende befandt sig. Dernæst et attentat rettet mod jøder. Og undervejs dertil med flere politifolk som ofre, i dette tilfælde dog heldigvis ikke dødelige. Men to civile danskere omkom under det dobbelte terrorangreb angiveligt foretaget af den 22-årige formodede gerningsmand, hvis motiver af politi og efterretningstjeneste formodes at være drevet af sympati med den radikale, militante udgave af islam, som eksempelvis Islamisk Stat repræsenterer. Dermed er den globale terror for alvor rykket til Danmark, hvilket desværre er noget, mange har forudsat ville kunne ske; vurderingen af trusselsniveauet mod Danmark har længe været skærpet. Nu viser det sig, at det var velbegrundet. Det er måske ikke overraskende. Ikke desto mindre er det et chok, som efterlader os med et andet Danmark end det vi levede i forleden. Nu ved vi, at terroren er en brutal realitet i vores midte.

De første reaktioner efter en sådan forbrydelse er en appel til samling. Den hørte man i går fra samtlige toneangivende politikere fra alle fløje i dansk politik. Samlingen var også international; der var sympatitilkendegivelser fra stats- og regeringschefer fra alle dele af verden, og den franske indenrigsminister rejste straks til København for at vise sin solidaritet med det danske samfund, med hvilket Frankrig nu på en ny, tragisk måde deler skæbne. Regeringens umiddelbare håndtering af terroranslaget var lige så politisk pletfri, som politiarbejdet undervejs i det dobbelte attentat efter det foreløbig beskrevne har været: Statsminister Helle Thorning-Schmidt understregede, at »ingen skal slippe af sted med at angribe det åbne, frie og demokratiske danske samfund«, og hun mødte op foran synagogen i Krystalgade for at vise sympati mod det ramte, jødiske samfund, som Thorning betegnede som en integreret del af Danmark. »Vi vil ikke undvære jer,« sagde hun til de danske jøder, og sådan skal det siges.

Til et demokrati hører imidlertid også det, at samlingen og enigheden på et tidspunkt hører op. Sådan er det jo; det er netop det frie demokratis styrke, at vi kan dele os efter anskuelse. At dette ikke er et problem, men en styrke. Det er uundgåeligt, at der i den kommende tid vil opstå nye politiske skillelinjer i forhold til, hvordan man skal anskue terrortruslen – og ikke mindst hvordan den skal bekæmpes. Terroren vil forstærke debatten om, hvilke redskaber efterretningstjenesten må udstyres med for at kunne bekæmpe terroren. Men også om, hvor stram en udlændingepolitik, man må føre. Hvad man skal stille op med de enorme, udestående integrationsproblemer i nogle områder af Danmark, hvor parallelle samfundsstrukturer i alt for mange år har fået lov at vokse, uden at det effektivt har kunnet bekæmpes. Hvor yderligtgående imamer i fred og ro kan påvirke unge muslimer i radikaliseret retning. Hvor Danmark er blevet det land i Vesteuropa, hvorfra næstflest i forhold til befolkningstallet er draget ud som Syrien-krigere. Hvor udlændinge, der har begået alvorlige forbrydelser i Danmark og endog er blevet dømt efter terrorparagraffen, ikke bliver udvist. Disse spørgsmål og udfordringer er det danske samfund nødt til at tage alvorligt. Det skylder vi os selv efter terroren og i bestræbelserne på, at det forhåbentlig ikke vil ske igen. Selv om man desværre kan frygte, at dette ikke er sidste gang, terroren kommer til Danmark.