Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bente Dalsbæk: Det er ikke svært at forstå, hvor ortoreksi i børnehøjde er kommet fra

»Måske vi snart ser de første babyer på stenalderkost; det skulle ikke undre.«

MODELFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han bestemmer, hvad han vil spise, I bestemmer, hvad der bliver sat på bordet! Belært af år med småbørnsfamiliers udfordringer ved middagsbordet gav sundhedsplejersken os det kloge råd, da vi indledte overgangen fra brystmælk til fast føde, også kendt som perioden med ekstrem optagethed af, hvad vi puttede ind i vores pode. Den er lang. Meget længere end den periode, hvor man er stærkt optaget af, hvad der kommer ud den anden vej. Den er der såmænd endnu, hvor poden er blevet 14.

Det var perioden med mos op til begge ører, overbegejstring for hver bid, faststørknet øllebrød på gulvet og »første gang, du giver ham sukker, er det sket: han er sukkerjunkie,« og andre løftede pegefingre, som især mødrene fra omgangskreds til mødregruppe var utroligt gode til at prikke til hinanden med, usikre på om det hele nu var godt nok, som det var. Det var endnu et skridt for os førstegangsforældre ud i visheden om, at vi og vi alene havde ansvaret for vores børns videre sundhed. Det føltes til tider tungt, og uopretteligt, hvis vi »fejlede«.

Læs også: Børn får madskræk af de voksnes stenalderideer og fastekure

Sundhedsplejerskens rettesnor var rigtig nok: Maden er de voksnes ansvar, ikke børnenes. Så meget desto værre, at »Über-Danmark« har givet nogle af deres børn en ny spiseforstyrrelse, ortoreksi: overdrevet fokus på mad og sundhed, som det læses kan her i Berlingske, og som kan ramme børn helt ned til otte-ti år. Der er ingen tal, men der er en tendens, og man skal ikke have befundet sig mange minutter i omegnen af en dansk folkeskole i en »pænere« del af byen, før man konstaterer, hvad artiklen også gør: Maden har en social slagside. Det har den nu altid haft; men vi har i årevis været fokuseret på at få Kindermælkesnitten ud af madpakkerne og børnene op af sofaen. De veluddannede forældres børn har fanget den. Selv pisker vi konstant rundt i træningstøj, så man næsten tror, at vi er arbejdsløse, så meget tid har vi til at træne. Vi spiser kun mad, der kan booste vores tider i det maraton, vi også har tid til at løbe, og samtaler i familien om kulhydrater som pasta, ris og kartofler indeholder ofte ord som »gift« eller »det ender med at slå dig ihjel«. Smider man lige forskellige kure eller mors konstante sukken på badevægten, samtaler med veninderne om oppustede maver og tykke lår, så er det ikke svært at forstå, hvor ortoreksi i børnehøjde er kommet fra.

Læs også: Katolik efter Price-hån: Danmark lider af en slags kulturel bulimi

Gud ved, hvorfor madprogrammer har så mange seere i børnehøjde? Masterchef og Spise med Price sluges af mange børneøjne, ved jeg. Jeg tror, at det er, fordi det er dejligt at se, når der skabes noget nydelsesfuldt med det formål at glæde både øjne og gane – endda med rigeligt smør. Ikke just måltider børnene selv får lov at mæske sig i hjemme ved middagsbordet i Ortoreksi-land, hvor der måles, vejes, detoxes og spises i adskilte madgrupper og (u)forarbejdninger i en grad, så det må være lidt stressende at være barn – og voksen. Måske vi snart ser de første babyer på stenalderkost; det skulle ikke undre.

Danmark er et kampagneland, og vi er gode til det. Næsten lidt for gode. Vi har med succes fået flyttet mange menneskers holdninger til deres egen kost og sundhed. Flere børn bliver ammet, flere børn dyrker motion, og flere børn spiser sundt. Altså, hvis mor og far har de rigtige uddannelser. For kampagnerne rammer tilsyneladende rent ind i toppen, før de rammer i bunden. De kommer utilsigtet til at blive propaganda for »Det rigtige liv« og har tvunget nogle familier ind i et sundhedsdiktatur, der er præcis det modsatte: Usundt.