Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bente Dalsbæk: Alle vil helst herfra mæt af dage – sådan er det bare ikke altid

»Hvad er et værdigt liv og ikke mindst, hvad er et værdigt endeligt?«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden sad jeg i samtale med kloge mennesker, hvor vi blandt andet talte om, at hvis alt gik vel, og vi kom i den pæne ende af statistikkerne, så kunne vi have en god portion år tilbage af livet, faktisk lige så mange, som de år, hvor vi alle har oplevet en eksplosion i vores udvikling: Vi havde uddannet os, fået børn, blev gift (og skilt), arbejdet, rejst, grinet, elsket og sørget. I det hele taget var vi gået ikke så mange mil opad (synes vi selv) ad udviklingsstigen.

Grundlæggende mener vi, at vi var kommet langt og regnede alle med at komme længere – faktisk var vi så fulde af selvtillid, at vi mente, at de næste 20-30 år ville udviklingen sætte sig i visdom, og vi ville blive sådan nogle meget livskloge nogen. Hvis altså hjerne og krop ville som vi indtil enden.

Læs også: 78-årige Mogens tog livet af sin kone: »Jeg var nødt til at hjælpe hende, jeg kunne ikke andet«

Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Der har altid været den sikkerhed ved livet, at det ender i døden – nogle gange uventet eller før beregnet, men som vi bevæger os fremad i statistikkerne, bliver det trods alt tydeligt for selv den mest dødsfornægtende, at der til sidst kun er én dør – den med Exit-skiltet.

Grimt og uretfærdigt

Adspurgt vil alle nok allerhelst herfra »mæt af dage« og uden smerter, for vi er draget mod dødsannoncernes reklame for det perfekte endeligt: at sove stille ind.

Sådan er det bare ikke, og det ved vi også godt, men vi kigger helst på den side af sagen med øjnene på klem, indtil vi står midt i det: Enden på det hele kan blive grim, langtrukken, smertefuld og uden nogen form for retfærdighed.

Men vi bør tage den samtale, selv om den betyder, at vi skal se døden lidt dybere i øjnene, end de fleste af os bryder os om. For hvad er et værdigt liv og ikke mindst, hvad er et værdigt endeligt?

Nogle vil sige, at muligheden for at bestemme sig for et værdigt endeligt er et unødvendigt forsøg på at få kontrol med døden. Andre har en helt grundlæggende eksistentiel modstand mod at afslutte livet for sig selv eller andre af respekt for og kærlighed til livet. Det er sådan set forståeligt, og derfor kan man jo også lade være med at tage stilling selv eller bede ens kære om at blande en udenom al snak eller gerning, der handler om enden på det hele.

En betinget dom

Men spørgsmålet er, om det efterhånden ikke presser sig på at lande et andet sted i forhold til vores lovgivning om aktiv dødshjælp? At vi tager samtalen ude i lyset, hvor alle kan være med fremfor i skyggerne og med et retsligt efterspil? Senest illustreret ved den betingede dom, der faldt i mandags, hvor en ældre mand havde givet sin kone gennem 50 år sovepiller efter hendes anmodning, fordi hun efter et fald var blevet lam fra halsen og ned.

Manden bekendte straks, og i retten plæderede både anklager og forsvarer da også for en meget mild dom, der blot afspejlede, at ja, det var ulovligt, men det var også, som manden selv kaldte det, en handling udsprunget af »barmhjertighed«. Dommen kalder på endnu en diskussion af, om ikke der skal være en legal mulighed for barmhjertighed, når der er et tydeligt ønske? Under ordnede forhold selvfølgelig, for som manden, der hjalp sin kone til at dø, sagde i et interview:

»Jeg synes, det er forkert, at det er mig, der skal træffe den beslutning, og at det skulle ske med min indsats. Jeg synes ikke, at en ægtemand skal stå med det problem – der burde være en anden instans, der tog over.«