Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bekymringen for MeToo-krænkernes retssikkerhed er overdrevet

Læs mere
Fold sammen

#MeToo er en folkedomstol, hvor sagesløse mænd hænges ud for 30 år gamle klap i numsen uden mulighed for at forsvare sig. Sådan lyder et stadigt mere højrøstet kritikerkor.

Men hvor mange danske mænd er egentlig blevet hængt ud, som derefter har mistet deres stilling uden en ordentlig undersøgelse af anklagerne? Mig bekendt ingen. Den mest omtalte, Zentropas Peter Aalbæk, vedgik sig alt og led ikke andre konsekvenser end en uges ekstra ferie.

Den navngivne #MeToo-anklagede mand er i Danmark et spøgelse.

Alligevel beskriver f.eks. radiovært og jurist Nima Zamani #MeToo med: »Det er et pragteksempel på, hvordan kvinder alene i kraft af deres køn rotter sig sammen og kommer til at agere folkedomstol overfor mænd, der endnu ikke er blevet dømt«. Og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har sagt: »Det er heksejagt på mænd, som ingen chance har for at bevise deres uskyld.«

Spøgelsets retssikkerhed er altså i fare.

Jeg er som jurist selv uddannet i og optaget af retssikkerhed – men ikke for et spøgelse, som endnu ikke har materialiseret sig. Jeg undrer mig til gengæld højlydt over, hvor bekymringerne er for retssikkerheden for de forulempede – for ofrene for seksuel chikane? Hvor er bekymringen for alle de sager om seksuel chikane, der aldrig er blevet påtalt?

De, der plejer at have stor beskyttertrang over for ofre for forbrydelser, bekymrer sig i disse sager tilsyneladende mere for krænkernes retssikkerhed.

#MeToo, der af ligestillingsministeren og beskæftigelsesministeren er blevet kaldt et wake up call, viser i sig selv, at udbredelsen af seksuel chikane har været langt mere udbredt, end nogen af os havde fantasi til at forestille os. Hver sjette af de kvindelige ansatte i HK Privat og noget færre af mændene beretter om uønskede seksuelle tilnærmelser eller direkte chikane.

Så hvor er bekymringerne over, at vi har et samfund, som er indrettet på en måde, der tilskynder hemmeligholdelse af overgreb? Og hvor er bekymringerne over et rets- og klagesystem, der så tydeligt ikke er indrettet på at håndtere de her sager?

Forskning viser, at selv i de – få – tilfælde, hvor ofret får medhold og erstatning, så ender rejste sager næsten altid med, at det er den krænkede, der må forlade arbejdspladsen, mens krænkeren bliver.

For slet ikke at tale om retssikkerheden for ofrene for de endnu mere alvorlige sager om voldtægt. Det vurderes, at der er omkring 4.700 voldtægter og voldtægtsforsøg årligt. De fører til bare 50 domme – eller en ud af hvert 100 tilfælde.

Og hvorfor giver det forhold, at nogle #MeToo-beretninger har mange år på bagen, anledning til forargelse i stedet for bekymring over, at vores system ikke har været indrettet på en måde, der har animeret til at få historierne frem i tide? Jeg ville ønske, at mindst samme energi blev brugt til at udfolde bekymring for retssikkerheden for ofrene for seksuel chikane.